Professor: Læger må ikke bruge funktionelle lidelser som bekvem skraldespand

DEBAT: Kompleksmedicin vil kunne forebygge, at vi skaber dyre svingdørspatienter med uhelbredelige funktionelle symptomer, skriver Morten Sodemann fra Syddansk Universitet.

Af Morten Sodemann
Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at de store sygehuse opretter tværgående behandlerteams til "funktionelle lidelser", men idéen risikerer, modsat hensigten, at blive en opportun undskyldning for sundhedsvæsnets utilstrækkelighed i forhold til en voksende gruppe af ganske almindelige patienter, der i takt med stigende specialisering ikke får den hjælp, de har brug for i tide.

Man er ikke funktionelt syg, bare fordi man ikke er blevet undersøgt godt nok. Men der er måske en løsning.

Udviklingen i specialer er eksploderet
I starten var der kun én slags læger på sygehuse: sygehuslægen, der kunne foretage kejsersnit, smage, om der var sukker i urinen, årelade og give kamferdråber til de døende.

Siden kom opsplitningen i medicinere og kirurger, og efter det er udviklingen eksploderet, så der i dag er 127 lægelige specialer og over 240.000 kliniske retningslinjer.

Læger er gode venner med deres egen evidens, men er mindre vilde med de andres evidens.

Flertallet af retningslinjer for behandling på sygehuse bygger primært på, hvad de ældste læger i faget kan blive enige om, for ellers ville de ikke blive anvendt.

I revolutioner er der altid faldne, synlige og mindre synlige, og én af de faldne var de fattige, de multisyges og de sårbares speciale, kaldet intern medicin, som blev gladeligt ofret af en enig lægestand og de tilhørende myndigheder.

Intern medicin blev taget som udtryk for en bedaget og umoderne tilgang til patienter. Specialet var "so much last year" – lugtede for meget af åreladning og kamfer.

Lægerne ville i stedet have hver sit organ og et tilhørende speciale, som de kunne råde over.

Der opstod en form for pagt mellem specialerne, så de kunne udvikle sig uafhængigt uden indblanding fra andre lægespecialer.

Intern medicinsk afdeling var en styrke
Siden har hyperspecialiseringen udviklet et darwinistisk system, hvor de stærke specialer og stærke patientforeninger vinder mere og mere terræn.

Diabetesforeningen og Hjerteforeningen har uafhængigt af hinanden krævet, at sygehusene stiller op med særlige SWAT-teams for henholdsvis diabetes og hjertepatienter, når de indlægges.

Imens dræner Steno diabetescentrene de eksisterende sukkersygeafdelinger for de dygtigste læger.

Virkeligheden har det med at være stædig, så mens sundhedsvæsnet har travlt med at være højtspecialiseret sundhedsvæsen, så er der flere patientgrupper, der umærkeligt er blevet de faldne i udviklingen: de psykisk syge med kronisk sygdom, de multisyge, de ensomme, de funktionelle analfabeter, flygtninge/indvandrere, misbrugere, voksne hjerneskadede og dem med mange uforklarede symptomer.

Kort sagt komplekse patienter med store behandlingsbyrder og sociale udfordringer. Nøjagtigt den type patienter, der var afhængige af det nu afskaffede, intern medicinske speciale.

Den gammeldags intern medicinske afdeling var en styrke for de komplekse patienter, fordi lægegruppen repræsenterede alle organer, så man var i stand til at tilbyde den helhedsorienterede patientvenlige udredning, som komplekse patienter har brug for.

Tilmed var der også en socialrådgiver til rådighed – dén funktion blev også en af de anonyme faldne i udviklingen.

Helheden glemmes
Resultatet? En større og større gruppe af patienter har uendeligt lange sygehusforløb mellem specialer og subspecialer (hjertelægerne har eksempelvis 24 subspecialer), og ofte må de starte forfra.

Der er ingen kaptajn på forløbene, og de praktiserende læger må ofte opgive at skabe sig et overblik.

Symptomerne hober sig op, men vedbliver med at være "uforklarede", fordi organspecialisterne ikke er dygtige nok til eller har glemt at tage et blik på helheden.

Tværtimod sætter de enkelte specialer en ære i kun at modtage og vurdere patienter, der har et meget specifikt organproblem. Har patienten ikke dét, kan de ikke modtages.

Problemet er, at det er tilladt alle afdelinger at gøre det samme, så patienten kan opleve, at ingen kan eller vil undersøge dem.

Sundhedsstyrelsen har i 2018 udsendt en anbefaling om etableringen af tværfaglige teams til udredning og behandling af "Funktionelle lidelser", og de store sygehuse i Danmark kæmper lige nu med at etablere funktionen.

Men man glemmer én væsentlig ting. Hyperspecialiseringen skaber i sig selv patienter med symptomer, der for et utrænet øje virker "funktionelle".

Men i virkeligheden er de udtryk for et sundhedsvæsen, der hverken organisatorisk eller fagligt reflekterer over, hvilke uhensigtsmæssige konsekvenser der er af en tiltagende subhuman tilgang til patienter.

Kompleksmedicin kan forebygge svingdør
Patienter falder i to grupper: de, der ikke er godt nok undersøgt for deres symptomer, og de, der er godt nok undersøgt.

Desværre er den første gruppe kendetegnet ved, at jo længere tid der går, jo mere opfattes symptomerne som et patientproblem og ikke et sygehusproblem.

Men det er en misforståelse, for det er ikke patienterne med uforklarede symptomer, der er syge, det er et selvtilstrækkeligt sundhedsvæsen med en stor blind plet, der skaber patienter med komplekse symptomer.

Spørg bare sent diagnosticerede gigtpatienter, kræftpatienter og patienter med sprogbarrierer, om de mener, de har en funktionel lidelse.

Der ér patienter med funktionelle lidelser, men de fleste patienter mangler bare en relevant, fagkompetent udredning på en ganske almindelig specialafdeling – og når nu politikerne er så bange for at gå baglæns, så kan vi kalde det for kompleksmedicinsk afdeling.

For dét speciale er nok det allerfineste, der findes – dér, hvor hele patienten tages alvorligt.

Kompleksmedicin vil netop kunne forebygge, at vi skaber de dyre svingdørspatienter med uhelbredelige funktionelle symptomer. Hvis man altså ønsker at forebygge.

Forrige artikel Folkekirkens Nødhjælp: Folkekirkens Nødhjælp: "Vi har kurs mod en humanitær klimakatastrofe" Næste artikel Forfatter: Grønland og Danmark må gøre fælles front mod Kina  Forfatter: Grønland og Danmark må gøre fælles front mod Kina