Ritt Bjerregaard: Jeg er selv blevet kønskvoteret flere gange

KOMMENTAR: Der er ingen grund til, at kvinder er bange for og modstandere af kønskvotering. Uden kvotering er der ingen, der opdager deres kvalifikationer. Hvorfor er der for eksempel så få kvindelige departementschefer?

MANSPLAINING. Undervisningsminister Ritt Bjerregaard, finansminister Knud Heinesen og handelsminister Per Hækkerup i 1976, hvor kvindelige ministre var et absolut særsyn.
MANSPLAINING. Undervisningsminister Ritt Bjerregaard, finansminister Knud Heinesen og handelsminister Per Hækkerup i 1976, hvor kvindelige ministre var et absolut særsyn.Foto: Emil Christensen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ritt Bjerregaard (S)
Tidligere minister, overborgmester og EU-kommissær

På trods af at jeg har været med til at fejre Kvindernes Internationale Kampdag i årtier, betyder den stadig noget for mig. Det er dagen, hvor jeg nok en gang tænker på, hvad der er sket for kvinderne i de mange år, hvor jeg har været politisk aktiv, og nu, hvor jeg skriver om tiden og er iagttager af, hvad der sker i samfundet.

Når jeg vurderer det politiske led, er det helt tydeligt, at der er sket store forbedringer. Der er mange flere kvinder i Folketinget, og også mange flere ministre. I min første ministerperiode i 1973 var vi tre kvinder, Eva Gredal, Dorte Bennedsen og så mig. Det blev vurderet som et stort fremskridt, at der nu var tre kvindelige ministre.

Godt nok kneb det for statsminister Lars Løkke i 2016 at finde plads til de kvindelige ministre i de stærke ministerudvalg. Halvdelen af regeringen var dog kvinder, og det var flot.

Fakta
Deltag i debatten

Skriv til [email protected]

Kvotering har givet mig chancen
Men ærlig talt, hvordan kan det være, at der bliver ved at være så få kvindelige departementschefer, for slet ikke at tale om kvindelige direktører i store erhvervsvirksomheder?

Det hedder sig jo, at det er nok at opfordre erhvervslivet til at finde kvinder til bestyrelserne. Men hvorfor sker der så ikke mere? Helt aktuelle tal viser, at når det går højt, udgør kvinderne 30 procent – og der er bestyrelser, hvor der slet ikke er kvinder.

Nye oplysninger viser, at det første barn koster kvinden en lønnedgang på 10 procent, som aldrig rettes op. Kommer der flere børn til, drejer det sig om en lønnedgang på 20 procent. Kan vi så slippe for vrøvlet om, at der er lige løn for lige arbejde?

Ritt Bjerregaard (S)
Tidligere minister og overborgmester

Kvotering er nødvendig for at få noget til at ske, og der er ingen grund til, at kvinder er bange for og modstandere af kvotering, eller at de tror, det betyder, at de dermed er mindre kvalificerede. Jeg er selv flere gange blevet kvoteret, og det har givet mig enestående chancer for at vise, hvad jeg duede til – uden kvotering er der ingen, der opdager kvalifikationerne.

Børn koster kvinder dyrt
Og hvordan var det nu, det var med lønforskellene? Nye oplysninger viser, at det første barn koster kvinden en lønnedgang på 10 procent, som aldrig rettes op. Kommer der flere børn til, drejer det sig om en lønnedgang på 20 procent.

Kan vi så slippe for vrøvlet om, at der er lige løn for lige arbejde? Næppe, for der er også fortsat mandefag og kvindefag, og her fortsætter løndiskrimineringen. Det samme gælder for pensionerne.

Den manglende deling af barselsorloven hænger selvfølgelig sammen med lønforskellene og pensionen.

Det er alle de områder, vi kvinder år efter år efter år tager op, og hvor vi igen og igen understreger forskellene. 8. marts er en udmærket lejlighed til igen at fortælle, at der sker en alt for lille udvikling på disse områder.

MeToo flytter hegnspæle
I 2017 og 2018 opstod imidlertid en ny, åben ligestillingskamp. Det var #MeToo-bevægelsen på de sociale medier, der pludselig fik en voldsom gennemslagskraft. Det blev tilladt for kvinder at fortælle om forskellige former for seksuelle overgreb. Nogle ligefrem voldtægt, andre klap i røven og andre overflødigt gramseri. Der var forsøg på at isolere debatten til Hollywood, fordi historierne dér var så spektakulære.

Men det lykkedes ikke, og der var også historier i Danmark. Dagbladet Information bragte en række opmuntrende og tankevækkende artikler set fra drenge og mænds synspunkt med overvejelser omkring, hvad de havde været en del af, uden at tænke over det. Der blev virkelig flyttet nogle hegnspæle ved den lejlighed. Og det understregede, at bevægelsen havde meget at byde på, også for drengene og mændene.

Vi skal bakke op om nydanske feminister
Sara Omars bog Dødevaskeren fik på sin egen måde gjort det klart, hvor middelalderlige forholdene var for kvinderne i nogle arabiske lande, og hvor hårdt det kan være at komme videre – selv når man havde været så heldig at komme til Danmark.

Sammen med Sara Omars bog var der andre stærke etniske kvinder, der tog sagen i deres egen hånd. Geeti Amiri, der har udgivet sin historie i Glansbilleder, og Khaterah Parwani og Natasha Al-Hariri, der begge har en juridisk uddannelse, er aktive i den feministiske debat.

De er både en del af kvindekampens langvarige indsats, og samtidig har de deres egen dagsorden, som det er vigtigt, at vi gamle feminister bakker op om.

Der kan gøres meget mere for at opnå ligestilling, og 8. marts er en fin anledning til at huske, at vi ikke kom hertil, hvor vi er i dag, uden kamp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ritt Bjerregaard

Fhv. minister (S) & MF, fhv. EU-kommissær, fhv. overborgmester, København
lærer (Emdrupborg 1964)

0:000:00