Regeringen spejder bredt efter ny departementschef

Luften mellem de folkevalgte politikere og Justitsministeriets embedsmænd er historisk kold.

Først kom Christiania-sagen, hvor Folketinget blev stukket den nu berømte “nødløgn”, og siden har retsordførere fra flere partier rettet en alvorlig kritik mod ministeriet, hvor de beskylder embedsmændene for ikke at svare fyldestgørende, når politikerne spørger.

Konsekvensen er ikke udeblevet. I starten af november blev departementschef Anne Kristine Axelsson fyret fra Justitsministeriet og flyttet til det betydeligt mindre tunge Kirkeministerium.

Fyresedlen til Axelsson blev så ringe modtaget af det tilbageblivende embedsværk i Justitsministeriet, at de efter sigende mødte op i sort begravelsestøj dagen efter. Og op mod 100 embedsmænd mødtes derefter til krisemøde hos fagforeningen DJØF, hvor de fik afløb for frustrationer over dagligdagen med deres nye justitsminister Mette Frederiksen (S). Blandt andet beskyldes hun for at have overfuset sine ansatte.

Det er nok for vildt at tro, at det bliver en scient.pol, men Mette Frederiksen vil måske på den ene side prøve at finde en jurist udefra, der ikke er fedtet for meget ind i det der korps af jurister i Justitsministeriet, men som på den anden side har en betydelig faglig respekt omkring sig.

Tim Knudsen
Professor emeritus i statskundskab, Københavns Universitet

En af de allervigtigste opgaver for en ny departementschef bliver da også at skabe ro i Justitsministeriet, mener rådgiver i strategisk kommunikation og indflydelse, Susanne Hegelund, partner i HEGELUND & MOSE.

“En ny departementschef skal kunne samle ministeriet ovenpå det, der er sket i det forgangne år, få remotiveret medarbejderne og bygge bro til ministeren,” siger Susanne Hegelund, der blandt andet er medforfatter til bøgerne “Håndbog for Statsministre” og “Javel, hr. minister!”.

Indtil Hans Engell blev justitsminister, havde man ikke haft en justitsminister, der ikke selv var jurist. Det var dengang meget svært at forestille sig, at det kunne komme dertil. Siden har vi haft en række justitsministre, som ikke er jurister, og det har i sig selv ikke ført til nogen katastrofe. Så jeg vil ikke forsværge noget dér.

Jørgen Grønnegaard Christensen
Professor i statskundskab, Aarhus Universitet

Ingen sprælleri
Dernæst bliver en central opgave at få genskabt respekten til Justitsministeriet både på Slotsholmen og i samfundet generelt, påpeger hun. Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet, er enig.

“Det er meget vigtigt, at respekten opretholdes, og at Justitsministeriet udadtil fremstår næsten ufejlbarligt. Justitsministeriet står - med rette eller med urette - som statens højeste juridiske ekspertise. Så tilliden skal være meget stor,” understreger Tim Knudsen.

Derfor skal en kommende departementschef også have en særlig evne til at forudse problemer og gribe dem i optakten. Den evne bestred i særlig grad den tidligere departementschef i Justitsministeriet gennem 20 år, Michael Lunn, mener Tim Knudsen. Derfor undgik han meget ballade - en yderst vigtig opgave i kølvandet på Tamilsagen, hvor ministeriet led et alvorligt knæk i omdømmet. Den samme behændighed er der i særlig grad brug for nu.

Derfor er der heller ikke meget plads til en særlig “sprælsk” departementschef.

“I andre ministerier kan man måske nok nogle gange løbe en lidt større risiko, hvis man til gengæld vil føre en mere driftig politik. En departementschef i Erhvervsministeriet kan bedre komme med et oplæg til en kontroversiel politik, men der er ikke råd til at eksperimentere i Justitsministeriet. Her skal man virkelig fremstå ulastelige,” siger Tim Knudsen, der i efteråret var medforfatter til bogen “Ansvaret der forsvandt”, som omhandler embedsstanden.

Udsyn er godt
Rollen som departementschef i Justitsministeriet adskiller sig i det hele taget fra andre ministerier. Her har profilen de senere år ændret sig på flere fronter. Blandt andet er der en tendens til i højere grad at vælge departementschefer med erfaring fra andre steder end i det specifikke ministerium.

Et eksempel er Finansministeriets nye departementschef, Martin Præstegaard, der i sommeren blev hentet fra en stilling i Danmarks Radio som direktør for DR Økonomi, Teknologi og Medieproduktion. Meget symptomatisk havde han imidlertid tidligere erfaring som både ministersekretær og kontorchef i samme ministerium.

Erfaring fra andre sektorer eller områder bliver nu eksplicit nævnt i Moderniseringsstyrelsens profil for departementschefer, der danner grundlag for stillingsopslag og vurdering af kandidater. Det fremgår af en aktindsigt, som Altinget har fået i Moderniseringsstyrelsen.

Det skyldes, ifølge Tim Knudsen, at man ikke skæver så meget til de faglige kundskaber, der knytter sig til det enkelte ministeriums ressortområde, men i højere grad betoner vigtigheden af nogle generelle egenskaber. Som eksempel nævner han Jacob Heinsen, som i 2007 rykkede ind som departementschef i Transportministeriet efter tre år med samme titel i Kirkeministeriet.

“Det er svært at forestille sig, at Kirkeministeriet fungerer som god forberedelse til Transportministeriet, så det handler nok mere om almindelige lederevner og god politisk forståelse,” siger Tim Knudsen om karrierespringet.

Nye kvalifikationer
Også Jørgen Grønnegaard, statskundskabsprofessor på Aarhus Universitet, hæfter sig ved, at hvor departementschefernes egentlige opgaver grundlæggende har været de samme over tid, så har den faktiske departementschefprofil været under forandring. Flere og flere har en baggrund i forskellige ministerier og med forskellige karriereforløb bag sig.

Det kommer sig blandt andet af, at både den politiske rådgivning af ministeren og selve den ledelsesmæssige funktion sagtens kan varetages af en departementschef uden en bestemt uddannelsesbaggrund eller særlig faglig profil. Men der bliver også efterspurgt nye kvalifikationer hos kandidaterne.

“På det seneste har man lagt stor vægt på, at de også gerne må have erfaringer med driftsmæssige problemer og den administrative gennemførelse af politikken. Det har folk, der kun har gjort tjeneste i et departement, meget sjældent erfaringer med,” påpeger Jørgen Grønnegaard.

Et enkelt sted i Moderniseringsstyrelsens profil fremhæves desuden “erfaring fra internationale beslutningsfora” som en påskønnet egenskab. Thomas Egebo, departementschef i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, er blandt dem, der lever op til dette kriterium med en årrække i organisationen OECD bag sig.

Jurist eller scient.pol
Men selvom udviklingen på Slotsholmen er gået i retning af, at departementschefer ansættes med en bredere profil og erfaring, så er denne tendens endnu ikke nået til Justitsministeriet. Her bliver de øverste chefer stadig rekrutteret fra egne rækker eller i hvert fald fra det karriereunivers, som ministeriet er centrum for.

Og mens scient.pol’erne og politterne i disse år gør deres indtog i centraladministrationens ledelseslag, så er Justitsministeriet stadig en højborg for juristerne. Og det vil da også blive en jurist, og af de dygtigste af slagsen, der bliver ansat som departementschef i denne omgang, understreger Susanne Hegelund.

“Jeg er ikke i tvivl om, at man lige præcis i Justitsministeriet vil vælge en jurist og ikke en polit eller en scient.pol, som der nu ellers sidder i rigtig mange af de andre ministerier,” siger hun.

På længere sigt er det dog ikke helt udelukket, at man i Justitsministeriet vil se en departementschef uden juridisk eksamen, mener Jørgen Grønnegaard.

“Indtil Hans Engell blev justitsminister, havde man ikke haft en justitsminister, der ikke selv var jurist. Det var dengang meget svært at forestille sig, at det kunne komme dertil. Siden har vi haft en række justitsministre, som ikke er jurister, og det har i sig selv ikke ført til nogen katastrofe. Så jeg vil ikke forsværge noget dér,” siger han.

Et velkendt eller nyt ansigt
I første omgang bliver det dog mere interessant at se, om Justitsministeriet vanemæssigt får en rekrut fra egne rækker, eller om man tør prøve kræfter med en chef, der ikke er flasket op inden for ministeriets mure. Ligesom man har gjort i andre ministerier.

“Vil Mette Frederiksen, regeringen og dens rådgivere videreføre den tradition, der har været på Justitsministeriets område, eller vil man også i forhold til Justitsministeriet bevæge sig i retning af de principper eller idealer, som nu er stillet op for departementschefsprofilen,” spørger Jørgen Grønnegaard, men har ikke selv svaret.

Tim Knudsen mener, at der er mulighed for, at departementschefen bliver en jurist af utraditionel støbning, som skal hentes ind udefra.

“Det er nok for vildt at tro, at det bliver en scient.pol, men Mette Frederiksen vil måske på den ene side prøve at finde en jurist udefra, der ikke er fedtet for meget ind i det der korps af jurister i Justitsministeriet, men som på den anden side har en betydelig faglig respekt omkring sig. Men det er måske en person, der er meget, meget svær at finde,” siger han.

Susanne Hegelund indvender, at selvom man formentlig overvejer en departementschef med erfaring andre steder fra, så ender det nok med en person, der også kender Justitsministeriets gange.

“De skal formentlig have en, der har været i Justitsministeriet, som kender til forholdene, og som har den skoling, man har, når man er uddannet derinde,” siger hun.

Den stærke minister
Ifølge Moderniseringsstyrelsens proces for rekruttering af departementschefer er ministre inde over rekrutteringen, både før stillingen slås op, ved udpegning af kandidater og ved den endelige udvælgelse. Reelt er der dog stor forskel på, hvor meget ministrene inddrages afhængig af deres styrke. Ifølge bogen “Javel, hr. minister!” havde for eksempel tidligere udenrigsminister Per Stig Møller som garvet og stærk minister en meget aktiv rolle i at sikre, at det blev Danmarks EU-ambassadør, Claus Grube, der i 2009 blev departementschef i ministeriet.

Susanne Hegelund er heller ikke i tvivl om, at den nuværende justitsminister får stor indflydelse på valget af den kommende departementschef.

“Mette Frederiksen vil have ganske meget at skulle have sagt. Sådan er det ikke nødvendigvis altid, men hun er en af de ledende ministre, og hun er i et ministerium, hvor der har været forudgående ballade, så det vil være halsløs gerning at pådutte hende en person, som hun ikke har respekt for, eller hvor der er dårlig kemi,” siger Susanne Hegelund.

Mette Frederiksen har da også en væsentlig interesse i selv at være proaktiv og ikke overlade tøjlerne helt til Stats- og Finansministeriet.

“Hun må ofre det her meget stor opmærksomhed, tænke sig godt om og lægge meget vægt på, at hun får en god løsning, som både sikrer, at personalet retter ind, og at hun i offentligheden fremstår som en, der kan lede det her,” siger Tim Knudsen.