Rasmus Nielsen: Public service = private, skrevne medier

KLUMME: Monopolet på "public service" skal ophæves i et medieforlig, så det også omfatter private, skrevne medier, mener Altingets udgiver, Rasmus Nielsen.

Kulturministeren må bryde statens monopol på public service, skriver Altingets, udgiver Rasmus Nielsen
Kulturministeren må bryde statens monopol på public service, skriver Altingets, udgiver Rasmus NielsenFoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Rasmus Nielsen

Da regeringens længe ventede medieudspil for statslige og private medier kom forleden, stillede medieordfører Mogens Jensen (S) og andre med ham berettiget spørgsmål ved, hvorfor forholdet til tech-giganter som Facebook ikke var berørt. Når nu disse mastodonter ubeskattet og på andre måder – bl.a. ophavsretsmæssigt – politisk ureguleret trækker millliarder af annonce-euro væk fra private medier i Europa, der ellers hidtil har haft held med at få befolkningerne til at bakke op om demokratiet.

Man kom til at tænke på det, mens 33-årige Mark Zuckerberg, stifter af Facebook, sad der til høring i Kongressen i Washington tirsdag og onsdag. Han sad der med sin formue på estimeret 62,2 mia. dollars i baglommen og angrede med tiltagende grad af stoneface, at hans og med ham 87 mio. andre Facebook-brugeres personlige oplysninger var brugt i en – uretmæssig – politisk analyse for at få Trump valgt til præsident og få briterne til at gå fra Europa. Sker Facebooks fake news igen ved valget til Europa-Parlamentet i maj næste år? Det er og bliver utilstedeligt, at amerikanske virksomheder har held til så afgørende at skade Europa.

Som barn lærte jeg – og vel de fleste andre – fra de gerne progressive historielærere om den udbytning, der fandt sted, da den tidlige industrialisering vildt forgyldte fabrikanterne på arbejdernes bekostning. Ja, vi Århus-børn var på ekskursion til tredje og fjerde baggård på Indre Nørrebros sorte firkant, der endnu stod, dengang den sidste sporvogn stolt kørte over Dronning Louises Bro for aldrig at komme tilbage.

Men datidens ulighed er for intet at regne med den ulighed mellem amerikanske og europæiske medie- og it-virksomheder, politikerne på begge sider af Atlanten gør sig skyld i. Vi kender nu – takket være en opvågnet EU-Kommisssion – de selskabsskatter eller mangel på samme, som de engang så folkekære virksomheder Apple og Amazon m.fl. betaler.

Meget nyttigt, for da ingen europæisk virksomhed af nogen vel moralsk vil kunne pålægges at betale mere på hjemmemarkedet i Unionen end deres amerikanske konkurrenter, kender vi satserne, og hvad vi har at indrette os efter for at stå lige i konkurrencen. Se at få de satser op, please!

Denne baggrund for det danske medieudspil er relevant – og dybt alvorlig. Det handler ikke kun om, at enkelt-amerikanere efter fem-ti års slid forgyldes og med dem 10-20 generationer af efterkommere, mens europæisk erhvervsliv forbliver småt – med lave vækstrater og mindre fælles velfærd til følge. Det handler altså også om, som høringen af Facebook-stifteren viser, at den manglende regulering af internettet ikke bare snigende, men i tiltagende grad, svækker de vestlige befolkningers, ikke mindst de unges, forståelse for, respekt for og i sidste ende opbakning til den mindst ringe styreform. Flere og flere unge, jeg møder – også i Danmark – er besnæret af Putin og andre enevældige.

Vi frie medier ser det som en hovedopgave at medvirke til at bevare samfundets sammenhængskraft omkring demokratiet. Men det er først og sidst kun politikerne, institutionerne og befolkningerne, der kan sikre det. Begrænses demokratiet, må medierne – for at overleve – indrette sig på og virke i en verden med tendenser til enevælde og korruption. Ikke rart at tænke på, men bestemt en mulighed på bare 10-20 års sigt. Også i Norden.

Disse alvorlige perspektiver får kulturminister Mette Bocks modige udspil til at fremstå jomfrueligt som den første, lune solstråle på en pubertær bøgeknop. Og hvad folketingsflertallet bestemmer om statens indblanding 2019-23 i Danmarks statslige og private medier, får kun en mindre brøkdels betydning i forhold til, hvor hurtigt EU får beskattet amerikanske tech-giganters mindst som hjemmemarkedsvirksomheder, får indført ophavsret på søgemaskiner og sociale "medier", tilbagebetaling til producenterne for udnyttelsen, kontrolleret big data osv.

EU-Kommissionen kan direkte på tech-giganternes muligt faldende aktiekurser de næste 5-10 år aflæse, hvor stor succes den får på de europæiske folks og virksomheders vegne.

Herhjemme på jorden er det dog prisværdigt, at regeringen for første gang ser behandlingen af statens egne medier i forhold til de privatejede konkurrenter.

DR har åbenbart så forbløffende få venner, at den historiske beskæring på en femtedel af budgettet bare uden videre sværdslag står til troende. De altid velpolstrede TV 2-regioner skal også skære 10 %, som passende kan gå til de bedste af de mere end 200 lokale ugeaviser, der i stigende grad tager over, hvor de lokale dagblade måtte give op. Radio24syvs sendetilladelse løber ud, og så er det statsejerens ret i vadestedet, indtil de nye licensdriftsherrer træder ind, at fastsætte et reduceret budget og et jysk hovedsæde.

Tilbage står en personlig kæphest, som bærer denne klummes overskrift. Det er nemlig ejerskabet til det nydelige begreb "public service". Det var længe noget vældig fint noget, man ifølge opfattelsen blandt ministerielle embedsmænd kun kunne udgive, hvis man var statsejet eller til nød 100 % statsbetalt. Noget med neutralt og uvildigt at oplyse borgerne om demokratiet. Men kun gennem radio og tv.

Forstå det, hvem der kan. For reelt er det gennem historien primært dagbladene og senere tillige de fritstående netmedier, der gennem skriftlig journalistik har oplyst borgerne kritisk, men fair, om de folkevalgte, vores demokratiske styreform har indsat for at betjene det samfund, vi holder med hinanden. Intet demokrati uden private medier, men gerne demokrati uden statslige.

Derfor er det et levn fra fortiden, at regeringen i sit udspil med en godt seks gange større public service-pulje vil bruge 220 mio. kr. på private medier, der vel at mærke IKKE er skriftlige. Hvorfor i alverden ikke? Hvis det endelig skulle være, var det klogere at hellige midlerne alene til skriftlige, private medier. Får man mest demokratioplysning af velvejede, nedskrevne argumenter eller af flagrende billeder?

Det hedder ordret i regeringens udspil, som nu skal udsættes for rettelser fra de partier, der skal sikre et flertal:

Der kan fremover ydes støtte til alt audiovisuelt indhold på alle platforme (eksklusive skrift). Udover genrerne drama, dokumentar og børne- og ungdomsprogrammer åbnes for tilskud til dansk kulturindhold.

Selvfølgelig skal der være til dansk film og tv-fiktion. Lad dem dog få deres egen pulje, og gerne mere end de 35 mio., branchen har i dag. Men tv-serier om danmarkshistorien iblandet fiktion og personlige synspunkter giver ikke så stærkt et fundament under et fortsat folkestyre som medier, der døgnet rundt sender nyheder, debat og analyser ud til vælgerne.

Så er der stofområderne, den kommende ganske potente public service-pulje til private medier skal kunne bevilge midler til. Man taler om børn og unge, altså en aldersgruppe. Vil alt stof til dem kunne blive støttet, også Anders And på film? Og så fremhæves kultur som et nyt stofområde, hvilket i sig selv er smukt.

Men hvad med de virkeligt vigtige stofområder: politik, samfund, teknologi, erhverv/vækst? 

Disse stofråder ligger hver for sig – sammen med kulturen – godt til de private medier, der skal tilbage i rollen som demokratiets vogtere. Hvis vi overhovedet skal blive ved med at tale engelsk og bruge vendingen "public service", så skal begrebet omdefineres, så det omfatter uvildig kernepublicisme om samfund, politik, kultur, teknologi og erhverv/vækst uanset udgivet af private eller statslige medier, og uanset om det er på skrift, i lyd eller billede. Se at få ophævet monopolet på "public service".

PS: Tak for udsigten til nulmoms på digitale medier. Bedre sent end aldrig. Få brancher særbehandles på den måde i landet, der ikke engang har lavere moms på fødevarer. Det forpligter vores redaktioner til fortsat at gøre sig umage med al den private public service til befolkningen, vi bringer hver dag. Alinget.dk alene udsender eksempelvis 150.000 gratis nyhedsbreve – hver dag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00