Analyse af 
Erik Holstein

Regeringen og oppositionen er i en hårrejsende nervekrig om store bededag, der kulminerer fredag

Statsministeren holdt sin åbningstale under maksimalt pres, efter en samlet opposition har sagt nej til regeringens ultimatum, men Mette Frederiksen åbnede en dør på klem efter talen. Udfaldet af store bededags-krigen kan definere den nye regerings skæbne.

Regering og opposition er i en hårrejsende nervekrig frem til fredag, hvor regeringens ultimatum udløber. Det er en uhørt dramatisk situation – kun en måned efter SVM-regeringens dannelse, skriver Erik Holstein oven på statsministerens åbningsredegørelse i Folketinget tirsdag 17. januar.
Regering og opposition er i en hårrejsende nervekrig frem til fredag, hvor regeringens ultimatum udløber. Det er en uhørt dramatisk situation – kun en måned efter SVM-regeringens dannelse, skriver Erik Holstein oven på statsministerens åbningsredegørelse i Folketinget tirsdag 17. januar. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

I sig selv var tirsdagens åbningstale fint kreeret og ord for ord noget, de fleste danskere kunne skrive under på. Men den forekom underligt løsrevet fra den virkelighed, den nye SVM-regering står i.

En virkelighed, der blev understreget med fed skrift, kun en time før statsminister Mette Frederiksen (S) entrede Folketingets talerstol. Her afviste en samlet opposition regeringens krav om at afskaffe store bededag som adgangsbillet til et forsvarsforlig.

I sin tale gjorde statsministeren det klart, at Danmark ikke alene har fået en ny og historisk bred regering. Hun lagde også vægt på at få et bredt samarbejde i det nye folketing.

”Mit håb er, at den valgperiode, vi nu tager fat på, vil blive kendetegnet af samarbejde og ordentlighed. Splittelse og polarisering er nemt. Men et velfungerende samfund kræver det modsatte,” lød det fra Mette Frederiksen.

Statsministeren kom også ind på det kommende forsvarsforlig:

”Dansk forsvarspolitik har i årtier været kendetegnet ved bredt samarbejde. Det er mit håb, at vi kan fortsætte den stærke tradition. At vi kan kan vise danskerne, at vi – på tværs af politiske skel – er fælles om løsningerne. Også finansieringen.”

Specielt dette afsnit virkede usædvanlig malplaceret på resten af Folketinget, der beskylder regeringen for at spille hasard med et bredt forsvarsforlig ved at kæde det sammen med store bededag. 

Statsministeren gjorde sit bedste for at fremstille regeringen som den ansvarlige kaptajn, der er villig til at tage upopulære beslutninger for at styrke forsvaret og holde orden på statsfinanserne.

”Regeringen vil fremrykke forsvarsudgifterne, så vi i 2030 når op på to procent af BNP, som der er et bredt flertal for her i salen. 20 milliarder mere til forsvar og sikkerhed i 2030. Uden nye kilder til finansiering, så går regnestykket ganske enkelt ikke op.”