Regeringen viser tænder i tofrontskrig

Træt af midtergrød

Der ligger tydeligvis også dybere strategiske overvejelser bag ekskluderingen af ​​de blå fra forhandlingerne:

Den ekstremt upopulære afskaffelse af store bededag blev vedtaget med et snævert flertal, og SVM-regeringen blev dengang beskyldt for magtfuldkommenhed. Derfor var det i en periode vigtigt for regeringen at vise, at netop en midterregering var bedst til at lande en stribe brede forlig.

Er år senere er situationen en helt anden. Regeringen gisper stadig i meningsmålingerne, for Moderaterne er forklaringen uden tvivl partiets politiske amatørteater, men for både Venstre og Socialdemokratiet hænger det snævert sammen med tabet af identitet. Vælgernes begejstring for en klæg midtergrød er meget begrænset.

Derfor var det helt logisk, at de tre regeringspartier efter sommer gav hinanden lov til i højere grad at markere partiernes standpunkter. Så alle ved, hvad der er det enkelte parti politik, den dag kompromiset lander.

Det gælder også i forhold de to oppositioner, hvor både S og V har interesse i at skærpe fronterne.

Venstres position

I forhold til finansloven er det fremragende for S at få skivet alle de borgerlige af, så statens husholdning i stedet kan vedtages sammen med SF og Radikale – og måske Alternativet.

For Venstre er den udgang ikke helt uproblematisk, men da Enhedslisten blev kylet ud i samme ombæring, kan Troels Lund Poulsen (V) godt argumentere den hjem.

Venstre kan slå på, at det er det eneste blå parti, der sikrer konkrete borgerlige resultater i et folketing, hvor der er et rødt flertal, mens resten af den borgerlige flok står på sidelinjen og råber. 

Konkret fæstner man sin lid til, at borgerlige vælgere vil glæde sig over, at Venstre i forhandlingerne får genindført det håndværkerfradrag, som Nicolai Wammen selv fjernede under den rene S-regering.

Så gør det mindre, at fradraget er stærkt kritiseret af økonomerne, der ikke kan se nogen som helst grund til at genindføre det i en tid, hvor håndværkerne i forvejen har arbejde op til over begge ører.

Stor symbolværdi

SF og Radikale er på den anden side ret billigt til salg. De holder sig nogenlunde inden for forhandlingsrammen på 500 millioner, og især SF har specialiseret sig i at fremkomme med krav, det er realistisk at få opfyldt.

Denne gang satser SF sammen med Radikale primært på gratis skolemad. Kun en forsøgsordning på udvalgte skoler ganske vist, men med stor symbolværdi. Et forslag, der bygger videre på de minimumsnormeringer, det i sidste valgperiode lykkedes SF at få forhandlet hjem.

Finanslovsforhandlingerne bør kunne lukkes inden længe, og et par andre partier med i et forlig kombineret med en begmand til de blå vil være et helt fint resultat for regeringen.

Døde fisk og rådden tang

Derimod mærker man en smule desperation, når det kommer til den politiske opfølgning på den grønne trepart. Her var det længe opfattelsen på Borgen, at den bare skulle trilles i mål, og at oppositionens spillerum var meget begrænset.

Også her gik Mette Frederiksen i offensiven under spørgetiden, hvor hun udnævnte naturen til "den store taber", hvis Folketinget ikke laver en aftale om den grønne trepart.

Denne sag er langt mere kritisk for SVM-regeringen. Her står regeringen over for en tværpolitisk grøn alliance af Konservative, Radikale og SF, men der er også intern uenighed mellem Venstre og de to andre regeringspartier.

Samtidig er selve substansen i sagen, de enorme problemer med landbrugets kvælstofudledninger, ugunstig for regeringen.

Hvis der landes en aftale uden meget væsentlige reduktioner af kvælstofudledningerne til vandmiljøet, vil den grønne trepart ikke længere dufte af et smukt historisk kompromis i Kanslergade-klassen. Den vil snarere få en stank af døde fisk og rådden tang.

Bevægelse hos V

I lang tid stod Venstre stejlt på den såkaldte model tre, der stiller de mindste krav til landbrugets reduktioner, men den har alle eksperter hældt ned af brættet. Og på det seneste er Venstre begyndt at udvise mere fleksibilitet. Der synes at være en gryende erkendelse af, at man er nødt til at flytte sig, hvis der skal findes et kompromis ved den grønne trio.

De næste par uger blev yderst afgørende for SVM-regeringen.

Regeringens strategi for finansloven skal nok lykkes, men det hjælper ikke meget, hvis den grønne trepart skvatter sammen. Det vil udfordre selve regeringens eksistensberettigelse.