Replik: Lars Tvede er retfærdighedens Lomborg

Af Kåre Riis Nielsen
Skribent og cand.scient.pol.

Så kom Lars Tvede (LT) på banen igen. Denne gang som 'nyttig idiot' for entreprenant skattesvindel, skattely og lyssky rigmænd i toppen af samfundet og den globale elite. Som en anden Bjørn Lomborg benægter han det indlysende og fortsætter sit ideologiske felttog med et klassisk kneb: Angreb er det bedste forsvar.

Bag den håbløse støtteerklæring til skattely, svindlere og umoralsk adfærd gemmer der sig LT’s egentlige ærinde: Skatten skal ned – helst helt væk – fordi den hæmmer vækst og det frie initiativ. Hvilket jo er en reel diskussion, som jeg gerne tager med LT. Også selvom det er en gammel traver. Men nuvel, ved lejlighed vil jeg gerne tage kampen op med trickle-down mysteriet og argumentere for at høj skatteprocent ikke nødvendigvis står i modsætning til konkurrenceevne, innovation, erhvervsklima, lykke, lighed, etc.

Historieskrivningen går stærkt hos Lars Tvede. Alt der lige passer ind i minimalstatsfortællingen ryger med i gryden.

Kåre Riis Nielsen
Skribent og cand.scient.pol.

Men et onde kan jo ikke legitimere et andet onde. Dér, hvor den kapper over for "Retfærdighedens Lomborg", er, at Paradise Papers og den overvældende dokumentation for skattesvindel og "skatteplanlægning", bliver reduceret til en lille "mus" i LT’s ideologiske kamp mod skatte-elefanten, staten og alt, der lugter af regulering eller offentlig sektor.

Der er ikke skyggen af refleksion over, hvad skattely og de mange sindrige skattekonstruktioner betyder for den almindelige lønmodtager, for finansieringen af vækst og velfærd, for almindelig fairness og retfærdighed.

Det eneste vi får fra Lars Tvede, er undskyldninger, historieforvanskning og tendentiøse eksempler for at fortsætte det patologiske skattecirkus.

Kåre Riis Nielsen

Ingen refleksion over, at vi lever i en verden, hvor politikere og erhvervsledere løbende prædiker tilpasning til konkurrencepositionen gennem afskedigelser og udflytning af arbejdspladser.

Ikke den mindste refleksion over, at selskabsskatten i det meste af verden er markant lavere end for arbejde og det forhold, at en virksomhed som eksempelvis Apple indenfor skattelovens rammer kan betale nul skat.

Ikke den mindste refleksion over, hvordan de mange milliarder dollars i skattely underminerer finansieringen af offentlige investeringer.

Ingen refleksion over, hvordan de kunne være blevet brugt til uddannelse, infrastruktur, sundhed, forskning eller måske til effektiv skatteindkrævning.

Ikke den mindste refleksion over, hvad de superriges parallel-virkelighed gør ved samfundskontrakten og sammenhængskraften.

Ikke den mindste refleksion over, hvordan den voksende kløft mellem top og bund – mellem dem, der er med, og dem, der står udenfor globaliseringen – skaber polarisering, frygt og protektionisme, udløser Trump og Brexit’s og baner vejen for demagogiske populister og autoritære regimer.

Alt sammen fordi det er så himmelråbende grotesk, at der hersker ét sæt regler for de superrige - og et andet for alle os andre. Det eneste vi får fra LT, er undskyldninger, historieforvanskning og tendentiøse eksempler for at fortsætte det patologiske skattecirkus, hvor hårdtarbejdende lønmodtagere skal acceptere de superrige’s skattesvindel og "skatteplanlægning".

Nu kender jeg ikke Schweiz godt nok, men der hvor jeg kommer fra hedder det uretfærdighed. Uanset om man er rød eller blå.

(Teksten er genredigeret fredag 10. nov. kl. 17.17, debat red. Søren J. Damm)