Rasmus Nielsen: Praktisk politik med resultater er velfærdssamfundets forudsætning

For nylig fokuserede denne klumme, der bringes hver anden fredag, på det lidt hjemmestrikkede udtryk "positiv politik", altså en gunstig udvikling uanset politisk ståsted. Det er naturligvis et belejligt tema, når nu man som udgiver af et neutralt medie som Altinget er begrænset til at skrive netop politisk neutralt – så vidt muligt.

Ved torsdagens store, traditionsrige konference Velfærdens Innovationsdag, som Mandag Morgen afholdt for tiende gang, i københavnske Øksnehallen var grundtemaet den helt praktiske politik: Hvordan sættes borgeren i centrum, så der leveres flest mulige velfærdsydelser for pengene?

Flere hundrede fremmødte fra kommuner, regioner og andre aktører, hvis medarbejdere former velfærdssamfundet i praksis, var mødt frem for blandt andet at høre og udfordre social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). 

Hun kunne med sin venlige, faglige fremtoning godt favne den store scene alene, der hvor hun stod og talte for ledelse af velfærdens fodsoldater, så de kontrolleres mindre og tænker mere på borgernes konkrete behov. Gerne i tæt dialog med den enkelte i hverdagen. Det var på en særlig måde både meget abstrakt og meget konkret, praktisk politik. Ganske blottet for klassisk ideologi, hvilket kan være befriende. 

Kun én gang trådte den udligningsreforms-ramte minister i ideologisk karakter. Det skete, da en repræsentant for erhvervsdrivende fonde med socialt sigte ville vide, hvor mange opgaver regeringen i fremtiden tiltænker private udbydere. Indirekte lod ministeren forstå, at det lå tungt: Hun bryder sig ikke om private "overskudskroner" i Velfærdsdanmark. Alle skattekronerne skal gå til velfærdsydelser, betonede hun.

Praktisk politik er spændende. Ikke proces, ikke ideologi – men jordnær politik, hvor "systemet" typisk i form af en kommunal socialansat møder borgeren.

Torsdag på Velfærdens Innovationsdag blev der talt meget om ledelse af og med de ansatte. Der var bred enighed om at bevæge sig væk fra fortidens kontrol og mange måltal. 

Man må håbe, de ansvarlige landspolitikere – sammen med KL, Danske Regioner og de centrale personale- og interessentorganisationer, der alle var på podiet for at bidrage – sammen finder ud af, hvordan Danmark får mere velfærd for pengene og med mere tilfredse borgere som resultat.

Ikke for det – der er stadig tal overalt i mediebilledet af, hvordan danske myndigheder og offentligt ansatte performer.

Forleden bragtes nye tal for, hvordan kommunernes planafdelinger leverer på et for mange både private og professionelle vigtigt parameter: Hvor hurtigt kan man få afgjort sin byggeansøgning? Hér halter det i stigende grad, og i en ædruelig bedømmelse af prakstsk politik i byggesagskontorerne kan det kun siges: Tilbage på sporet, op med farten.

Aktører og myndigheder tørner sammen i artiklen: Generelt er sagsbehandlingen blevet langsommere fra 2018 til 2019. "Ikke godt nok," mener Dansk Byggeri. "Der findes ikke nogen let og hurtig løsning på problemet," erkender Kommunernes Landsforening over for Berlingske.

Hvor det i 2018 i gennemsnit tog 46 dage at behandle en byggesag, efter at en fyldestgørende ansøgning var indleveret, tog det i gennemsnit 50 dage i 2019. Ni ud af ti af de kommuner, hvor sagsbehandlingen i 2019 var allerlangsomst, ligger i hovedstadsområdet. Der er over tre måneders forskel i sagsbehandlingstiden i landets hurtigste og langsomste kommune. Det kan man da kalde ulighed.

50 i snit dage er lang tid. Enhver, der har prøvet at bygge privat eller professionelt, kender følelsen af frustration, når det eneste, der mangler, er den officielle godkendelse. Byggepladsen, finansieringen, håndværkerne og byggematerialerne er klar. Bare ikke tilladelsen. Lysten til civil ulydighed spøger. Samvittigheden og etikken må tages op til selvransagelse, mens man venter.

Dér var de igen – tallene for, hvordan det offentlige leverer til borgere og virksomheder. Svært at anfægte, når det drejer sig om noget så håndgribeligt som ja eller nej til at gå i gang med at bygge. Måske indenrigsministeren som led i sin udligningsreform skulle belønne de kommuner, der er hurtigst til at afgøre byggeansøgninger.

Gid det lykkes alle de gode kræfter, der samledes i går i København til emnet innovation af velfærdssamfundet at forbedre de ydelser, borgerne modtager. Hvad enten det er hjemmehjælp eller byggesagsbehandling. Fremmet på en måde, så de ansatte høres og ikke efterlades med en følelse af kontrol og unødigt tidsspilde på at udfylde tidsskemaer.

Opgaven er alt andet end let, for mange interesser står på spil. Men i det lange løb forudsætter opbakning til og finansieringen af et udbygget velfærdssamfund som det danske, at såvel brugere som ansatte respekterer det samfund, vi holder med hinanden, og som led heri oplever, at den jordnære, praktiske politik levner mulighed for at støtte og hjælpe hinanden med tilværelsen.