Professor: Der er stærke tendenser til at favorisere kvinder i toppolitik

Af Hans Bonde
Professor, dr.phil 

I disse dage diskuteres det intenst, om det er sværere at være kvinde end mand i dansk toppolitik. Udgangspunktet er konfrontationen mellem de seneste fem statsministre i første udsendelse i det nye program ”Statsministrene”, der i den grad fik danskerne klistret til skærmen i den forgangne uge. Især blev der tændt gnister, da Helle Thorning-Schmidt i skarpe vendinger hævdede, at det var ekstra vanskeligt at komme frem som kvinde i politik.

Specielt kritiserede hun betegnelsen Gucci-Helle som et tegn på, at hun som kvindelig politiker blev udstillet som en overklassemokke langt fra de socialdemokratiske værdier. Heroverfor indvendte Anders Fogh Rasmussen, at hans øgenavn ”hulemanden” jo også var møntet på at karakterisere hans køn – som udtryk for en primitiv og stenalderagtig maskulinitet.

Forhenværende minister Bertel Haarder støtter Fogh, idet han udtaler, at: ”Det er i hvert fald lettere at komme frem, hvis man er kvinde. Det kan være en fordel at være en kvinde, hvis man vil til tops i politik.”

Når man først åbner munden, kan man blive valgt til alting. Særligt som kvinde.

Mariann Fischer Boel
Tidl. Europa-Kommissær (V)

Det er helt korrekt, at der er færre kvinder i dansk og international politik end mænd. Og det er lige så korrekt, at det ville kunne betyde et vældigt opsving for det danske og internationale samfund, hvis flere kvinder valgte at kvalificere sig til at blive toppolitikere. Men er det også sværere for kvinder at komme til tops?

Selv om der er tale om den nyeste tids historie, er der faktisk allerede nu udført forskning på kønsaspektet i regeringspolitik. Skønt Lars Løkke Rasmussen afviser, at det skulle være sværere at være kvinde i politik, nævner han ikke, at han selv er den, der har givet den største håndsrækning ved, på trods af Venstres og Blå Bloks notoriske vanskeligheder med at rekruttere kvinder, i februar 2010 at udnævne en regering med 50 procent kvindelige ministre, herunder også kvinder på posterne som forsvars- og udenrigsminister.

Det er i hvert fald lettere at komme frem, hvis man er kvinde. Det kan være en fordel at være en kvinde, hvis man vil til tops i politik.

Bertel Haarder
MF Venstre

Hermed blev han faktisk pioner i en større europæisk bølge med 50 procent kvoter ved regeringsdannelser. På spørgsmålet, om der ville blive en kvote for antallet af ministre i Helle Thornings nye regering i 2011, svarede hun, at: ”Jeg kan ikke forestille mig en regering uden reel ligestilling. Jeg så også meget gerne, vi fik flere synlige indvandrerpolitikere, også gerne som ministre.”

Socialdemokratiet og SF udpegede da også otte kvindelige ministre og ni mandlige til Thornings regering fra oktober 2011, hvorimod det tredje parti, De Radikale, demonstrativt undsagde ideen og udpegede fem mandlige og kun en kvindelig minister i form af partiets leder, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager. Herefter blev norske, svenske, italienske, til dels tyske, og senest franske regeringer besat med 50 procent kvinder.

Helle Thorning greb i 2005 modigt magten i Socialdemokratiet i magtvakuummet, efter at alle de tidligere topfigurer i partiet havde trukket sig ud af kampen. Thorning erkender selv, at der indgik en tydelig kønskomponent i promoveringen af hende i formandsvalget i 2005. I hendes selvbiografi hedder det, at hun blev valgt som partiformand, fordi ”hun havde en anden baggrund, og ønskede at gøre partiet mere resultatorienteret, men også fordi hun er kvinde.” Som hun siger, ”mon ikke de socialdemokratiske medlemmer efter 130 år var parate til at vælge en formand, som ikke var en mand?”.

I den magtfulde kreds omkring Mogens Lykketoft bredte der sig samtidig en forestilling om en kvinde, som den store fornyende kraft i det kriseramte parti. Lykketoft selv hældte nu mod Mette Frederiksen, som han karakteriserede som ’partiets urkraft’ og foreslog som sin kandidat til formandsvalget.

Der blev således afholdt et møde mellem medlemmer af den magtfulde såkaldte ’Nyrup-fløj’, som Thorning tilhørte. Også i denne fløj var holdningen, at: ”Man vil gerne opstille en kvinde”, og ”pilen pegede mod enten Bundsgaard eller Thorning.” Det var nu ideen, at den tidligere by- og boligminister i 2000/2001, Lotte Bundsgaard, og Helle Thorning skulle tage en samtale under fire øjne for at afklare, hvem der var det bedste kort. Mødet blev aldrig afholdt, men Thorning viste sig at have flertallet i ryggen.

Udtrykt af specialisten i arbejderbevægelsens historie Niels Finn Christiansen var det ”en utrolig satsning” at vælge ”en formand uden parlamentarisk erfaring.” I sin bog Fra markedsdemokrati til folkestyre noterer Tim Knudsen, at: ”Historisk set var det bemærkelsesværdigt, at Helle Thorning i 2005 blev partiformand efter mindre end 12 års medlemskab og uden folketingserfaring.”

Helle Thorning erkender selv, at ”det er usædvanligt ud fra enhver målestok at vælge en formand, der er nyvalgt til Folketinget.” At der var tale om en nøgtern erkendelse, ses af hovedlinjerne i Thornings karriere og erfaringer indtil formandsvalget: Kandidat i statskundskab i 1993, valgt til Europa-Parlamentet i 1999 og valgt til Folketinget i 2005.

Også ved udnævnelser til EU-Kommissionen har der udviklet sig en tradition for at kræve kvotering af kvinder, i dette tilfælde på 40 procent. Mariann Fischer Boel fortæller med et smil på læben om sin udnævnelse i 2004 til Danmarks Europa-Kommissær, at ”Bertel Haarder faktisk var kørt i stilling til at få den kommissærpost, der gik til hende”: ”Han ville det så gerne. Og han ville have været god til det. Men måske ville han det for meget – eller også fik han bare ikke den kønsskifteoperation.”

I 2010 undlod hun i øvrigt at genopstille som landbrugskommissær. Hun fremhæver, at hun ”gerne ville have tid til at nyde sine børnebørn.” Hun siger endvidere, at: ”Når man først åbner munden, kan man blive valgt til alting. Særligt som kvinde.” Klaus-Dieter Borchardt fra Europa-Kommissionen bekræfter, at: ”Hun var heldig i forhold til at få kommissærposten: Danmark var ikke sikker på sit ressortområde, Barroso havde brug for en kvinde, landbruget var ledigt, og hun var minister for det område.”

Ved sammensætningen af den nye kommission i 2009/10 var EU-præsidenten Barrosos erklærede mål igen en „balance mellem kønnene”. I Danmark havde det længe ligget i luften, at når integrationsminister Bertel Haarder havde fået styr på udlændingeområdet, ville der denne gang til gengæld vanke en kommissærstilling. Men nu blev der igen skabt usikkerhed om hans kandidatur. I sidste ende lykkedes det da også i stedet at nå op på det ønskede antal kvindelige kandidater med udnævnelsen af Connie Hedegaard, hvilket vakte forundring, da hun ikke engang var medlem af Venstre, men Konservative.

Alt i alt er der stærke tendenser til at favorisere kvinder i toppolitik. Det vi mangler at diskutere er, om dette kan være en fordel, ved at kvinder får et hjælpende skub, hvorved deres kompetencer styrkes i takt med deres erfaringer på højeste niveau, eller om det bliver til skade for kvindefrigørelsen, fordi kvinder hermed risikerer at blive reduceret til symbolpolitik og et B-hold, fordi de ikke er kommet frem alene ved egen hjælp og dermed skader synet på de mange kvinder, der kan og vil helt selv.

Indlægget er baseret på: Bonde, H., Kønsrepræsentation i politik: Den kvindelige politiker: Statsborger eller kønsvæsen? I: Politik (Samfundsvidenskabeligt Tidsskrift), Vol. 18, Nr. 1, 2015, s. 56-66.