Professor: Ministeriets jobopslag vidner om en ny normal i dansk politik og forvaltning

En balance mellem loyalitet og retlig integritet

For nogle år siden sammenfattede højesteretspræsident Jens Peter Christensen i Børsen den forfatningsretlige ramme for embedsmænds virke på denne måde:

"Det er faktisk meningen, at ministeren skal betjenes. Det skal ske inden for lov og ret. Men embedsmændenes opgave er at arbejde for, at ministeren kan realisere sin politik – og i virkeligheden mere end det."

Den nuværende højesteretspræsident citerede herefter en afgået minister for at have udtalt, at embedsmanden ikke bare skulle spille ministerens melodi. Hvis ministeren kun havde anslået nogle få falske toner, så skulle man kunne komponere videre på dem og i bedste fald få en hel symfoni ud af det.

Det er denne balance mellem loyalitet og retlig integritet, der historisk har været kendetegnende for den danske embedsmandskultur.

Frederik Waage
Professor i forfatnings- og forvaltningsret

Samtidig understregede Jens Peter Christensen, at embedsværket skal være partipolitisk neutralt. Og det er noget andet end at være neutral i enhver forstand. Grænsen går der, hvor embedsmanden begynder at betjene ministeren som partipolitiker.

Netop denne sondring er central i dansk statsret og den udgør en af de vigtigste garantier for, at embedsværket kan fungere som et professionelt og retligt forankret korrektiv til den politiske ledelse. Det er denne balance mellem loyalitet og retlig integritet, der historisk har været kendetegnende for den danske embedsmandskultur.

Større selvrefleksion i ministeriet

Jens Peter Christensens citat ovenfor illustrerer imidlertid meget godt, hvorfor der ikke er grundlag for at kritisere det konkrete jobopslag som forfatningsretligt problematisk.

Det ligger inden for rammerne af den klassiske embedsmandsrolle, som den faktisk er beskrevet i dansk statsret. At embedsmænd arbejder aktivt for at realisere en ministers politiske projekt er således ikke en afvigelse, men en forudsætning for ministerstyrets funktion.

På den anden side kunne man måske godt ønske sig en smule større selvrefleksion i kommunikationsformen fra Udlændinge- og Integrationsministeriets side, når ministeriet formulerer sig på den måde, den gør, når det handler om "at udfordre konventionerne".

Udfordring af konventioner er blevet så meget mainstream, at det kan udgøre stillingsbeskrivelsen for en klassisk embedsmand.

Frederik Waage
Professor i forfatnings- og forvaltningsret

Særligt fordi netop dette ministerium historisk har været centrum for nogle af de mest alvorlige retlige sammenstød mellem politiske ambitioner og menneskeretlige forpligtelser i nyere tid.

Når historikken er så tung, følger der også et særligt ansvar med, i forhold til den måde man italesætter sit virke på.

For fem år siden brugte juraverdenen meget tid og også mange penge på en rigsretssag, hvor Rigsretten fastslog, at Integrationsministeriet – efter instruks fra ministeren – havde tilsidesat Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og grundlæggende forvaltningsretlige principper, hvilket som bekendt førte til fængselsstraf for ministeren.

Statsløsekommissionen nåede i 2015 frem til, at blandt andet Integrationsministeriet i perioden 1991–2010 systematisk havde meddelt afslag på ansøgninger om indfødsret i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser.

Også her var problemet ikke mangel på politisk vilje, men mangel på retlig loyalitet over for konventionerne.

Midten har rykket sig

Det virker næsten, som om Integrationsministeriet har glemt de sager. Hvis ministeriet gerne fremadrettet vil signalere, at de husker dem, kunne ministeriet passende tilføje det til opslaget, at udfordringen af konventionerne naturligvis skal ske i overensstemmelse med lov og ret.

Stillingsopslaget understreger under alle omstændigheder, hvor langt den politiske midte har rykket sig på menneskerettighedsområdet. Udfordring af konventioner er blevet så meget mainstream, at det kan udgøre stillingsbeskrivelsen for en klassisk embedsmand.

Det er i sig selv et markant signal om en ny normaltilstand i dansk politik og i dansk forvaltning. Og det er et udtryk for en udvikling, som fortjener mere opmærksomhed, end hvad et enkelt jobopslag på LinkedIn umiddelbart giver indtryk af.