Rasmussen: Når politikere lyver

Alle mennesker lyver af og til. Men hvor de fleste af os lever fint med de hvide løgne, der smart nok fungerer som hverdagens sociale kit (ja, festen var fantastisk, den skjorte klæder dig godt, og din digtsamling er talentfuld – fortsæt selv listen) eller løgne, der er nødvendige, f.eks. når det gælder forholdet til fremmede magter, efterretningsarbejde eller sikkerhedspolitiske forhold, så forholder det sig radikalt anderledes, når vi finder ud af, at et menneske har løjet om et faktuelt forhold.

Det gælder i personsager – ægteskabeligt bedrag er eksempelvis ikke kun tungt for de involverede grundet simpel jalousi, men også fordi den tillid, som et sundt parforhold bygger på, eroderes; man begynder at tvivle på, om man i fremtiden vil kunne stole på den person, som man er tættest på.

Og det gælder også for politikere. Dybest set handler et parlamentarisk demokrati som bekendt om, at vi overlader forvaltningen af hele samfundet og dermed alt det, der omgiver vor dagligdag, til de folkevalgte. Det gør vi med en forventning eller i hvert fald en forhåbning om, at politikerne gør deres bedste, hvilket bl.a. indebærer, at man kan stole på dem.

Ligesom borgerne i et velfungerende demokrati også i vidt omfang stoler på hinanden. Når Danmark i internationale, sammenlignende undersøgelser altid ligger i den høje ende på sammenhængsbarometeret handler det fine resultat i høj grad om denne gensidige tillid både indbyggerne imellem og i forholdet mellem vælgere og politikere. 

Når Danmark i internationale, sammenlignende undersøgelser altid ligger i den høje ende på sammenhængsbarometeret, handler det fine resultat i høj grad om denne gensidige tillid både indbyggerne imellem og i forholdet mellem vælgere og politikere. 

Annegrethe Rasmussen

Løgnehistorier i dansk politik
At realiteten ikke lever op til idealet er soleklart. Et hurtigt aktuelt blik på dansk politik her og nu byder på anklager mod uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V), der både beskyldes for at lyve om sin uddannelse og sit CV og for at have forholdt Folketinget oplysninger tidligere i sin politiske karriere om private økonomiske interesser.

For blot få uger siden var det den tidligere forsvarsminister Carl Holst (V), der sagde farvel til sin taburet med omfattende anklager om usandheder. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt står også midt i en sag med anklager om forkert brug af EU-midler.

Den gode nyhed med hensyn til løgn er imidlertid, at langt de fleste løgne faktisk opdages i moderne, gennemsigtige demokratier. I vore dages digitale kommunikations- og videnssamfund er det nemmere at gennemskue og opdage usandheder end i tidligere tiders langsommere industrisamfund.

Annegrethe Rasmussen

Hvis man ser lidt tilbage på nyere dansk politisk historie er eksemplerne også legio. Fra fhv. justitsminister Morten Bødskovs (S) usandhed over for retsudvalget i 2013 om et aflyst Christiania-besøg til et katalog af anklager mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for ikke at have holdt sig til sandheden om bilag, hotelregninger, flyrejser og tøj-indkøb.

Tilbage i 1988 løj den daværende partileder for Socialdemokraterne Svend Auken for åben tv-skærm om en ikke gennemført telefonsamtale dagen før med den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg, som ifølge Auken havde  bedt ham "lukke kjæften på ham Uffe" med henvisning til Venstres leder Uffe Ellemann-Jensen.

Ifølge flere medier truede den norske regering efterfølgende med at udsende et dementi af Svend Aukens udtalelser. Auken selv fastholdt heroverfor til sin død, at der var tale om en simpel sammenblanding af hans egne og hans daværende hustrus telefonsamtaler, men at indholdet var sandt.

Amerikanske politikere overdriver, bortforklarer og spinner
Og i den amerikanske valgkamp har medierne faktisk svært ved at følge med, når det drejer sig om de mange overdrivelser, fordrejninger og direkte løgne, som den førende republikanske kandidat, ejendomsmagnaten Donald Trump frejdigt fremsætter.

Hans nærmeste konkurrent på de indre linjer, hjernekirurg Ben Carson, er ikke meget bedre. Efter at Carson er stormet frem i de seneste ugers meningsmålinger, har medierne underkastet hans erindringer et sandhedstjek, og de fleste af påstandene fra hans selvbiografi om hans ungdomsliv, eksaminer, universitetstilbud og angiveligt heftige temperament, der ifølge Carson selv fik ham til at stikke en kniv i en kammerat under et skænderi og slå ud efter sin mor, er enten beviseligt usande, overdrevne eller umulige at bekræfte. Fordi Carson har brugt opdigtede navne i biografien (angiveligt for at ’beskytte mine venner mod medierne’).

Fortællingen er vigtig, fordi Carson er en helt uprøvet politiker, hvis styrke hos vælgerne alene beror på hans livshistorie: Opstigningen fra fattige kår og en religiøs vækkelse, der fik ham til at ændre personlighed og blive fredeligheden selv – og en af verdens dygtigste hjernekirurger. 

Også det republikanske establishments nye håb, senator Marco Rubio, har urent mel i posen, både om misbrug af et republikansk kreditkort i Florida og usandheder i sin biografi, hvor han medrivende beskrev, hvordan hans forældre havde taget flugten fra Cuba i 1959 i forbindelse med Fidel Castros kommunistiske magtovertagelse. Senere kom det frem, at Rubios forældre forlod øen i 1956 – tre år før magtskiftet.

På den anden side af det amerikanske politiske plankeværk er Hillary Clintons troværdighed også ramponeret. Talrige undersøgelser har vist, at ”løgnagtig” og ”utroværdig” er de to ord, der oftest forbindes med den demokratiske favorit til præsidentposten. Og selv om det strengt taget er uretfærdigt, at hun skal hæfte for sin mands fejltagelser, ja så er det svært at komme uden om løgnen over dem alle for åben tv-skærm ”I did not have sex with that woman, Ms. Lewinsky,” som daværende præsident Bill Clinton ytrede om sin affære med den daværende praktikant i Det Hvide Hus. Clintons besværgelser om, at oralsex ikke talte som ’rigtig sex’ i hans univers, blev ikke engang accepteret af de mest loyale partifæller som gyldig (bort)forklaring. Den løgn klæber til familienavnet.     

Vælgerne er ligeglade med affærer og sex-skandaler
Til gengæld var mange vælgere efterfølgende tilbøjelig til at tilgive Clinton, fordi et flertal af borgerne ræsonnerede, at det ikke automatisk gør et menneske til en dårlig politiker – heller ikke en præsident – at vedkommende lyver om dybt personlige forhold; en tankegang, der sandsynligvis deles af danskerne.

I den aktuelle danske sag om afgangen af TV 2’s nu forhenværende nyhedsdirektør, er det f.eks. påfaldende, at tabloidavisernes læserafstemninger samt folkedomstolen på de sociale medier er forbløffende enstemmig: Michael Dyrbys egen bedømmelse af, at hans evne som forvalter af TV 2’s nyhedsdækning er skadet af en affære, afvises massivt – ikke bare af kolleger, men også af mediernes brugere.

På samme måde har der også været hurtig tilgivelse for politikere, der har bedraget ægtefæller, haft affærer med kolleger i Folketinget, kysset deres medarbejdere til julefrokoster, haft sex med ungdomsmedlemmer og andet i samme kulørte skuffe.

Personbedrag er nemlig ikke lige så belastende, som når love bliver brudt – hvilket f.eks. er tilfældet, når ministre vildleder Folketinget eller fortier forhold, jf. Ministeransvarlighedsloven, hvori det hedder: En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Det er svært at lyve i informationssamfundet
Den gode nyhed med hensyn til løgn er imidlertid, at langt de fleste løgne faktisk opdages i moderne, gennemsigtige demokratier. I vore dages digitale kommunikations- og videnssamfund er det nemmere at gennemskue og opdage usandheder end i tidligere tiders langsommere industrisamfund.

Der foregår i dag et konstant netbaseret fakta-tjek af offentlige påstande for det første, og derudover sørger 24/7-medierne for, at højprofilerede politikere (og erhvervsledere, berømtheder og mediechefer) meget hurtigt bliver afsløret og stillet til regnskab for deres gerninger.

Alligevel er det nu som før grundlæggende dybt skadeligt for et demokrati med uærlige politikere.

For det første af helt grundlæggende årsager: Løgnens følgesvend er mistroen til fremtiden. Samt kynismen, der underminerer borgernes tiltro til deres ledere og til demokratiet som bæredygtig styreform. Et samfund, der er baseret på løgn, ødelægger sammenhængskraften i et tillidsbaseret demokrati. 

Løgnen som afledning og distraktion
For det andet fordi de mange diskussioner om politikernes bortforklaringer, spin og løgne tager tid og fjerner fokus fra vigtigere samfundsdiskussioner. Løgnen bliver en afledningsmekanisme og distraktion.

Som professor Christian Kock har udtalt til Kristeligt Dagblad, så handler ”de lodrette løgne tit om noget, der i det større regnskab er bagateller. De er for det meste kun vigtige, fordi de kan bruges til at skyde en politisk modpart ned med. Og det handler stort set hele den politiske offentlighed om. Vi diskuterer møgsager om, at en eller anden har løjet, i stedet for at diskutere, hvad der er løsningen på samfundets problemer.”

Magtmennesker lyver mere end andre
Og lige præcis her har politikerne tilmed en ekstra udfordring, hvis man sammenligner dem med os andre dødelige. Meget tyder nemlig på, at magtfulde mennesker er mere large i forhold til at give sig selv fordele, når det gælder sandheden.

Det fremgår af en undersøgelse fra Kellogg School of Management ved Northwestern University med titlen ”Power Increases Hypocrisy: Moralizing in Reasoning, Immunity and Behavior”, der i Danmark har været offentliggjort i videnskab.dk. Et andet studie fra Columbia University viser tilsvarende, at magtfulde folk lyver, og at de uheldigvis for demokratiet lyver langt bedre end folk uden magt: ”Magt giver flere kræfter og styrker de kognitive ressourcer. Det gør hjernen stærkere, simpelthen, og øger samtidig niveauet af det hormon, som gør stresspåvirkningen mindre,” skriver Dagbladet Information i en omtale af undersøgelsen.

Vi giver med andre ord politikerne magt i håbet om, at vi kan stole på dem. Kun for at kunne konstatere, at den selvsamme magt gør dem mere tilbøjelig til at lyve end andre. Det er paradoksalt – og tankevækkende.

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.