EL-politiker: Nej, Løkke kan ikke være ligeglad med Liltorp

Ammitzbøll-Bille har ret i, at mediegenlyden denne gang ikke har været lige så stor som ved de andre exit fra Moderaterne – men der må medierne kigge indad. Hvorfor er medierne bedre til at dække skandaler end politisk substans?

Karin Liltorps ordentlighed over for Moderaterne og regeringen, når hun understreger, at hun ikke ønsker konflikt, burde afkaste respekt frem for tavshed.

Det ville selvfølgelig være mere spændende, hvis hun var klar til at vælte regeringen. Det kunne give stor dramatik, hvis hun og de andre moderate løsgængere egentlig forstod deres magt, i en situation hvor de nordatlantiske mandater måske heller ikke vil leve op til deres musketered med regeringen.

Tilbage står nu kun et hold af 'nogen', og efter næste valg vil de nyvalgte moderater være skiftet ud af de 'gamle' politikere, der er hentet ind til ministerposter.

Tormod Olsen (EL)
Regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden

Dramaet er fravalgt i en nuanceret politisk position, men ingen gider rigtig sætte sig ind i den.

Jeg vil gerne give Ammitzbøll-Bille delvist ret i, at Liltorp har været naiv i forhold til at få stor indflydelse som nyvalgt folketingsmedlem. Det var i mine øjne hovedsageligt en forventning, som Løkke har skabt, men som også tidligere har været anvendt til mobilisering af for eksempel Uffe Elbæk og Alternativet.

Men Ammitzbøll-Bille har kun delvist ret, for med midterregeringen ændrede de traditionelle indflydelsesforløb sig også.

Langt flere beslutninger løftes højt op i ministerhierarkiet og langt væk fra partier og ordførere. Rollen som almindeligt folketingsmedlem i et parti med regeringsmagten er forandret, og det rammer politikere som Liltorp ekstra hårdt.

Til ære for Liltorp tillader jeg mig også lige at berøre selve sagen, som var udslagsgivende for hende. Det handler om en reform af beskæftigelsessystemet.

Der var sådan set gode muligheder for at skabe forbedringer. De udskældte jobcentre, en kæmpe lovgivning og et system baseret på lige dele spaghettikurser og lige dele mistillid kaldte på forandring.

Men Liltorp og andre med ædle ambitioner om at skabe bedre vilkår og et system, der fik flere med i fællesskabet, blev torpederet af et sparekrav på tre milliarder kroner. Et krav, som er opstået ved tidligere aftaler, politiske udspil fra DA og endda et socialdemokratisk løfte om skattelettelser i sidste valgkamp.

Regeringens udspil er en tilståelsessag. Pengene, der kunne hentes på de udskældte jobcentre, udgør kun omtrent en tredjedel af de tre milliarder kroner, der skal spares. Resten kommer gennem forringelser af ydelser og nedskæringer på tilbud til de allermest udsatte.

Hatten af for Liltorp for at forlade den illusion, som Løkke skabte på sin egen vej tilbage til magten.

Tormod Olsen (EL)
Regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden

Når reformen kommer, vil vi høre rigtig meget om mindre bureaukrati, frisættelse og en glædelig afsked med jobcentrene.

Realiteten bliver samtidig flere mennesker parkeret på førtidspension og overladt til sig selv. I den sammenhæng er det ikke Liltorp, der er naiv, men en regering der spiller det gamle spin-spil – som Moderaterne netop var sat i verden for at gøre op med.

Hatten af for Liltorp for at stå fast på sine holdninger. Hatten af for Liltorp for at kæmpe for at få flere med i fællesskabet. Hatten af for Liltorp for at forlade den illusion, som Løkke skabte på sin egen vej tilbage til magten.

Mere end en forsmået gymnasieelev

Løkke skal nu til at genopfinde Moderaternes DNA. Han skal forklare vælgerne, at Moderaterne er et magtparti, og at man skal stemme på dem, selvom både demokrati-teltet og den politisk afdeling er lukket.

Liltorps exit fortjener bedre end at fremstilles som en forsmået gymnasieelev, der ville være festens midtpunkt.

Tormod Olsen (EL)
Regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden

Men den tid, den sorg. I første omgang skal Løkke holde fast på resten af sin gruppe. Med en prioritering af ministerholdet på stemmesedlen og dårlige meningsmålinger vil den nuværende gruppe ikke blive valgt. Nogle må da tænke, at en mere sikker plads hos Liberal Alliance begynder at blive relevant.  

Så kort sagt. Liltorps exit fortjener mere opmærksomhed end historien om en naiv gymnasielev, som var skuffet over ikke at være afgangsfestens midtpunkt.

Historien har langt mere dybde, og jeg håber, at diverse journalister og kommentatorer vil gøre Liltorp den ære at fremhæve hendes perspektiv, når beskæftigelsesreformen kommer.