Analyse af 
Erik Holstein

Regeringsforhandlinger når klimaks i denne uge

ANALYSE: Det ser ud til at blive ugen, hvor Mette Frederiksen afgør, om det kan briste eller bære. Radikale er indblandet i de hårdeste kampe, men hverken Morten Østergaard eller Mette Frederiksen har tillokkende alternativer til en aftale.

Mette Frederiksen (S) har foreløbig forhandlet i 18 dage, og i de næste dage spidser det for alvor til.<br>
Mette Frederiksen (S) har foreløbig forhandlet i 18 dage, og i de næste dage spidser det for alvor til.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Nervepresset tager til efter en uge, hvor den første regulære krise i regeringsforhandlingerne viste sig.

Især hos socialdemokraterne ønsker man en afklaring: Man er villig til at forhandle videre ind i juli, men det kræver, at der er lys for enden af tunnelen. Ellers kan det hurtigt ende med en klassisk westernduel i High Noon-stil, hvor Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R) tester, hvem der blinker først.

Der er to fronter i forhandlingerne: Den økonomiske front går primært mellem Radikale på den ene side og SF og Enhedslisten på den anden, mens S står i en midterposition. Den anden front handler om udlændingepolitik, og her står Radikale, Enhedslisten og SF over for Socialdemokratiet.

Til gengæld er der store fællesnævnere mellem alle fire partier på områder som miljø og klima, om end de tre små partier ønsker at gå videre end S. Det er det politikområde, Mette Frederiksen bedst kan give indrømmelser på, som hun gjorde forleden, da S gik med til at sætte målet for CO2-reduktionen op til 70 procent i 2030.

Martin Lidegaard har beskrevet en SV-regering som ”et drømmescenarium” i forventning om at Radikale vil blive inddraget på kryds og tværs.  Det skal han nok ikke regne med.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Aftalen førte til stor begejstring hos SF og Enhedslisten. Derimod var begejstringen til at overskue hos Radikale, der anså det for et tillidsbrud, at aftalen blev offentliggjort. Velvidende at det efter offentliggørelsen af det ambitiøse klimamål – og glæden hos de grønne organisationer – bliver sværere at spærre vejen for Mette Frederiksen.

Dragsteds realisme
Topforhandlerne har ikke problemer med hinanden på det personlige plan, eksempelvis er forholdet mellem Østergaard og Frederiksen OK. Alligevel er det tydeligt, at stemningen mellem S, SF og EL har været udmærket, mens det er mere anstrengt i forhold til Radikale.

Det skyldes ikke mindst, at Radikale forventer mere vidtgående indrømmelser end SF og Enhedslisten. Pia Olsen Dyhr (SF) har været tilfreds med forhandlingernes fremdrift, og Pernille Skipper (EL) opererer med røde linjer, men hun respekterer også socialdemokraternes røde linjer.

Dermed fremstår Enhedslisten lige nu mere pragmatisk i forhandlingerne end Radikale Venstre, en historisk unik situation, der blev understreget af et indlæg på Altinget lørdag fra Enhedslistens Pelle Dragsted. Her opfordrede den mangeårige strateg til, at de fire partier alle bøjer sig mod hinanden:

”Socialdemokraterne er nødt til at komme Enhedslisten, SF og De Radikale i møde på udlændingepolitikken, så nogle af Støjbergs værste excesser kan rulles tilbage, børnene kan komme ud af lejrene, og Danmark igen tager kvoteflygtninge. Omvendt må de tre partier acceptere, at de ikke kan forpligte socialdemokraterne på en politik, der er grundlæggende i modstrid med partiets valgløfter,” skrev Dragsted.

Ren S-regering står fast
Meldingen understreger, at Enhedslisten accepterer ”mandaternes logik” i forhold til udlændingepolitikken. Det samme gør SF. Opfattelsen hos socialdemokraterne er, at denne logik ikke anerkendes af Radikale.

Det gælder også i den økonomiske politik, hvor Radikale ønsker en markant udvidelse af arbejdsudbuddet. Der er bare ikke nok mandater bag nye, store arbejdsudbudsreformer i det netop valgte folketing. 

Når det kommer til regeringens sammensætning, har SF erkendt, at partiet ikke kommer med i en regering denne gang, men Radikale har endnu ikke opgivet håbet om ministerposter.

Morten Østergaard presser efter sin valgsejr hårdt på i forhandlingerne, på mange måder en logisk konsekvens af hans skarpe retorik i valgkampen. Om den stil er realistisk, hænger snævert sammen med analysen af Radikales magtposition i 2019.

Direkte modpoler
Radikale Venstres mangeårige rolle som kongemager baserede sig på, at partiet kunne svinge til begge sider i Folketinget. Den rolle sluttede i 2001, fordi udlændingepolitikken fik en dominerende rolle, og Radikale er på det punkt et yderparti. Samtidig står Radikale skarpt over for Dansk Folkeparti, og en støtte fra DF har de sidste 20 år har været nødvendig for at kunne danne en borgerlig regering.  

På Christiansborg kan man dog møde Venstre-folk, der ikke mener, en borgerlig regering med støtte fra både DF og R er umulig. For den konservative statsminister Poul Schlüter klarede sig igennem 80’erne netop med støtte fra både Radikale og Pia Kjærsgaards (DF) daværende parti, Fremskridtspartiet. Det burde kunne gøres igen, lyder argumentet.

Men situationen er helt anderledes i 2019 end i 1982, hvor Schlüter dannede sin første regering. Dengang spillede udlændingepolitikken ingen større rolle, og frem for alt: Radikale og Fremskridtspartiet havde ikke defineret sig selv som direkte modpoler. Det har R og DF derimod, og det er udelukket, at Løkke (V) kan lave et regeringsgrundlag med opbakning fra begge partier.

Vestagers trumf
I 2011 fik Radikale trumfet sig igennem i Det sorte Tårn, selvom de ikke havde andre steder at gå hen. Men heller ikke den situation kan sammenlignes med i dag. Dengang kunne Margrethe Vestager (R) spille fuldstændig cool, fordi hun sammen med blå blok havde flertal bag sin økonomiske politik, herunder efterlønsreformen.

Sådan er det ikke i dag. Dansk Folkeparti er ikke med på flere arbejdsudbudsreformer – og da slet ikke en åbning for mere udenlandsk arbejdskraft, som er et af Østergaard hovedkrav i forhandlingerne. I 2019 kan Radikale ikke danne et flertal uden om Socialdemokratiet.

SV og Jurassic Park
Spørgsmålet er så, om Radikale kan tvinge Mette Frederiksen i armene på Løkke, hvis regeringsforhandlingerne bryder definitivt sammen. Hidtil har en SV-regering været en søslange, en for længst uddød art. Det vil nærmest minde om en nyindspilning af Jurassic Park, hvis den kommer til live igen. Men det er der nogle radikale, der ønsker.

Partiets tidligere udenrigsminister, Martin Lidegaard, har ligefrem beskrevet en SV-regering som ”et drømmescenarium”, i forventning om at Radikale vil blive inddraget på kryds og tværs med sådan en konstellation. Det skal han nok ikke regne med.

Det vil være et mareridt for socialdemokraterne, hvis det mod forventning ender sådan. Men det bliver heller ikke sjovt for Radikale. S har klart ladet forstå, at tvinges man ind i en SV-regering, er der et parti, der aldrig vil blive indbudt til forhandlinger om noget som helst. Og det er Radikale.

En SV-regering vil fastholde den stramme udlændingepolitik uden indrømmelser til Radikale, klimapolitikken bliver mindre ambitiøs end i socialdemokraternes udgave – og skole- og uddannelsespolitik vil blive afgjort uden Radikale.

En påtvunget SV-regering vil være skidt for både S og R. Om Radikale kan bruge det som trussel i forhandlingerne afhænger af, om en sådan regering vil være værre for S end for R.    

”There is no alternative”
Mette Frederiksens ultimative trussel er lige så klar: Hun kan gøre status på forhandlingerne, erklære sig parat til at gå til dronningen for at danne en regering – og så teste, om Morten Østergaard virkelig vil forhindre hende i det.

Særlig i forhold til de grønne organisationer kan det blive en udfordrende pædagogisk opgave for Østergaard at forklare, at han ikke vil lade en ny, grønnere regering komme til.   

Forhandlingerne blev afbrudt søndag cirka klokken 18 efter godt seks timers forhandlinger. Der køres nu lange stræk med alle partier samlet, men søndag aften var der nogle sankthanstaler, der skulle holdes. Der forhandles videre mandag.

Det kan ende med det totale drama sidst på ugen. Men lige nu er det mest sandsynlige, at parterne stille og roligt får ryddet forhindringerne af vejen. Ingen af dem har rigtigt noget alternativ.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00