Rasmus Nielsen: Er der et liv efter politik for DF?

KLUMME: DFs pressechef gennem 15 år Søren Søndergaard gik nok af tre år for sent. Vil en stor og sikker indsats på Christiansborg alligevel føre den 56-årige, i brede kredse vellidte, strateg videre? Det fortjener han. Der skal være et liv efter toppolitik.

Politik er som bekendt et blodigt håndværk. Man ser det efter hvert folketingsvalg, hvor hvert tredje folketingsmedlem som tommelfingerregel skiftes ud og efterlader et sandt flytterod på Christiansborgs gange i ugevis.

De folkevalgte og de folkevragede får størst opmærksomhed, men bag medlemmerne står administrationen og partifunktionærer. Om en uges tid afgår en af de mest markante, Dansk Folkepartis pressechef siden 2005, Søren Søndergaard.

Han kom ind, da partiet stort anlagt skulle fejre sit tiårs jubilæum og sin betydelige politiske indflydelse sammen med Fogh-regeringerne. Han gik ud, da Dansk Folkeparti havde noteret danmarkshistoriens største valgnederlag. Hvilken rolle og betydning havde han undervejs?

Søren Søndergaard var fra starten undertippet. Han kom med et navn, der på en måde allerede var "optaget". Dels var der også dengang Enhedslistens Søren Søndergaard, dels Europa-Parlamentets (nu afdøde) informationschef af samme navn og stavemåde.

Og ikke mindst kom "SS", som han altid underskriver sig, ind efter partiets navnkundige første pressechef, senere markant folketingsmedlem og udenrigsordfører Søren Espersen. Partiets pressetæft kunne kun gå tilbage på den konto, sagde man i pressekorpset tilbage i 2005. 

Der var da heller ingen, der søgte stillingen efter Espersen. DF var, trods sin indflydelse, endnu ikke det bedre selskab i brede kredse. Gymnasiekammeraten og vennen fra Fremskridtspartiet Peter Skaarup, selv med en organisatorisk partibaggrund, ringede derfor i et forsøg på at headhunte Søren Søndergaard.

Godt spottet – resten er historie. Uden at fornærme Espersen må det siges, at hvor han fandt sig til rette som folkevalgt, styrkede Søndergaard yderligere Dansk Folkepartis særlige evne til at omgås og komme i medierne, centralt som lokalt.

Søren Søndergaard var ikke medlem af det parti, han skulle tjene – og partiledelsen spurgte ikke til det, hvilket han allerede i 2005 fandt virkelig god stil. Man var allerede forbi det – tilliden var i top – og Søren Søndergaard kom helt ind i partiets mest fortrolige og magtfulde cirkler, hvilket på lange stræk siger ikke så lidt.

Hvis man var blandt de få, der læste Altinget tilbage i 2005, fik man en forsmag på Søren Søndergaards særlige evner i det tiltrædelsesinterview, vi bragte med ham.

Det skete under overskriften "Vil gøre DF til et opdateret Socialdemokrati", hvor Søren Søndergaard tillod sig som ny i klassen at kommentere på noget, der normalt kun tilfalder partilederen. Kommentere på mulig regeringsdeltagelse i det, han bramfrit udbasunerede, muligvis, men næppe, afstemt med partiejeren Pia Kjærsgaard:

"Jeg skal være med til at gøre DF regeringsdueligt på ti års sigt. Det kan da godt være sammen med S – problemet er sikkert større for dem end for DF."

Tag sætningerne for en:

"Jeg skal være med til at gøre DF regeringsdueligt på ti års sigt" – ja, det lykkedes. Men partiet forspildte chancen og skuffede sine vælgere, da flertallet bød sig efter 2015-valget.

"Det kan da godt være sammen med S" – politisk, ja, men strategisk umuligt for et parti, hvis vælgere er blå.

"Problemet er sikkert større for dem end for DF" – nej, i 2019 skulle det vise sig, at kinddansen mellem S og DF så entydigt var til Socialdemokraternes fordel.

Hvad han derved ikke kunne vide, var, at han derved tilbage i 2005 rørte ved Dansk Folkepartis svøbe. Kinddansen med Socialdemokraterne efter 2015-valget og VLAK-regeringen. En kinddans, der omfattede, at Socialdemokraterne dansede efter DF's udlændingepolitik og – blandt andet netop derfor – endte med regeringsmagten solo i 2019, mens DF stod tilbage i et sidelokale på danseskolen.

Med et brutalt ord: "Kursen" på en Christiansborg-profil kan være stærkt varierende, og det kan gå så hurtigt, at de pågældende næsten ikke opdager, at de kan gå på vandet – eller synker til bunds.

Set i bakspejlet er det klart, at det havde været optimalt for den i dag 56-årige, historie- og USA-interesserede journalistuddannede Søren Søndergaard at træde tilbage et års tid efter 2015-valgsejren og finde sig en ny karriere uden for Christiansborg. Da var hans kurs helt i top – som solen i zenit ved ækvator. Den tanke mere end strejfede ham da også, men partiloyaliteten spillede ham et puds. Han blev – og fik nedturen med. 

I en læseværdig analyse af Altingets mangeårige kommentator Erik Holstein gennemgås den femtenårige karriere for Dansk Folkeparti under overskriften "Spindoktor var en af Borgens stærkeste spillere".

"Som både pressechef og strateg levede Søren Søndergaard for alvor op til betegnelsen spindoktor. Og han var i lange perioder second to none," skriver Holstein og føjer til:

"Her skiller DF-pressechefen sig ud på Borgen, hvor forbavsende mange pressechefer og særlige rådgivere ikke mestrer opgaven. Hos Søren Søndergaard blev journalister og kommentatorer tilbudt ædruelige analyser frem for primitiv partipropaganda. Pressechefen fremhævede partiets styrker, men han var alt andet end blind for dets svagheder."

Nu går Søren Søndergaard delvist fra borde og overlader rorpinden til et andet velbeskrevet blad i den politiske jungle, Jesper Beinov. SS bliver dog i partiet indtil videre, som sammen med ham vil finde nogle væsentlige, uløste opgaver, der kan løses. Det skal man se på de kommende uger. Hvor længe, han skal blive på Borgen, er uklart for parterne.

Selv om posten som partisekretær bliver ledig på et tidspunkt, er det næppe så organisatorisk en post, Søren Søndergaard drømmer om. Hvad da?

Det berører et kildent punkt. Tiden efter politik. Man kan gå på et overraskende, tidligt tidspunkt som Karen Hækkerup (S) og Brian Mikkelsen (K), der er kommet godt videre med karrieren efter tiden i toppolitik.

Man kan – som Folketingets ledende embedsmænd Carsten U. Larsen og Claus Dethlefsen – loyalt passe sin stilling tiden ud og stille og roligt gå på pension. Kontrolleret som et 30-årigt, fastforrentet realkreditlån.

Men det kan man ikke rigtigt, når man har været for eksempel partisekretær for Venstre under Løkke eller pressechef for DF under Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Så kan man på den ene side en masse og har erfaringer fra samfundets frontlinje – men man er også farvet og brugt.

Som det bliver spændende at se, hvad Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen og tidligere partisekretær Claus Richter får af karrieremuligheder uden for Borgen, må man anstændigvis også holde øje med, hvad der bliver af åbninger for Søren Søndergaard.

Her skal man forstå, at SS er og kan mere end ren DF-strategi. Læg mærke til et afsnit i Erik Holsteins føromtalte analyse:

"Søren Søndergaard havde nær kontakt til Mette Frederiksens særlige rådgiver, Martin Rossen. Søndergaard og Rossen taler samme "no bullshit"-sprog. Karakteristisk for Søndergaards udogmatiske stil har han også haft et fremragende personligt forhold til Villy Søvndals (SF) særlige rådgiver, Claus Perregaard, og til Enhedslistens daværende pressechef Pelle Dragsted. Perregaard og Dragsted hørte til de få pressechefer, der matchede Søndergaards professionalisme."

Søren Søndergaard orienterede sig med andre ord tværpolitisk. Hvor ofte blev han ikke set til receptioner i andre partier. Det giver så umådeligt på goodwill-kontoen, hvad de færreste begriber.

Vi skal ikke forklæde os som headhuntere for nogen. Men det burde være oplagt, at vellidte og hårdtarbejdende Søren Søndergaard kan bruges af en af de mange, mange aktører, der beskæftiger sig med politisk interessevaretagelse i et stærkt miks med pressehåndtering og kommunikation. 

Er man socialdemokrat eller Venstre-mand, er der gerne et bagland, der kan bruge ens evner. Tiden må nu vise, om og forhåbentlig at der også er en karrierevej, når man har lagt 15 af sine bedste år i Dansk Folkeparti.

Forrige artikel Rasmus Nielsen: EU risikerer at tabe i spillet om Brexit Rasmus Nielsen: EU risikerer at tabe i spillet om Brexit Næste artikel Rasmus Nielsen: Praktisk politik med resultater er velfærdssamfundets forudsætning Rasmus Nielsen: Praktisk politik med resultater er velfærdssamfundets forudsætning
Nyt udspil om mindsteløn tager hensyn til dansk model

Nyt udspil om mindsteløn tager hensyn til dansk model

NYHEDSANALYSE: Udkast afslører, at der er gjort meget for at holde den danske overenskomstbaserede arbejdsmarkedsmodel ude af EU-Kommissionens nye udspil om europæisk mindsteløn. Spørgsmålet er, om det er nok set med danske øjne.