Roadtrip gennem mistillidens USA

REPORTAGE: Peter-Christian Brøndum tager til rustbæltet i USA for at lave et undervisningsmateriale til danske unge om verdens vigtigste demokrati frem mod præsidentvalget. Han bliver smidt ud af republikanernes partikontor, fordi medarbejderne tror, han vil lave fake news. Hvor meget paranoia, splittelse og mistillid kan et demokrati holde til?

Af Peter-Christian Brøndum, cand.mag, forfatter og lektor

Jeg begynder at svede. Som om jeg var skyldig i deres mistanker. Men jeg har faktisk en aftale om et interview, og det er ikke engang til en avis, slet ikke en amerikansk. Jeg skal tale med Charlie O’Neil, der er kommunikationschef for Pennsylvanias afdeling af det Republikanske parti, som jeg kan bruge til noget undervisningsmateriale om amerikansk politik for danske gymnasieelever. Men jeg kan ikke få internetdelingen mellem computeren og min mobiltelefon til at virke, så jeg kan ikke vise dem de interviews, jeg har lavet før. Og tålmodighed er ikke en dyd for de to mænd her i Harrisburg, der er delstatens hovedstad. Det er paranoia til gengæld.  

Allerede da jeg ankom, gik det skævt. Her blev jeg efter noget tid, hvor jeg stod midt i entréen og forsøgte at komme i kontakt med folk, mødt af to mænd. De spurgte mig, hvem jeg var, hvad jeg lavede der, og hvordan jeg var kommet indenfor. De kom så tæt på, at jeg blev nødt til at bakke, imens jeg forsøgte at forklare, at døren var åben, og at jeg havde en skriftlig aftale med ”Mr. O’Neil”. Det syntes de ikke videre interesseret i at høre om. I stedet fik jeg at vide, at jeg skulle gå med dem udenfor, fordi jeg ikke havde godkendelse til at være i deres hus.  

Et telefonopkald senere blev jeg så vist ind i en lille ventestue med billeder af tidligere republikanske præsidenter, også Trump var kommet op at hænge. Endnu en person kom hen, og jeg måtte endnu engang forklare mit ærinde. Det var her jeg tog min computer frem for at vise dem nogle af mine tidligere interviews, som jeg har lavet med eksempelvis fremtrædende amerikanske forskere som Francis Fukuyama og Robert Putnam.  

Men opkoblingen mellem min telefon og min computer virker ikke, og de mister tålmodigheden med mig. Jeg kan desværre ikke få lov at blive, siger de. De forklarer, at det ikke er personligt, men at der er en informationskrig i gang. At det republikanske parti har haft alt for mange dårlige oplevelser med journalister, der kommer på besøg, men som fortæller usande historier og anden fake news om partiet og deres folkevalgte, specielt om deres præsident.  

Som det sidste forsøger jeg mig med, at jeg dagen efter har en aftale med formanden for Ohios Republikanere, Jane Timken. Det tror de heller ikke på. For, som en af dem siger: ”jeg kan ikke forestille mig, at de lukker sådan en som dig ind deroppe”.  

Stærkt irriteret må jeg tage mine tasker. De eskorterer mig til gadedøren.  

Det blev mit næsten korporlige møde med, hvad der mest af alt ligner en sammenbrudt amerikansk offentlighed. Hvor partiskel er blevet til fjendskab, og mistilliden til politikerne og institutionerne er afgrundsdyb.  

Alt det er åbenlyst skærpet så tæt på det amerikanske præsidentvalg. At der er meget på spil, ikke mindst i rustbæltestaterne i USA, er en given sag, fordi det er her, det amerikanske præsidentvalg bliver afgjort. Men spørgsmålet er, om der er alt for meget på spil. Hvor meget splittelse kan et demokrati holde til, før det bryder sammen?   

Politik er blevet et spørgsmål om vinde 
Mit besøg i Harrisburg skyldes, at jeg rejser i to af de helt centrale rustbæltestater – Ohio og Pennsylvania – som Donald Trump lykkedes med at vinde ved præsidentvalget i 2016. Og som han får brug for at genvinde til valget i november, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at få fire år mere i Det Hvide Hus. Begge stater var op gennem 1990erne sikre Demokratiske bastioner, men især den hvide del af arbejderklassen har siden forladt Demokraterne, og det udløste Trumps sensationelle sejr.  

Tilbage i min bil efter mit fejlslagende besøg i det republikanske HQ smider jeg mine tasker ind bag i bilen og kører derefter med uforettet sag ud af byen for at ramme hovedvej 76, den såkaldte Pennsylvania Turn Pike, som skal føre mig mod Pittsburgh, hvor jeg overnatter, inden jeg kører ind i delstaten Ohio.  

Mens jeg kører, begynder jeg at tænke over de seneste dages oplevelser, som startede i Philadelphia i den østlige del af delstaten, med en behagelig samtale med en venlig, men også træt formand for Det Demokratiske Parti, Sincere Harris.  

Hun forklarede, hvordan Demokraterne vil forsøge at genvinde delstaten Pennsylvania: Fokus på klassiske politikområder som sundhed og uddannelse, som de havde stor succes med ved midtvejsvalget i 2018 – og så en benhård anti-Trumpkampagne. For, som hun forklarede, kan Demokraterne ikke vide sig sikre på, at deres præsidentkandidat alene vil være tilstrækkelig stærk til at samle og overbevise den mangfoldige gruppe af demokratiske vælgere til at komme ud og stemme til præsidentvalget 3. november. Og eftersom valgdeltagelse er det springende punkt for, hvem der bliver præsident i USA, vil det være partiets hovedprioritering.  

Det er derfor, at man satser benhårdt på det, der betegnes negative partisanship, dvs. mobilisere vælgerne gennem en vrede rettet mod deres politiske modstandere. Det er fælles gods i amerikansk politik, og det er noget, som specielt Trump og hans kampagne benyttede sig massivt af allerede tilbage i 2016, og har gjort lige siden.

Jeg spurgte Harris til, om ikke netop denne måde at bedrive politik på er lige så polariserende, som det, Demokraterne angriber Republikanerne og Trump for. Jo, svarede hun, men i hendes optik er amerikansk politik lige nu i en ”undtagelsestilstand”, hvor midlerne er nødt til at være vidtgående. Dog uden at forbryde sig mod de demokratiske spilleregler, som hun understregede.  

Forrige sommer interviewede jeg den anerkendte politiske journalist David Smiley, der arbejder for avisen The Miami Herald. Han forklarede, at det vigtigste man skal forstå ved amerikansk politik, og særligt den politiske polarisering, der fejer hen over landet, er, at det ene og alene handler om at vinde over modparten, om ikke at miste noget af det man har vundet, aldrig at gå på kompromis med modparten. 

”I dagens USA er det meget vanskeligt at indtræde i en diskussion eller samtale med nogle af en anden politisk observans end ens egen, uden det lynhurtigt kommer til at handle om ”at vinde” over den anden. Frem for hvad det burde handle om, nemlig at finde fornuftige politiske løsninger på de store udfordringer, som vores samfund står over for,” lød Smileys analyse.  

Trump er måske nok et fjols, men han interesserer sig oprigtigt for os 
Jeg ankommer sent til mit hotel i Pittsburgh. Dagen efter er jeg nødt til at stå meget tidligt op, da jeg skal nå til Columbus i Ohio hen ad formiddagen, hvor jeg har plastret det meste af dagen til med samtaler med formændene for henholdsvis det demokratiske og republikanske parti.  

Jeg er den eneste gæst i den lille morgenmadsrestaurant. Jeg sidder og bladrer lidt i en gammel avis, da en midaldrende kvinde, der arbejder på hotellet, spørger, om jeg ville have mere kaffe. Mens hun skænker op, spørger hun, hvor jeg kommer fra, og hvor jeg skal hen. Jeg fortæller, at jeg lige nu rejser rundt i rustbæltet for at lave et undervisningsmateriale om amerikansk politik til elever i ungdomsuddannelserne i Danmark.  

”I feel sorry for your students that they have to deal with American politics. It’s such a mess,” siger Kathy, som hun hedder.  

Hun stemte på Obama i 2012 men på Trump i 2016. Noget, der for en ikke-amerikaner virker nærmest uforståeligt, men som ifølge amerikanske vælgerundersøgelser udgør 13 procent af Trumps stemmer. Hun forklarer, at hun stemte på Trump af to årsager. Den ene var, at nok var han ofte et fjols og meget uhøflig over for andre mennesker, men på bunden er han et godt og retskaffent menneske, som oprigtigt interesserer sig for det, hun identificerer sig og sine som: ”Working Class Americans”. Og så ”elsker han sit land”. Har man ikke lagt mærke til det, var det fordi, at det ikke er interessant at vise på tv, fortalte hun.  

Den anden årsag var, at hun simpelthen ikke kan udstå Hillary Clinton. I Kathys verden er Clinton og hendes mand eksempler på alt det, der er korrupt og forkert ved amerikansk politik. Hun oplevede Hillary som falsk og en, der hele tiden præsenterede politiske holdninger, der skulle passe til alle de forskellige vælgere, som hun forsøgte at få vundet over på sin side. Bare aldrig, som Kathy bemærker, ”det arbejdende Amerika.” 

”Hun talte aldrig til os eller med os.”   
Kathy stemmer på Trump igen til november, også selvom han er politisk ukorrekt og grov. For med ham ved jeg, siger Kathy, ”at vi, der arbejder hårdt for at klare os igennem hverdagen, har en mand som er loyal over for vores værdier og ønsker for dette land”. 

Samtalen med Kathy er et konkret eksempel på, hvad der er sket i Pennsylvania, Ohio og længere nord og nordvest i de øvrige rustbæltestater som Michigan og Wisconsin. I en samtale med den politiske journalist Jonathan Tamari, fra avisen The Philadelphia Inquirer, forklarede han, at Republikanerne har vundet tilhængere i de områder, som tidligere havde en industriel produktion f.eks. konstruktion af lokomotiver, jernbaneskinner, delelementer til den amerikanske bilproduktion osv.  

Her var Demokraterne tidligere meget stærke, ikke mindst fordi mange af arbejderne var organiseret i fagforeninger, som havde stærke bånd til Demokraterne. Men som hundredtusindvis af industrijob er forsvundet fra disse områder, er fagforeningernes rolle mindsket dramatisk, og selvom det er en udvikling, der har været undervejs siden slutningen af 1990erne, så lykkedes det for alvor først Trump at løfte den vrede og frustration fra disse områder frem i lyset. Og ved personligt at anerkende deres udfordringer fik han et stort flertal af arbejdere som Kathy til at stemme på ham. 

”De kommer ikke tilbage til Demokraterne foreløbig,” konstaterede Tamari tørt.  

Trump knuste os 
Den analyse tager jeg med David Pepper. Han er demokraternes formand i Ohio, og han er et kendt ansigt. Ikke alene fra sit mangeårige virke som politisk aktiv, folkevalgt og sit organisationsarbejde for demokraterne. Han er også forfatter til en række romaner om amerikansk politik.  

”Du kan tage Ohio som et mikrokosmos over amerikansk politik i disse år. Det er her, at man kan se, hvordan det hele er i opbrud,” forklarer han. 

”Tidligere var det sådan, at særligt landområderne og forstadskvartererne til de store byer som Cleveland, Cincinnati og Columbus var stærke republikanske områder, mens demokraterne stod stærkest i selve byerne, men også i en række tunge industrikvarterer, særligt knyttet til den amerikanske bilindustri. Dette er for alvor ved at skifte, og det så vi ved midtvejsvalget i 2018. Her blev det tydeligt for os, at vi er blevet i stand til at vinde forstadsområderne over på demokratisk side. Det gælder særligt kvinderne i forstæderne, som ønsker, at der politisk bliver gjort noget i forhold til sundhedsområdet, våbenområdet og i forhold til klimaudfordringerne. Den tendens ser vi over hele landet, og det er derfor Ohio er så interessant”.  

Jeg svarer Pepper, at det jo lyder meget positivt set med demokratiske briller, men om der ikke også er nogle udfordringer i opbruddet i det amerikanske vælgerkorps, som han ikke kommer ind på. At de tidligere kernevælgere i industriområderne er tabte for demokraterne. Pepper sidder roligt og nikker. Jo, forholdet til arbejderklassen skal repareres, men det er tydeligvis et defensivt projekt.  Det handler om at begrænse skaderne. 

”Ohio er inddelt i 88 amter, som der stemmes i. Da Obama lykkedes med at vinde Ohio i både 2008 og 2012, gjorde han det, fordi han og vi var i stand til at vinde meget stort i byerne og begrænse vores nederlag i land- og industriområderne, hvilket samlet set betød, at Demokraterne vandt de fleste stemmer, men et mindretal af de 88 amter. Med Hillary vandt vi nok i de store byer, men Trump knuste os i land- og industriområderne med sejre på 75 procent mod Hillarys 25 procent. Kunsten for demokraterne er at vinde stort i byerne og begrænse vores nederlag i land- og industriområderne, og det er her, at udviklingen i forstæderne er så positiv. Det ærgerlige er så, at vi har det meget svært i en række industriområder, hvor vi tidligere stor stærkt”.  

Han forklarer, at Trump på mange måder gjorde det fantastisk i Ohio og i de øvrige rustbæltestater ved valget i 2016, fordi han lykkedes med at skabe en tæt forbindelse mellem mange af Ohios landbrugs- og industriarbejdere, som over de sidste 20 år har haft det enormt vanskeligt med at få de økonomiske ender til at mødes.  

”Trump talte i et klart og konkret sprog henvendt direkte til mange Ohio-borgere, som overbeviste dem om, at han ikke alene forstod deres livssituation, men at den var uretfærdig, og at han ville gøre dem og deres problemer til en vigtig del af hans politiske dagsorden, hvis han blev valgt. At han så ikke har leveret på de ting, han lovede, er så en anden diskussion. Eksempelvis oplevede Ohio i 2019 den laveste vækst i jobskabelse i 10 år, flest landbrugsvirksomheder gik konkurs, og General Motors har lukket endnu en stor fabrik i staten,” forklarer Pepper.  

Derfor vinder ekstreme kandidater frem  
Det største problem for Demokraterne er ifølge Pepper ikke Trump, men Republikanernes gerrymandering – inddelingen af valgdistrikterne så de favoriserer det parti, der har magten. Gerrymandering er ulovligt i USA, og bl.a. afviste North Carolinas højesteret i sensommeren 2018, den distriktsinddeling som var blevet besluttet af det det republikanske flertal i delstatens kongres. Denne kendelse og mange andre afholder dog ikke de to partier fra at afsøge mulighederne for at få gentegnet valgdistriktskortene på ny, så de styrker deres eget partis muligheder for at vinde de politiske valg.  

”Det har betydet, at politikerne i de nuværende valgkredse praktisk talt er garanteret genvalg hver eneste gang. Det er jo slet ikke et demokrati, men snarere et udtryk for, at vores valg er blevet til rene genudnævnelser af allerede siddende politikere, uden vælgerne reelt får noget at skulle have sagt,” siger Pepper. 

”Det har skabt et incitament for vores politikere til at blive så ekstreme som overhovedet muligt. Det vigtige for politikerne ikke længere er at opnå genvalg. Det er de jo garanteret, blot de bliver opstillet. I stedet er det vigtige for dem at vinde partiets interne primærvalg om at blive den kandidat, der står øverst på stemmesedlen. Og valg tabes i disse år, fordi de siddende politikere ikke opfattes som ekstreme nok af partiets egne medlemmer,” analyserer han. 

”Det skaber en frygt blandt de siddende politikere for, at hvis de samarbejder eller blot opfattes, som nogle der samarbejder med den anden side, er det slut med deres politiske karriere.,” slutter Pepper. 

Trumps stærke kvinde i Ohio    
Selvom hendes partikollegaer ikke troede på, at jeg ville blive lukket ind, tager Jane Timken smilende imod mig, da jeg senere samme dag besøger hende. Hun er Republikanernes formand i Ohio, og præsident Trump tog personligt til Ohio for at støtte hendes kandidatur som formand for partiet. En gestus, Timken har foreviget med et foto med af hende sammen med Trump.  

Imens jeg stiller mit udstyr op til interviewet, fortæller jeg hende om min oplevelse dagen forinden hos hendes kolleger i Harrisburg. Hun griner og siger, at de nok bare er trætte af folk, som giver udtryk for, at de gerne vil tale med Republikanerne, men som på forhånd har fabrikeret en historie, der stiller dem i et dårligt lys.  

”Man kan desværre ikke være forsigtig nok i forhold til, hvad man udtaler, og til hvem man udtaler det,” som hun siger. 

”Tænk, hvis den liberale presse gad at gøre deres arbejde lidt bedre og kaste et kritisk lys på de lande rundt om i verden, som rent faktisk udgør en trussel mod vores frie verden, også jeres frie verden i Danmark. Men når præsident Trump kommer til at stå forkert på et podium eller siger noget upassende, blæses det ud over alle mediekanaler. Det mener jeg, er et kæmpe problem for den politiske samtale. Det handler ikke om indhold, men alene om form og personer.”  

Jeg fortæller hende, at jeg tidligere på dagen talte med David Pepper, hendes direkte politiske modstander. Hun afviser hans kritik af, at særligt Republikanerne forsøger at underminere den demokratiske proces ved at ændre på valgdistrikternes indretning til deres egen fordel 

Hun svarer først polemisk, at Pepper har en meget malerisk måde at italesætte sin egen verdensopfattelse af tingenes tilstand, hvilket nok skyldes, at han ved siden af sit politiske hverv er forfatter til en række politiske spændingsromaner. Så maler hun sit eget billede af amerikansk politik. 

”Vi republikanere tror på individets frihed og ret til at følge sin egen sti i livet, vi tror på Gud og på religiøs frihed og på Forfatningen, og så vi tror på den amerikanske drøm. Demokraterne derimod er tilhængere af det kollektive, og at bestemte eliter langs kysterne i New York City, Boston, Los Angeles og Sacramento ved bedre end alle os andre almindelige amerikanere. Særligt ved de bedre end os der lever i midten af landet. De tror, at pengene gror på træerne, og at man kan beskatte sig til rigdom, og så angriber de den religiøse frihed som er en forfatningsgaranteret rettighed, som for os republikanere er hellig”.  

Selvom jeg forsøger et par gange mere, svarer hun ikke rigtig på Peppers kritik. I stedet drejes vores samtale i en retning, hvor det kommer til at handle om, hvad formålet for politik er, og hvad der er vigtigt for borgerne i Ohio og det øvrige rustbælte.  

”Det er demokraternes største problem, at de ikke forstår almindelige amerikaneres udfordringer i hverdagen. Når de taler om at gøre noget ved klimaudfordringerne, at de vil erklære krig mod kulindustrien og straks stoppe fracking (dybe boringer efter gas- og olie dybt nede i skiferlaget i undergrunden, red.), så forstår de ikke, at det eneste arbejderklassen her i Ohio hører, er, at nu vil de fjerne alle de jobs og jobmuligheder, der er i denne delstat og i de øvrige rustbæltestater,” siger Timken. 

”Præsident Trump har tværtimod pustet nyt liv og optimisme ind i rustbæltestaterne, nyt liv ind den amerikanske drøm, og den er vigtig for borgerne her i Ohio.  Siden Trumps tiltrædelse er der kommet bedre vilkår for små- og mellemstore virksomheder, der er blevet foretaget flere investeringer og der er blevet flere jobmuligheder. Alle disse ting er afgørende for folk i Ohio og i alle de andre rustbæltestater.” 

”Så er vi for alvor i problemer”  
Tiden er gået, og jeg takker Ms Timken for hendes tid og bevæger mig ud af den Republikanske bygning her i Ohio. Den minder om et sydstatshus, der kunne have stået i Charleston i South Carolina, som er blevet sat ned midt i et fabriksområde i industribyen Columbus.  

Jeg sætter mig ind i bilen igen, og glæder mig over, at jeg har købt rigeligt med vand og snacks til den lange køretur, som jeg har foran mig. Igennem et land, hvis navn – de forenede stater – vakler mellem at være et håb og en tom påstand.  

Demokrati er en kamp om magten, og man anerkender sine valgnederlag, fordi man håber på at komme igen næste gang. Men når politiske modstandere frakendes enhver legitimitet, bliver kampen så uforsonlig, at demokratiet går i stykker. Problemet er, at man ikke ved, hvor det punkt er. Men det er svært at frigøre sig fra, at det amerikanske demokrati, i hvert fald er kommet tættere på det, end det har været længe.  

Når man taler med amerikanere – fra vælgere til politikere – er det tydeligt, at politik er blevet personligt i USA, og det har gjort konfliktpotentialet enormt.  

Da jeg sætter nøglen i tændingen på min bil, kommer jeg til at tænke på noget af det sidste, som David Pepper sagde til mig.  

”Jeg frygter, at vores unge mennesker som alene vokser op i et samfund, hvor de konstant ser og lytter til en politisk samtale, der alene centrerer sig omkring adskillelse, had og fremmedgørelse af modparten, og kommer til at opfatte det som en ny normal. Så tror jeg, at vi for alvor er i problemer.” 

Forrige artikel Overblik: Her er de nye restriktioner for kulturlivet Overblik: Her er de nye restriktioner for kulturlivet Næste artikel Kommunikationschef i Miljø- og Fødevareministeriet stopper efter 10 år Kommunikationschef i Miljø- og Fødevareministeriet stopper efter 10 år