Romneys mareridts-uge

Det største problem for den republikanske præsidentkandidat var, at han med sit ordvalg kom til at lyde u-præsidentiel. Som en rig kyniker, der ikke kerede sig om de dårligst stillede. Og det er præcist det billede, som demokraterne allerhelst vil tegne af Romney.

Annegrethe Rasmussen
Udenrigskorrespondent i Washington DC

WASHINGTON DC - "Jeg er stadig republikaner. Jeg forsøger at være det i hvert fald. Den progressive borgerlige lejr er fåtallig og ensom for tiden. Men vi kæmper videre i håbet om at genvinde en stemme i partiet. Well, frigivelsen af båndoptagelsen med Romney var et øjebliksbillede, der med sikkerhed afslørede noget om ham. Blot var billedet det stik
modsatte af det, jeg havde håbet på: Afsløringen af en dybt kynisk mand, der ser landet som fuldstændigt splittet, som om det bestod af to helt forskellige slags mennesker. En mand som sandsynligvis også ville regere på en måde, der blot ville føre til yderligere splittelse."

Sådan lød de hårde ord onsdag i denne uge fra Marc McKinnon, tidligere kampagnemedarbejder for både George W. Bush og John McCain. Og McKinnons barske bedømmelse af republikanernes præsidentkandidat stod langt fra alene. Bebrejdelserne og kritikken væltede ned over Mitt Romneys syndige hoved efter, at det venstreorienterede tidsskrift Mother Jones i starten af ugen sendte først brudstykker af og senere en hel under-cover videooptagelse ud med den republikanske kandidats udtalelser under en privat fundraisingevent tidligere i år i Boca Raton, Florida.

De fortabte 47 procent
I videoen ser og hører man Mitt Romney tale lige ud af posen til en udvalgt kreds af ligesindede, rige og konservative donorer, der alle havde betalt 50.000 dollar for at være til stede i den luksusvilla, hvor mødet fandt sted. Romney siger blandt andet:

"Der er 47 procent af befolkningen, som vil stemme på præsidenten uanset hvad. Der er 47 procent, som er med ham, fordi de er afhængige af staten; de ser på sig selv som ofre, og de mener, staten har en forpligtelse til at sørge for dem. De mener, at de har ret til sygesikring og bolig og mad og hvad som helst. De mener, at de har retten på deres side. Staten skal give dem det, og de vil stemme på denne præsident uanset hvad. Disse mennesker betaler ingen indkomstskat."

Romney fortsætter med at konkludere, at han ikke har i sinde at "bekymre sig" om disse for ham tabte 47 procent, men at han i stedet agter at række sin hånd ud til de 10-15 procent uafhængige vælgere, som "stemte på præsident Obama sidste gang," men som han tror, han kan overbevise om at stemme republikansk denne gang i skuffelse over, at præsidentens løfter fra 2008 ikke er blevet indfriet.

Han siger også, at de tilstedeværende i lokalet skal huske på, at ikke alle er omgivet af republikanere som "jeg er, og I er til daglig," og at man derfor må angribe svingvælgerne med forsigtighed. De skal ikke have at vide, at de tog fejl, da de stemte på præsidenten - det ville være at lægge ansvaret på vælgerne. Nej, man skal sige, at præsidenten har fejlet ved ikke at levere den forandring til det bedre, som han lovede.

Nedsmeltning
Resultatet af de utvivlsomt ærligt mente ord var en stort set total nedsmeltning af den republikanske kampagne, som i forvejen lå underdrejet, efter at Romneys top-strateg, Stuart Stevens, i weekenden var kommet under indgreb inde fra gennem en historie i det (liberale) nyhedssite, Politico. Hjemmesiden havde interviewet en række insidere fra kampagnen og kunne bunke kritiske citater op indefra om Stevens' påstået elendige håndtering af Romneys tale ved det overståede partikonvent. Talen blev angiveligt ændret op til flere gange, og et hold af nød-skribenter blev rekrutteret i sidste øjeblik med det resultat, at Romney ikke havde tid til at øve sig, ikke var tryg med indholdet og - fatalt - glemte at inkludere den obligatoriske hyldest af de amerikanske soldater i kamp i Afghanistan.

Bagefter, i ugen efter, kom den meget omtalte (også i Danmark) udenrigspolitiske brøler, hvor Romney forsøgte at drage partipolitisk fordel af de brutale mord i Libyen på USA's ambassadør Chris Stevens og tre af hans kolleger. I stedet for at ære og mindes de tabte, gik han ud i et frontalangreb på Obamas politik i Mellemøsten og præsidentens "manglende lederskab".

På spørgsmålet om, hvorvidt Romneys opførsel gjorde ham "uegnet som præsident" svarede Obama på statsmandsvis, at den slags ville han ikke nedlade sig til: "Det må være op til det amerikanske folk," lød det. Obama anvendte samme strategi i denne uge, da han hos talkshow-værten, David Letterman blev spurgt om sin holdning til udtalelserne fra den hemmelige videooptagelse:

"Da jeg blev valgt i 2008, startede jeg med at sige til de 49 procent, som ikke stemte på mig men på John McCain, at jeg lige så meget var deres præsident. At jeg var hele USA's præsident," lød det fra Obama, som ikke nævnte Romney ved navn i sit svar. En klassisk strategi fra en politiker, der føler sig så meget oven på, at han end ikke har brug for at anholde sin modstander direkte på dennes fejltagelser.

Konservativ afstandtagen
Den efterfølgende mediekritik af Romneys udtalelse i Florida holdt sig langt fra kun til de forudsigelige forargede bemærkninger fra demokraterne. Også konservative stod klar med knivene. David Brooks kaldte i en kommentar i New York Times Mitt Romney for en mand, der synes at bebo "en country club-fantasi," en mand, der "ikke ved noget om amerikansk kultur," og "ikke har forstået sammenhængen mellem ambitioner og motivation."

Andre konservative kommentatorer pegede på, at Romneys sort-hvide verden af ydere på den ene side og nassere eller parasitter på den anden ikke findes, fordi de fleste mennesker i et moderne samfund er begge dele. Nasserne er eksempelvis også pensionister, og de stemmer i stor stil republikansk og har i deres tidligere liv netop været mennesker, som ydede til samfundet.

Washington Post skrev en leder med titlen "100 procent forkert" som en kommentar til påstanden om de 47 procent. Argumentet er, at om end 47 procent af amerikanerne rigtigt nok ikke betaler føderal indkomstskat, så betaler de fleste af dem andre former for skatter. Halvdelen af de 47 procent betaler således den såkaldte "pay roll tax" som opkræves af mennesker, der arbejder. En middelklasse-familie bestående af to voksne og tre børn med begge forældre i arbejde, der tjener omkring 50.000 dollar (ca. 250.000 kroner) om året, betaler f.eks. ikke føderal indkomstskat, men alt afhængig af, hvor de bor, betaler de den lokale statsskat plus pay roll taxes og ofte andre, indirekte skatter så som "sales tax" (der svarer til moms i Danmark).

Der var enkelte konservative røster, f.eks. Erick Erickson fra bloggen "RedState" som forsvarede Romneys "konservative sindelag" og som mente, at det i det lange løb ville gavne ham, at have taget afstand fra "forsørgersamfundet". "Romneys genfødsel er startet," mente Erickon, men det budskab var der meget få, der delte.

Billedet af en ikke-præsident
De politiske kommentatorer gik imidlertid ikke kun hårdt til Romney, fordi hans tal ikke holdt vand. Det er en ærlig sag i USA for en konservativ at fremhæve individet og det private erhvervsliv. Ligeså er angrebet på den offentlige sektor, på klientgørelse og passiv
forsørgelse.

Det største problem for den republikanske præsidentkandidat var, at han med sit ordvalg kom til at lyde u-præsidentiel. Som en rig kyniker, der ikke kerede sig om de dårligst stillede. Og det er præcist det billede, som demokraterne allerhelst vil tegne af Romney: Den elitære mangemillionær, der kun omgiver sig med sine rige venner i country clubs og i det private erhvervsliv. Som en mand, der ikke fatter, hvor store afsavn den amerikanske hårdtarbejdende og kæmpende middelklasse lider.

For lige så vigtigt det er for gennemsnitsvælgeren, at præsidenten er en patriot - at han elsker Amerika og altid vil sætte landet først - og statsmand, lige så vigtigt er det, at præsidenten værner om alle dele af den amerikanske drøm. At alle netop skal have en fair chance for at blive selvberoende og formuende. Ikke at han kun bekymrer sig om dem, der allerede er nået et godt stykke op ad den sociale rangstige.

Romneys håb: Debatten 3. oktober
Derfor var Romney-kampagnen da også i fuld damage control-mode ugen igennem. Romney selv erkendte på et hastigt indkaldt pressemøde, at han ikke havde udtrykt sig "videre elegant," men at han stod ved, hvad han sagde. Forstået på den måde, at det han egentlig mente på videoen var, at Obama som præsident havde udvirket, at 47 procent af befolkningen nu er afhængig af offentlige ydelser. Men hvis Romney selv blev præsident, ville han give dem magten tilbage over eget liv og gøre dem uafhængige og selvberoende igen.

En hær af løjtnanter blev også sendt i æteren, og på Fox News fandt man ved hjælp af den konservative hjemmeside Drudge Report en 13 år gammel video frem, hvor Obama som junior-senator siger, at han går ind for "omfordeling" af samfundets ressourcer til en vis grad. Videoen blev kraftigt hypet på Fox og også omtalt i andre medier, men effekten var begrænset, dels fordi optagelsen er så gammel, dels fordi indholdet trods alt ikke var hverken ukendt eller særligt graverende.

Resultatet er nu, at Romney skrider på fatal vis i meningsmålingerne. Pt. er han kun foran i én svingstat, North Carolina. Det ligner et nederlag, og den republikanske udfordrer skal nu satse alt og håbe på en mirakuløs optur i sin første debat mod præsidenten 3. oktober, hvor emnet er indenrigspolitiske forhold. Uheldigvis for Romney falder debatten sammen med afslutningen af den amerikanske baseballsæson.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk.