Professor: Klimaændringer kræver klimasmart landbrug

Jørgen E. Olesen
Professor i jordbrugsvidenskab på Aarhus Universitet  

Landbruget er en af de alvorlige syndere i klimaregnskabet. På det globale plan står landbruget for cirka en fjerdedel af de samlede udslip af klimagasser. Samtidig ændrer klimaet sig og giver nogle steder bedre og andre steder ringere vilkår for landbrugsproduktion. Samtidig stiger behovet for fødevarer fortsat voldsomt som følge af stigende befolkning og velstand.

Verdens fødevareorganisation (FAO) har slået til lyd for tiltag, der kan fremme både emissionsreduktioner, tilpasning til klimaændringer og øget fødevaresikkerhed. Det kaldes klimasmart landbrug, og over de seneste dage afholdtes den tredje verdenskonference om klimasmart landbrug i Montpellier i Frankrig.

Store klimaforskelle – selv i Europa 
Konferencen viste, at de nødvendige tiltag for at fremme klimasmart landbrug varierer kolossalt mellem forskellige egne af verden, selv inden for Europa. Der blev samtidig stillet tvivl om de potentialer for emissionsreduktioner i landbruget, som blandt andet FN's Klimapanel har vist i den seneste vurderingsrapport er reelle og/eller kan opnås i praksis. Udfordringerne er derfor ganske store. Det gælder også på vores breddegrader.

I Norden forventes klimaændringerne i stort omfang at ændre betingelserne for landbrug. De skaber både nye risici og muligheder for nye produktionssystemer. Ændringerne udgør også store udfordringer for den politiske beslutningsproces og forvaltning. Det udfordrer dermed det eksisterende videngrundlag om naturressourcer i Norden og stiller nye og ændrede krav til produktionssystemerne, ikke mindst i forhold til deres bæredygtighed.

Mere majs på de danske marker 
Den længere og varmere vækstsæson åbner for dyrkning af nye afgrøder. I Norden vil der i de nordlige egne være en stigning i landbrugsafgrøder i almindelighed. I græsmarkerne vil længere vækstsæson øge produktiviteten, især i områder der er mindre berørt af sommertørke. Nye afgrøder som majs, der kræver en lang og varm vækstsæson, vil brede sig nordpå.

Konferencen viste, at de nødvendige tiltag for at fremme klimasmart landbrug varierer kolossalt mellem forskellige egne af verden, selv inden for Europa.

Jørgen E. Olesen
Professor i jordbrugsvidenskab på Aarhus Universitet

Det varmere klima vil øge omsætning af organisk stof i jorden med risiko for øgede udledninger af CO2 til atmosfæren og kvælstof til vandmiljøet. Denne effekt kan reduceres ved anvendelse af efterafgrøder i sædskifterne og skift fra enårige afgrøder til græsmarker. Sådanne ændringer vil ikke kun kræve nye incitamenter, som f.eks. betaling for kulstofbinding, men også nye teknologier såsom bioraffinaderier, der tillader en alternativ anvendelse af høstede efterafgrøder og biomasse fra græsarealer.

Stigende behov for fødevarer skal tænkes med
Arealanvendelsen har en stor indflydelse på landskabet og økosystemfunktioner. Ændringer i klimatisk egnethed kan føre til store ændringer i arealanvendelse, som ikke kun vil påvirke landbrugsproduktionen, men også kvaliteten af naturen, miljøet, grundvandet og ferskvandssystemer. Dette vil udfordre den nuværende planlægning af arealanvendelse, og det vil kræve et strategisk og langsigtet perspektiv på arealanvendelsespolitik under klimaforandringerne. 

Dyrkning af landbrugsafgrøder i Norden kræver egnet og veldrænet jord. Den forventede stigning i vinternedbør vil yderligere belaste de nuværende drænsystemer. Øget dræning af landbrugsjord kan ikke gennemføres uden at sikre, at vand effektivt kan transporteres i vandløb og floder. Afvejning af behovet for dræning af landbrugsarealer med behovet for at beskytte dele af landskabet fra oversvømmelser kan fremprovokere nye og flere konflikter mellem landskabets aktører, og det vil kræve ny planlægning på landskabs- og oplandsniveau. Tilsvarende overvejelser gælder for øget risiko for sommertørke.

Overvejelser omkring klimatilpasning inden for fødevareproduktionen skal tænkes sammen med det stigende behov for fødevarer og behovet for at reducere udledninger af klimagasser. Det kræver ikke kun nye teknologier, men også nye måder at forvalte fødevaresystemer, landskaber, dyrkningsjord, genetiske ressourcer til både planter og dyr samt systemer til forebyggelse af plante- og husdyrsygdomme.