SDU: Kritikken af SDU’s brug af verdensmålene er unuanceret

DEBAT: SDU prioriterer at arbejde med alle FN’s verdensmål, men kritikken heraf er forfejlet. Vi arbejder ikke ”for” men ”med” verdensmålene, skriver Jens Ringsmose og Sten Rynning.

Af Jens Ringsmose og Sten Rynning
Hhv. Dekan, Det samfundsvidenskabelige fakultet, SDU og prodekan for forskning, Det samfundsvidenskabelige fakultet, SDU

Samfundet har mere end nogensinde brug for universiteterne:

Voksende uforudsigelighed, disruptive udviklingsforløb og en generelt betragtet foranderlig verden øger hele tiden behovet for ny viden og ideer, der kan skabe afsættet for fremskridt, meningsskabelse og kvalificerede beslutninger.

Mens den samfundsmæssige forventning om ”relevant forskning” næppe har været større end i dag, kræver en nyttiggørelse af universiteternes vidensproduktion imidlertid en konkret brobygning mellem forskning og samfund.

Verdensmål er en bro
Ambitionen må være en operativ idé - en bro - som kan facilitere ideudvekslingen mellem academia og praksis.

Universiteterne har mere eller mindre helhjertet taget udfordringen til sig, men på SDU har vi valgt at lægge os i selen og konkret bygge bro ved hjælp af FN’s 17 Verdensmål. Verdensmålene giver dermed vores relevansambition retning og fokus.

Nogle vil hævde, at universiteterne ikke bør forsøge at bygge bro, fordi forskningen ender med at blive politiseret. I sin essens handler argumentet om et sammenstød mellem to etiske grundlag - hhv. ansvar og overbevisning.

Hvor politik handler om at tage ansvar for et samfunds fremtid ved hjælp af magt, ledelse, karisma og passion, så handler forskning om overbevisning som følge af kritisk tænkning og analyse.

I denne optik må politikere gerne forbruge universiteternes idéer, for det er et politisk privilegium at mobilisere ressourcer af enhver karakter for at udøve magt.

Men hvis universiteterne bevæger sig ind på den politiske arena for at bidrage til at sætte prioriteter og kurs for samfundet, så opstår balladen:

I det øjeblik bliver universiteterne opslugt af den politiske etik og magtens sprog - og mister sig selv som kritisk institution baseret på overbevisningens etik.

Myte at universiteterne er fuldstændig neutrale
Denne kritik er vigtig men også unuanceret, og den risikerer at stille sig i vejen for en forløsning af det værdiskabende potentiale, som universiteterne rummer.

Først og fremmest er det en myte, at universiteterne har været fuldstændig uafhængige og neutrale. En sejlivet en af slagsen - men ikke desto mindre.

Myten tager ofte sit afsæt i en botaniseret, ensidig eller kreativ udlægning af Wilhelm von Humboldts tanker om det frie og autonome universitet fra begyndelsen af 1800-tallet.

Rigtigt er det, at Humboldts idealer indeholdt en fordring om politisk ikke-indblanding og en beskyttelse mod kirkelige og sekulære interesser.

Men Humboldt betonede samtidig, at såvel studerende som videnskabeligt personale nødvendigvis må arbejde for noget større end sig selv. Noget, der rækker udover og har en værdi uden for universitetets mure.

For Humboldt måtte universitetet være autonomt, når det gælder ”sagens væsen” - det videnskabelige arbejde - men samtidig, og med Humboldt-kenderen Heinz-Elmar Tenorths ord, være ”statens tjener”.

Målet var værdiskabelse; midlet en frisættelse af den kritiske tanke.

SDU arbejder kritisk med målene
For det andet kan universiteterne godt bygge bro til samfundet uden altid at være løsningsorienterede og operationelle. Universiteterne er ikke konsulentvirksomheder!

Vores grundlæggende mission er at kvalificere den tænkning, som samfundsaktører - politikere, virksomheder, foreninger osv. - bygger på.

Universiteternes ansatte kan bidrage med viden, men det er politikere, virksomhedsledere og foreningsansvarlige, som skal træffe beslutninger.

Ergo, forskere bør ikke føle, at de skal sætte navn på konkrete løsninger; de skal bære deres idéer og kritiske tænkning ud i samfundet til almen gavn og inspiration.

Når SDU prioriterer sit engagement med FN’s Verdensmål, så sker det netop ud fra sådanne overvejelser. Vi skal ikke være konsulenter, som arbejder ”for” disse mål; vi skal være forskere, som arbejder åbent og kritisk ”med” målene.

Vores fornemste arbejde som SDU-ledere er dermed at skabe en kultur, hvor samfundsengagement og overbevisningens etik går hånd i hånd.

Det er ikke let: vi balancerer mellem faldgruber - konsulenteri på den ene side og elfenbenstårn på den anden. Men balancegangen er spændende og meningsfyldt.

For det tredje misforstår kritikken brobygningens paradoks. Universitetet bliver nemlig først for alvor nyttigt for det samfund, der finansierer det, når det får rum til den ikke-umiddelbart nyttige grundforskning.

Den nysgerrighedsdrevne og - isoleret betragtet - unyttige idegenerering er selve forudsætningen for, at vi kan være nyttige på lang sigt.

Vi finder kun svarene på vores betydelige samfundsmæssige udfordringer—hvoraf mange er indeholdt i FN’s Verdensmål - når vi giver plads til ”blue sky”-forskning.

Som Abraham Flexner formulerede det i 1939:

Vi skal være os bevidste om ”the usefulness of useless knowledge”.

Universiteternes viden skal bevæge i samfundet
Til syvende og sidst er vores ultimative eksistensberettigelse at skabe værdi for omgivelserne - også selvom det nogle gange involverer det lange seje træk.

Nøjagtigt som beskrevet af Wilhelm von Humboldt i begyndelsen af det 19. århundrede: Vi skaber ny erkendelse og producerer banebrydende nye ideer, men vi gør det i sidste ende for at bevæge noget uden for universitetets mure.

Kunsten for ethvert forskningsmiljø og universitet består dermed i at finde den mest dynamiske og hensigtsmæssige balance mellem ”unyttig forskning” og relevansaktiviteter.

Grundforskning, der aldrig bevæger noget uden for akademiet, er ligegyldig. Det samme gælder naturligvis brobygning, som er baseret på dårlig eller overfladisk forskning.

Det kan være svært at finde den rette balance, og man skal træffe sine valg.

I hvilken grad ønsker man at koble grundforskning ind i samfundsrelevans, og med hvilke virkemidler? På SDU har vi valgt at operationalisere vores grundlæggende målsætning med afsæt i FN’s Verdensmål.

SDU har vilje til at markere sig i samfundsdebatter. Det er faktisk vores institutionelle DNA:

Vi skaber viden for og med samfundet. Vi vil skabe excellent akademisk viden og bringe den udenfor vores mure.

Sat på spidsen kan man sige, at vores ypperste mål er at bruge viden til at fremprovokere ny og kritisk tænkning i samfundet. Kun banale idéer slipper for kritik.

Forrige artikel Postdoc: Budgetloven fastholder den europæiske økonomi i en spændetrøje Postdoc: Budgetloven fastholder den europæiske økonomi i en spændetrøje Næste artikel Dansk Byggeri: Dyre boliger i København skyldes ikke kun Blackstone Dansk Byggeri: Dyre boliger i København skyldes ikke kun Blackstone