Køb abonnement
Annonce
Debat

Rosa Lund: Christiansborg-høring var et koordineret stormløb mod vores vigtigste rettigheder

En udtræden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med efterfølgende genindtræden med forbehold, som blandt andre Mads Bryde Andersen advokerede for, vil være et markant højreryk, skriver Rosa Lund.
En udtræden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med efterfølgende genindtræden med forbehold, som blandt andre Mads Bryde Andersen advokerede for, vil være et markant højreryk, skriver Rosa Lund.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
15. maj 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage markerer vi 80-årsjubilæet for Danmarks og Europas befrielse fra nazistisk tyranni og besættelse. Danske frihedskæmpere bliver med rette hyllet og æret.

Dengang drog den danske befolkning og andre europæere et lettelsens suk og sagde: Aldrig mere nazisme. Aldrig mere fascisme.

Ud af erfaringen med den verdenskrig og det Holocaust, der udsprang af nazidiktaturets erobringstrang og forfølgelse af minoriteter kom en lang række institutioner og aftaler, som vi har glæde af den dag i dag: FN, Europarådet, Verdenserklæringen om Menneskerettighederne, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det er altså også danske frihedskæmpere de institutioner står på skuldrene af. 

Man må forstå, at i Frederik Vads verden får flygtninge og indvandrere ikke børn, men unger. Ligesom dyrene.

Rosa Lund (EL)
Retsordfører

Midt i 80-årsjubilæet, 7. maj, afholdt Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg en høring i Christiansborgs Landstingssal under overskriften "Et kritisk blik på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol". 

Til at give dette "kritiske blik" – for ikke at sige angreb – på menneskerettighedsdomstolen havde udvalget indbudt tre kritikere: Den pensionerede britiske højesteretsdommer Jonathan Sumption, den danske formueretsprofessor Mads Bryde Andersen og den pensionerede norske skatteretsprofessor Ole Gjems-Onstad.

Sidstnævnte er i Norge kendt for sin kontroversielle kronik i Stavanger Aftenblad, hvor han gav Arbeiderpartiet og dets ungdomsorganisation AUF ansvar for massakren på Utøya i 2011.

De mener alle tre, at menneskerettighedsdomstolen går for vidt i sin fortolkning af menneskerettighedskonventionen, er "udemokratisk" og forhindrer Danmark i at føre en så hårdhændet udvisningspolitik, som høgene i Folketingets strammerflertal med Mikkel Bjørn (DF) og Frederik Vad (S) i spidsen ønsker.

Længst gik Gjems-Omstad, der blandt andet fik sagt, at domstolen er skyld i druknedøden på Middelhavet, og beklagede, at norske og danske myndigheder på grund af domstolen er afskåret fra at true terrorister med tortur, hvis det kan afsløre, hvor en tikkende bombe befinder sig.

Det er ganske rabiate synspunkter, som forhåbentlig ikke har bred opbakning blandt domstolens kritikere.

Læs også

Led i et koordineret stormløb

Direktør Louise Holck fra Institut for Menneskerettigheder var i panelet ene om at forsvare behovet for Danmarks fortsatte, uændrede tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og det gjorde hun overbevisende.

Det ændrer ikke ved, at panelet var skævt sammensat, og at man tydeligt mærkede hensigten bag.

Det er svært at se høringen som andet end et led i et koordineret stormløb mod de vigtigste søjler i det værn, som fremsynede politikere i 1940'erne og 1950'erne byggede op om europæernes ret til blandt andet ytringsfrihed, privatliv, familieliv, retfærdig rettergang og beskyttelse mod dødsstraf og tortur. Som er værn mod netop de uhyrligheder, som foregik under Anden Verdenskrig.

Og tonen blev ikke kun sat af oplægsholderne, men i høj grad også af flertalspolitikerne, hvor Frederik Vads markante sprogbrug fandt vej til Informations reportage fra høringen.

Han sagde: "Kig ud over Europa. Det vælter ind med folk. Og hvis folk har været her i ti år og har fået nogle unger, så hænger vi på dem." Man må forstå, at i Frederik Vads verden får flygtninge og indvandrere ikke børn, men unger. Ligesom dyrene.

En udtræden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med efterfølgende genindtræden med forbehold, som blandt andre Mads Bryde Andersen advokerede for, vil være et markant højreryk, et stort knæfald for Dansk Folkeparti og en afgørende svækkelse af menneskerettigheder, der blev født ud af overvindelsen af den europæiske fascisme i 1945.

Der er en ubehagelig pointe i, at 80-årsjubilæet falder sammen med en optrapning af kampen for at svække menneskerettighedsdomstolen og udhule de rettigheder, der ligger til grund for vores og de fleste andre europæeres demokratiske retsstater – i en tid, hvor den regelbaserede verdensorden er under angreb som aldrig før siden 1945.

Læs også

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026