Bliv valg-ekspert: Sådan fordeles mandaterne

HEJ VALGMATEMATIK: Når valgstederne lukker i aften klokken 20, begynder fordelingen af de 179 folketingsmandater. Altinget forklarer her den noget komplicerede matematik, der gemmer sig bag sammensætningen af det nye folketing.

Placeholder image
Når vælgerne har sat deres kryds, skal stemmerne omsættes til 179 mandater. Hvordan det foregår, kan du læse om her. Foto: Altinget.dk

I aften udløses tre ugers spænding, når landsresultatet for folketingsvalget tikker ind.

Men det er kun begyndelsen på et større puslespil, hvor stemmer veksles til mandater, der skal sætte endeligt navn på de kandidater, der kommer i Folketinget.

Vil du være husets ubestridte valgmester, der kan jonglere med begreber som kredsmandater, tillægsmandater, d'Hondts metode og sideordnet opstilling, giver Altinget dig her den korte guide til at forstå mandat-puslespillet.

Sådan ligger landet

Fakta
De ti storkredse
- Københavns Storkreds
- Københavns Omegns Storkreds
- Nordsjællands Storkreds 
- Nordsjællands Storkreds
- Bornholms Storkreds
- Sjællands Storkreds
- Fyns Storkreds
- Fyns Storkreds 
- Sydjyllands Storkreds
- Østjyllands Storkreds
- Vestjyllands Storkreds 
- Nordjyllands Storkeds

First things first:

Der er 179 medlemmer af Folketinget. Ser vi bort fra de mandater, der kommer fra Færøerne og Grønland, er der 175 folketingspladser tilbage, som skal fordeles.

Et flertal af dem – 135 helt præcist – er såkaldte kredsmandater.

De er fordelt på landets ti storkredse (se boks). Fordelingen er baseret på antallet af vælgere i kredsen, men tager også hensyn til dens geografiske størrelse.

Hver kandidat stiller op i en opstillingskreds. Sådan nogle er der flere af i hver storkreds, men kandidaterne kan få personlige stemmer fra vælgere overalt i storkredsen.

Et kredsmandat giver adgang til Folketinget, også selvom kandidatens parti ikke samler de to procent af stemmerne på landsplan, der udgør spærregrænsen. Det er også kredsmandater, som er løsgængerens mulighed for en plads på Tinge.

Skal digteren Yahya Hassan eksempelvis opnå valg, så bliver det på et kredsmandat.

Yahya Hassan stiller op i Østjyllands Storkreds, hvor der skal fordeles 18 kredsmandater.

Men hvordan får digteren fingre i sådan et mandat?

Kredsmandaterne fordeles efter d'Hondts metode.

Processen har fire trin – så hold nu godt fast:

  • Først opgør man i hver storkreds, hvor mange stemmer hvert parti har fået.
  • Dernæst deler man partiernes stemmetal med tallene 1, 2, 3 og så videre. Det giver en række såkaldte kvotienter. Får et parti eksempelvis 50.000 stemmer i en storkreds, vil den første kvotient være 50.000, den næste kvotient 25.000 og den tredje 16,667.
  • Når man har udregnet kvotienterne for alle parter, sorteres kvotienterne efter størrelse.
  • Det parti, der har den største kvotient, får det første mandat. Den næststørste kvotient giver det andet mandat, og sådan fortsætter man, indtil alle kredsmandater i storkredsen er fordelt.

Skal Yahya Hassan vælges ind i Østjylland, skal hans personlige stemmetal altså svare til en af de højeste 18 kvotienter, når regnebrættet gøres op, og storkredsens i alt 18 mandater skal fordeles.

Ved 2011-valget kostede det ”billigste” kredsmandat i Østjylland 21.946 stemmer. Hvad prisen bliver denne gang afhænger af, hvor mange vælgere, der stemmer.

Kan det overhovedet lade sig gøre, hvis man stiller op uden for et parti?

Ja, det er sket før. I 1994 blev komikeren og musikeren Jacob Haugaard til manges overraskelse valgt som løsgænger i Århus Amtskreds med 23.253 personlige stemmer. Det gjorde han på de berømte løfter om medvind på cykelstierne og nutella i feltrationerne.

Så! Nu er der styr på de første 135 mandater.

Fint. Men, hvad med de sidste 40?

Godt spørgsmål!

De kaldes for tillægsmandater og fordeles blandt de partier, som klarer spærregrænsen og får de magiske to procent af stemmerne på landsplan.

Mens kredsmandaterne er knyttet til partiernes resultat i storkredsene, så handler tillægsmandaterne om, hvordan partierne har klaret sig i hele landet.

Tillægsmandater er sat i verden for at sikre, at partiernes mandater i Folketinget matcher stemmeandelen på landsplan. 

Sådan fordeles tillægsmandaterne:

  • Antallet af alle stemmer ved valget (der er gået til partier, der klarede spærregrænsen) deles med 175 (antallet af mandater på landsplan).
  • Nu deles de enkelte partiers stemmetal med dette tal.
  • Resultatet for hvert parti er det antal mandater, som partiet som minimum er berettiget til.

Partierne har allerede fået tildelt kredsmandater, og nu fyldes der op med tillægsmandater, indtil alle 175 mandater har fundet sit parti.

Tillægsmandaterne fordeles herefter ud over landet. Det sker – kort fortalt - proportionelt ud på tre definerede landsdele (Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland.)

I hver landsdel tilgodeses de storkredse, hvor partiet, der har vundet tillægsmandatet, står svagest.

Nu til personerne
Med fordelingen af tillægsmandater har partierne nu alle fået de mandater, de skal have.

Nu er det tid til at omsætte mandaterne til kandidater. Der skal sættes ansigt på tallene.

Her er det afgørende, hvilket opstillingssystem de enkelte partier har valgt.

Den mest almindelige er sideordnet opstilling. Her fordeles partistemmerne i hver opstillingskreds ud på de enkelte kandidater, alt efter hvor mange personlige stemmer kandidaterne selv har samlet sammen. 

Den kandidat, der sammenlagt har fået flest stemmer, får det første mandat. Her er de personlige stemmer altså helt afgørende.

En anden måde, der blandt andet bruges af Enhedslisten er kredsvis opstilling på partiliste. Her vælger partierne selv, i hvilken rækkefølge kandidaterne i en storkreds opstilles, og medmindre en kandidat får et meget højt personligt stemmetal, er det den rækkefølge, der gælder.

Således nåede vi til vejs ende.

Tillykke! 

Du er nu klædt på til at være familiens og vennernes ypperste mandat-ekspert.

Og dog... 

For ingen hovedregler uden undtagelser: Eksempelvis kan et parti faktisk godt opnå et tillægsmandat uden at have klaret spærregrænsen på to procent. Det kræver dog, at partiet får et højt antal stemmer i mindst to landsdele, uden at det dog i nogen kreds giver nok stemmer til et kredsmandat.

Det er aldrig sket, men Centrum-Demokraterne (CD) var tæt på ved valget i 2001.

På samme måde kan et enkelt kredsmandat til et parti, der ikke klarer spærregrænsen, faktisk også give adgang til spillet om tillægsmandaterne.

Du kan læse mere om disse og andre spidsfindigheder i selskab med vores faste valgforsker Søren Risbjerg Thomsen. Han skrev i 2006 en fin gennemgang af den valglov, der danner baggrund for mandatsystemet, der bruges ved dette valg.


    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser