Rugbrødsformandskab slutter med ubesvarede spørgsmål

Da Danmark sidst havde formandskabet, blev det fejret som en fest med den store EU-udvidelse mod Østeuropa. Den næsten lykkelige slutning på udvidelsesprocessen gjorde formandskabet til en klar vindersag. Ti år efter er bedømmelserne af det nuværende danske formandskab, der gives videre til Cypern med udgangen af denne uge, en noget mere nuanceret fortælling.

Regeringspartiernes egne politikere har kaldt det et "rugbrødsformandskab", da det har drejet sig om at få gennemført tekniske, men vigtige, direktiver, der ikke har det med at samle den største mediebevågenhed. Og endda på et tidspunkt, hvor den økonomiske krise har det med at sætte sine begrænsninger for medlemslandenes ambitioner.

Et godt eksempel på det har været det noget tekniske energisparedirektiv, hvor det lykkedes det danske formandskab at skabe enighed bag en stor aftale. Kritikere af formandskabet har hævdet, at det ikke har været et dansk initiativ at få sådanne direktiver gennemført - forslaget lå i forvejen på dagsordenen. Og det er rigtigt. Men forløbet med energisparedirektivet viste alligevel, at det danske formandskab gjorde en meget stor forskel: Vedholdende holdt den danske regering fast i, at et kompromis skulle nås, og med en del list gjorde formandskabet et "kunstgreb", der banede vejen for kompromiset (se artikel i linkboks).

Både nederlag og sejre
Men selvom energisparedirektivet måske har været formandskabets største sejr, har det været vanskeligt at få løftet den grønne dagsorden under formandskabet. Godt nok fik Danmark opbakning til et nyt miljøhandlingsprogram, men hverken EU's klimakøreplan eller energikøreplan kunne mønstre enstemmighed mellem medlemslandene - det blokerede Polen. Og heller ikke på GMO-området var der opbakning til en ny aftale, der kunne stramme reglerne i de enkelte medlemslande.