Schlüters format var det største

I skolen bliver man gerne spurgt, om man vil være noget med mennesker eller teknik.
 
Jeg valgte mennesker og blev journalist, bl.a. fordi jeg så kunne møde en masse spændende mennesker. En af særligt format: Poul Schlüter (1929-2021).
 
Vi formes af de mennesker, vi er i familie med, bor ved eller arbejder tæt sammen med. Men vi formes også ved blot korte møder med personligheder af større format end en selv.
 
Gennem det seneste døgn er den afdøde konservative statsministers betydning blevet fremhævet; også hans kommunikative evner og hans glæde ved og naturtalent for at omgås journalister.
 
En af Schlüters leveregler var, at man altid skal behandle journalister venligt, noget der gerne forsømmes af nutidige politikere. ”Journalister får altid det sidste ord”, sagde han og kunne så godt diskret tilføje: ”Og de er nærtagende”. Det første er altid sandt, det andet kan ikke helt afvises ...

Han tænkte i grunden mere intuitivt journalistisk end sin udenrigsminister, Venstres formand, journalist og cand.polit. Uffe Ellemann-Jensen, der gerne sloges med mediefolk.

“Lad os begynde mødet med konklusionen”, sagde Schlüter. Præcis som vi journalister lærer at skære historien.
 
Poul Schlüters inkluderende venlighed oplevede jeg på statsministerens kontor tæt ved Folketingets åbning i 1989.

Jeg skulle igen optage den årlige, timelange radiosamtale til DR interviewprogrammet ”Hvorfor nu det?” om det forestående folketingsår.

Bare 28 år gammel sad man så der i Børge Mogensen-stolen med mikrofonen så tæt på, at afstanden slet ikke var gået midt i en corona-tid. Kun to mennesker og en båndoptager. Snart skulle godt en million danskere lytte med — det var før, tv sendte hele tiden.

Interviewet gik ubesværet, nagra-båndet kørte, vi kom igennem de politiske temaer, og Schlüter valgte musik, om det så var Carl Nielsens Maskarade eller Erroll Garner. Dengang var det mennesker og ikke en computer, der bestemte musikken i radioen. Han parerede mine håbefulde, alt for konkrete hvornår-spørgsmål med sit karakteristiske: ”Når tiden er inde”. Noget kun en statsleder ved med sig selv. 
 
En sekretær bankede diskret på og gik igen, og Schlüter spurgte stille og roligt, som var vi lige gamle og ligeværdige:

“Du, er der mon mulighed for, at vi kan holde en lille pause?”
 
Selvfølgelig irriterende, når man har programflowet lige på nethinden, jeg var vist lige ved at protestere — men ok, spørgsmålet kunne jo kun besvares på én måde.
 
På vej ud fra det store, aflange kontor stod de så alvorstunge i døren, hele den mandlige, konservative top, pånær Ninn-Hansen. Der var opstået en højspændt situation, om han kunne genvælges som Folketingets formand, flertallet vaklede. Partifællen H. P. Clausen blev skyndsomt opstillet i stedet. Der var sådan set grund til at samles i inderkredsen lige dér.
 
Dette lille eksempel, hvor en ung radiojournalist bliver venligt spurgt af en mangeårig statsminister, om ”vi mon kan holde en lille pause”, viser i det små et personligt format.

At få folk til at føle sig godt tilpas og ligeværdige. At give dem indtryk af medindflydelse i en ramme, hvor de reelt kun har at smække hælene sammen og sige ”Javel, hr. minister”.

Schlüter dannede sin personlighed med farver fra hele den politiske og menneskelige palette: Politisk snu, hvor han inkluderede de fleste og forstod timingen i forlig. Sproglig skarp, hvor han kommunikerede, hvad journalisterne skulle bruge. Barsk, smidig og altid underspillet på samme tid. Opmærksom og nydelig — med tv- og kvindetække. Først og sidst venlig og humoristisk. Hvor andre vil slås og bage på intriger, der til sidst underminerer dem selv.

Schlüters format var det største. Hvem har derfor i grunden nogen sinde tænkt på, at han ikke havde garder- eller ambasadørhøjde? Menneskeligt format kan ikke centimetermåles. 

Sammen med nu også afdøde journalist Jørgen Flindt Pedersen skrev jeg efter bevillinger fra Det danske Filminstitut manuskript til en (ikke realiseret) tv-film om manden bag optimismen, firkløveret, fastkurs, opsparing fremfor gæld, pensioner, broer, TV 2 og den konservative genkomst med titlen "Det skal nok gå alt sammen".

Dengang virkede det krukket på mig, at Schlüter egentlig helst var fri. Hvem vil da ikke gerne i tv? Som man bliver ældre, forstår man bedre lysten til at lade historien hvile.

Flindt og Schlüter udvekslede — lettere resigneret — deres erindringer "Sikken et Liv" og "Hjerteblod". De syntes begge ikke rigtig, der var så meget brug for dem mere. Tænk engang, det er over 20 år siden. Så længe skulle de leve efter deres professionelle storhedstid.
 
Mange år senere, i august 2018, besøgte parret Schlüter Altingets hotel i folkemøde-byen Allinge. Det kunne være morsomt for dem at bo en nat på et hotelværelse opkaldt efter ham. 

Det var slående, hvordan den da næsten 90-årige legende fortsat var nærværende, rummelig og venlig over for alle. Interesseret. Han kunne huske detaljer fra sin regeringsførelse, f.eks kulturpolitisk om hvordan en af hans regeringer havde ydet ekstra støtte til et kunstmuseum. Imponerende. Hvad gemte erindringen så ikke på?
 
Når man ved, hvordan Poul Schlüter holdt af livet, kvinder, vin & whisky, cigaretter, og de lyse, solrige dage, som han nu efterlader os, så må vi i dag ikke være alt for sorgfulde men gerne bevægede over hans død i en alder af 92.
 
Som journalist har jeg mødt og kommer til at møde alle de mennesker, jeg kunne drømme om, dengang i 3.G. Store erhvervsledere og scenekunstnere, der med deres personlige format efter få timers samarbejde har præget mig. Ligesom store danske politikere gennem årene naturligt har gjort det alene med deres personlighed.

Man kan komme til at tilegne sig en vending eller måske ligefrem et kropssprog. En måde at se livets tildragelser på. Man får noget med videre frem.

Også næste gang, jeg møder et menneske, der stiller et lidt svært, flertydigt spørgsmål, måske-måske ikke for at opnå noget, vil jeg gerne tænke på Poul Schlüter og lige vende: Hvad ville han have gjort? Og så prøve at svare — selv om det jo kan være svært — med en rammende, ikke perfid humor. Eller forsøge at hæve emnet op til de store linjer bort fra det besværlige.

Det var godt, at Schlüter opnåede at blive hyldet på sin 90-årsdag og med flere vægtige, retrospektive bøger, der sammenfattede hans gerning.

Nu må det forventes, at statens to tv-stationer grundlovsdag giver bisættelsen af det borgerlige Danmarks ikon samme omfattende dækning som det socialdemokratiske modstykke Anker Jørgensen. Ellers vil en fremtidig konservativ kulturminister nok ikke vil lade sig mærke med det, men heller ikke glemme det.
 
Poul Schlüter var gjort af format fra tå til isse. Selv om De Konservative udtrykker det for partiet klassisk opstemt, så er der dækning, når det hedder: "Vores land har mistet et af de mest betydningsfulde mennesker i vor tid."

Uanset hvor vi står politisk, uanset fra hvilken funktion, vi tjener parlamentarismen, kan vi lade os inspirere af Poul Schlüter. Hvis vi alle fra i dag udskammer en kende mindre, har mere glimt i øjet og humor, og tæller lidt flere af de lyse timer, lever Schlüters æra og hans moderne Danmark videre på en måde, der gør hans navn fortsat ære.

For "det skal nok gå alt sammen". Æret være hans minde.