Rasmussen: Vælgerne skriger 'Stop verden, jeg vil af!'

KLUMME: De katolske, konservative vindere af det nylige valg i Polen, den ungarske premierminister Viktor Orban, Sverigesdemokraterne, DF og republikanske Donald Trump deler ikke alle politikker, men de spiller alle på det samme populistiske og nationalistiske klaver, skriver Annegrethe Rasmussen. 

Det er ikke svært at få øje på ensartede mønstre, hvis man stiger op i den internationale politiske helikopter og beskuer de lande i verden, der enten lige har haft eller agter at afholde nationale valg i den nærmeste fremtid.

Fra resultatet af sidste søndags valg i Polen, der tildelte den nationalkonservative katolik Jaroslaw Kaczynskis EU-skeptiske parti Lov og Retfærdighed en overvældende sejr til Dansk Folkepartis succes ved vort eget sidste folketingsvalg.

Læg dertil Front National i Frankrig, Sverigesdemokraternes fortsatte stigning i meningsmålingerne i vort naboland samt frihedspartierne i Holland og Østrig, der alle har fejret triumfer ved lokalvalgene; og endelig, som toppen af kransekagen: ultra-nationalisten Vladimir Putin, der i hvert fald på overfladen tilbedes af op mod 80 procent af russerne og megalomanen Donald Trump, som fortsat ligger i spidsen i det republikanske primærvalg i kampen om, hvem der skal repræsentere partiet ved præsidentvalget i 2016.

Det er jo nok til at få enhver moderat eller pragmatisk indstillet dansker M/K til at ryste i bukserne.

Synspunktet trækkes klart op i en leder om bl.a. Donald Trump i Dagbladet Information i dag med titlen ”Amerika for amerikanerne”.

”Ligesom højrepopulistiske partier i Øst- og Vesteuropa vil republikanerne kåre en kandidat, der vil bygge mure omkring USA for at beskytte amerikanerne mod indvandrere og billige importvarer og satser på at genvinde USA’s storhed økonomisk og militært. Partiet vil hylde amerikansk demokrati, men i virkeligheden rykke tættere og tættere mod en ikke-liberal ideologi. Republikanerne er godt på vej til et opgør med det liberale demokrati og ikke mindst dets tradition for tolerance. Amerika for amerikanerne hører man oftere og oftere i valgkampen. Ligesom Ungarn for ungarerne og for den sags skyld: Danmark for danskerne.”

EU-skepsis og vrede over frihandel 
Hertil kan man i øvrigt lægge en anden tydelig tendens specifikt i Europa, nemlig at ”Flygtningekrisen styrker nationalistiske og mere eller mindre populistiske kræfter i mange lande, hvor tendensen til EU-skepsis allerede var tydelig i forvejen,” som Politiken skrev i en analyse i denne uge.

Amerikanske kommentatorer er også flinke til at finde ligheder til netop den nationalistiske populisme i Europa, når de skal finde forklaringen på, at Donald Trump fortsat fører i meningsmålingerne, der konstant foretages under det republikanske primærvalg. Rigmandens konservative tilhængere er rasende over brudte løfter fra Washington; helt konkret er de skuffede over, at seks års republikansk dominans af Kongressen, USA’s lovgivende forsamling, ikke har kunnet stille det store op mod den demokratiske præsident, Barack Obama.

Men Trump er ikke blot skeptisk over for indvandring – han har forlods lovet, at han vil sende samtlige 11 millioner udokumenterede indvandrere ud af Amerika, hvis han bliver præsident til næste år – han er også arg modstander af frihandel, helt konkret den transatlantiske frihandelsaftale (TTIP), som i øjeblikket forhandles mellem EU og USA. Hvis TTIP lykkes, vil det sandsynligvis blive set som præsident Obamas største udenrigspolitiske sejr; eller i hvert fald oppe på top-tre listen sammen med likvideringen af Osama bin-Laden og atom-aftalen med Iran. For TTIP vil dække næsten halvdelen af verdens samlede produktion (40 procent af klodens bruttonationalprodukt målt i købekraft og en tredjedel af handelen med varer og tjenesteydelser).

Man kan undre sig over modstanden fra den påståede konservative Trump, eftersom TTIP vil betyde en voldsom forbedring for beskæftigelsen via handel – et redskab, som de konservative republikanere traditionelt er varme tilhængere af.

Men også her er der paralleller til Europa, senest var der i forrige uge store demonstrationer mod aftalen i Tyskland på trods af, at økonomer vurderer, at fjernelsen af handelshindringerne vil skabe omkring en million nye arbejdspladser. De skeptiske europæere vil holde arbejdspladserne inden for nationalstatens grænser, siger de, og hermed er vi igen tilbage til ”Amerika for amerikanerne.”

Populismens store paradoks – og mange forklædninger
Og heri ligger just nationalpopulismens paradoks og forklaring – uanset om den ankommer fra det yderste højre eller det yderste venstre: Angiveligt er det forskellige aspekter ved den ustoppelige globalisering, som de vrede og pressede vælgere reagerer på. Det kan være alt fra et moralsk forfald – internettets lyksaligheder er for mange, især ældre, borgere på tværs af landegrænserne både en del af forklaringen på nedbrydningen af samfundsbevarende institutioner som kernefamilien, kristendommen eller det heteroseksuelle ægteskab og den faktor, som gør, at traditionelle industriarbejdspladser forsvinder i takt med digitaliseringen. Eller udflytningen og hermed tabet af arbejdspladser i form af outsourcing og lønpres fra verdens nye økonomiske tigre eller gazeller. Eller det kan være den aktuelle flygtningekrise, som presser såvel kultur som velfærdsstatslige ydelser i Europa, lige som terrortruslen for mange også opleves som et biprodukt af internationalisering.

”Luk grænserne, og hold på det, vi har,” lyder det populistiske, populære svar.

Fra venstre maskeres det som omsorg for miljø, arbejdspladser, samfundets svageste eller fagforeningstilkæmpede rettigheder og ditto lønninger.

Fra højre maskeres det populistiske svar som omsorg for nationen, racen, kulturen og religionen (ofte lånes argumentet om velfærdsydelsespresset fra venstresiden).  

Løsningen er international – og ligger i forhandlingen
Og hvorfor er dette paradoksalt? Det er det, fordi svaret på alle disse – reelle og mangfoldige – bekymringer netop ikke er muligt i en globaliseret verden ved at lukke sig inde i nationalstaten. Løsningen kan kun findes et sted: netop i et øget forpligtende internationalt samarbejde. Såvel politisk om økonomisk.

Det er just det, såvel Europas som Amerikas ansvarlige politikere godt ved. Fra Angela Merkel til Barack Obama. Fra britiske David Cameron til franske François Hollande. Det er derfor, de alle – og i øvrigt også danske Lars Løkke og Mette Frederiksen – går ind for fælles europæiske løsninger. Det er derfor klodens regeringer støtter varmt op om handelsaftalerne.

Og endelig: Det er derfor, at en løsning på den forfærdelige syriske borgerkrig kun kommer i stand den dag, stormagterne forhandler sig frem til et svar, der både kan bane vejen for en fjernelse af diktatoren Assad og tilskynde til regeringsdannelser i Mellemøsten, der bilægger eller i det mindste kontrollerer mistilliden eller hadet mellem sunnier og shiamuslimer. For det er nemlig også sådan, man bekæmper terrorgrupper som ISIS.

Gennem ansvarlige regeringer, som folket kan stole på. Så længe Taleban i Afghanistan eller ISIS i Syrien og Irak kan fremlægge alternativer til korrupte tribale regeringer, får man ikke ekstremisterne ned med nakken. Mennesker vil generelt – som Lawrence of Arabia siger i filmen af samme navn – ”hellere regeres dårligt af dem, de holder med, end godt af dem, de ikke stoler på, eller hvis stamme de ikke tilhører.” 

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.


Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.

Forrige artikel Rasmussen: Når David lærer Goliat, hvordan man taler sammen Rasmussen: Når David lærer Goliat, hvordan man taler sammen Næste artikel Rasmussen: Når politikere lyver Rasmussen: Når politikere lyver
Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

Holstein: Ellemanns reelle styrke bliver testet om få dage

NY FORMAND: Jakob Ellemann-Jensen kan være godt tilfreds oven på lørdagens ekstraordinære landsmøde. Den nye V-formands vigtigste opgave bliver nu at aflive fløjkrigene, vurderer Altingets politiske kommentator.