Rasmus Nielsen: Positiv politik er resultater – ikke proces og splid

De seneste ugers uro og splid i det store blå parti Venstre udstiller det: Borgere har ikke brug for ustabilitet fra politisk hold; vi har brug for mest mulig service for færrest mulige kroner. Og for love og regler, der sikrer fair og lige konkurrence. Så enkelt er det. Alt øvrigt er støjende valgflæsk for at sikre sit genvalg. 

Jeg kom til at tænke på det i forbindelse med den tidligere Venstre-minister Søren Pinds erindringer 'Frie Ord', der udkom fremrykket onsdag efter at have ryddet forsider i et par dage.

Det kun 49-årige samfundsfænomen skriver mere om sin svigtende tro på demokratiet og om spliden i Venstre end om de resultater, han har opnået som flerårigt medlem af regeringen. Bogen har mistet stjerner blandt anmelderne for at referere fra fortrolige rum, og det endda fra den nyere og seneste tid. Hvad skal vi bruge det til?

På den korte bane er det for såvel redaktører som samfundsinteresserede interessant at læse om, at den nu faldne næstformand Kristian Jensen i 2014 tilbød Søren Pind og Peter Christensen førende ministerposter mod at støtte ham som ny partiformand.

Men det er den beskidte side af politik, der har bedst af at blive forbigået i det offentlige rum. Vi vil have løsninger fremfor splid.

Nærværende netavis får i al beskedenhed ros for som hovedregel at beskæftige sig med den politiske substans fremfor proces. Hvordan aktører på hvert fagområde forsøger at påvirke værdifordeling og rammesætning. Det er en fuldkommen ædel kappestrid i et demokrati.

Giv os en stor offentlig sektor og stor omfordeling – eller det modsatte. Det er en klassisk politisk skillelinje, vi skal belyse hver dag, overordnet og fagpolitisk. Men giv os løsninger som borgere, offentligt ansatte og virksomheder, kære folkevalgte politikere.

Politikerleden siges for første gang siden 2001 at være på retur. Herligt. Såvel politikere, partier som medier har et stort ansvar for, at den udvikling fortsætter. Det gør man ikke ved at bekrige hinanden offentligt i partiledelser eller ved at udgive bøger med indiskrete oplysninger om politiske studehandler i samtiden.

Der sker noget spændende hos vores EU-venner i Estland. Som kontrast til, hvad vi ser aktuelt i den danske, politiske debat.

Ugebrevet Mandag Morgen, som vi også udgiver, skrev forleden om det i en såkaldt Special (tema): "Gå ikke til staten - staten kommer til dig". Bag den lidt bekymrende overskrift gemmer der sig noget såre herligt: Den estiske stat har som princip at forstyrre borgeren så lidt som muligt. Men den henvender sig, når den kan se, borgeren eller virksomheden har brug for det. Det er, med et dansk liberalt udtryk: borgeren før systemet. 

Estlands digitale forvaltning er revolutionerende i Europa og foran selv frontløbere som Danmark og Finland. Ideen er, at myndighederne  fremfor at reagere på ansøgninger fra borgerne går til at være proaktive. De tilbyder tjenester, der støtter borgerne eller virksomhederne i den situation, de befinder sig i.

Som eksempel anføres, at staten jo ved, når et barn fødes. Derfor kan den statslige, digitale forvaltning sende en lykønskning med løfte om, at man automatisk følger op på børnepenge, barselsorlov, institutionspladser, lægetilknytning.

Virksomheder i Estland undgår "torskegilder" hos skattevæsenet, hvis de udstyrer myndighederne med en række regnskabsdata, som kan hentes automatisk med jævne mellemrum. Staten beregner skatten, sender en opkrævning og kan endda automatisk trække pengene i virksomhedens bank.

Fremfor at bruge en masse tid at indkalde til kontrolmøder vil Estland fremover foretage en automatisk risikovurdering af hver virksomhed. Ser tallene ud til at tyde på snyd? Så får virksomheden det at vide med henblik på selv at kunne rette op eller i det mindste at forklare sig.

I dag har hver ester i snit tre såkaldt kontaktpunkter med det offentlige om året. Regeringen vil gerne have antallet af henvendelser markant ned. Sådan. Jo mindre, desto bedre.

Det er positiv politik. Til gavn for borgerne, virksomhederne og myndighederne selv. Og det er politikerne, vi har valgt til at styre det. Ikke til at slås indbyrdes for åbne vinduer.