Skeptikerne: Derfor sagde Danmark nej

Altinget har stillet nej-sigerne Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU, Christina Egelund fra Liberal Alliance og Kenneth Kristensen Berth fra Dansk Folkeparti de samme to spørgsmål.

Hvorfor stemte danskerne nej?

Og hvad skal der ske nu?

Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører for Dansk Folkeparti
I modsætning til de jammerkommoder, jeg har hørt på i dag, så vil jeg sige, at Løkke rammer nogenlunde inden for skiven, når han siger, at der en modstand mod mere union og et ønske om at få et slankere EU. Det er det ønske, der er reflekteret i, at mange vælgere har sagt nej til at afgive mere suverænitet.

Nogen forsøger at koble det sammen med mistillid, men dybest set har det ikke så meget med mistillid som med en grundlæggende skepsis over for EU at gøre.

Det her resultat bør give anledning til selvransagelse hos ja-partierne, og det bør føre til, at vi får en ny europapolitisk kurs, hvor vi holder op med al den snak og ævl om, at Danmark er kernen i Europa. Danmark er ikke kernen i Europa, Danmark skal ikke blive kernen, og Danmark skal ikke så tæt på kernen som muligt, for det er der ikke noget ønske om fra Danmarks befolkning.

Danmark skal ikke være sådan en ny slags Luxembourg, som bare gør, som der bliver sagt. Danskerne er EU-skeptiske, og de ønsker et slankere EU end det, vi har i dag. Ja-partierne må begynde at tage bestik af det. Ellers kan de godt regne med, at de kommer til at løbe ind i det ene nederlag efter det andet.

Det nytter altså ikke noget med EU-sokker, når danskerne er dybt skeptiske.

Står det til os, skal vi lægge os i tråd med det, Cameron har lanceret i Storbritannien. Vi skal have et reformeret EU, som tager sig af færre ting og ikke blander sig i alt muligt mellem himmel og jord. EU bør først og fremmest være et samarbejde, der handler om handel, miljø og forbrugerbeskyttelse.

Christina Egelund, EU-ordfører for Liberal Alliance
Resultatet er et meget positivt udtryk for, at borgerne vil have mere hånd i hanke med EU-politikken. De vil gerne have en snor i, hvad vi beslutter på Christiansborg, og de vil gerne have en snor i, hvem der bestemmer hvad i fremtiden

Borgerne vil gerne have noget at skulle have sagt i forhold til Danmarks position i EU. De vil gerne involveres i europapolitikken, og det er meget positivt. Som EU-ordfører og europapolitisk interesseret i det hele taget ser jeg det som noget af en gave, som vi kan arbejde videre med.

Jeg er uenig i, at danskerne har svaret på noget andet end det, de er blevet spurgt om.

Vælgerne blev stillet et meget komplekst spørgsmål, som de så blev bedt om at koge ned til et meget sort/hvidt ja-/nej-svar. Det, tror jeg, gjorde mange i tvivl. Men jeg tager det ikke som et udtryk for, at borgerne ikke har svaret på det, de er blevet spurgt om. Det betyder dog ikke, at danskerne har vendt sig mod de toogtyve retsakter. De har vendt sig imod de forandringer i forhold til, hvem der ret til at gøre hvad på Danmarks vegne i forhold til EU, som også lå i afstemningen.

Man kan jo sagtens være tilhænger af retsakterne, men være mod modellen. Sådan tror jeg, at der er mange, der har haft det. De, som har vægtet indholdet i retsakterne, har så stemt ja, mens de, der har vægtet det principielle og procesuelle, har stemt nej.

Om noget, så må det her være et positivt afsæt for at få genoplivet den europapolitiske debat. Og det er helt oplagt at gøre det i forbindelse med UK-dagsordenen. På en måde kan man jo sige, at vi nu er blevet søsterland til Storbritannien. Vi skal hægte os på Englandsbåden og sikre os, at vi ly af vores egen folkeafstemning og det, der skal foregå i Storbritannien, får taget en offentlig debat om, hvem der skal bestemme hvad. Hvad skal vore tilslutning være? Hvor meget kan vi betale i form af medbestemmelse? Er vi parate til at investere i EU?

Vi skal udfordre opfattelsen af, at traktaterne er, som de er, vi kan aldrig ændre et komma, og det må vi leve med. Historien har vist, at når man har turdet udfordre EU-systemet og institutionerne, så kan man lave tingene om. Så det skal vi gøre. Forhåbenligt kan vi på den måde komme frem til det resultat, at det er okay, at forskellige EU-lande kører i forskellige spor eller forskellige tempi.

Rina Ronja Kari, medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Jeg forstår nej-resultatet som et budskab om, at befolkningen vil have hånd i hanke med retspolitikken og med, hvor meget magt vi overdrager til EU.

Der er også mange, der er frustrerede over, at ja-partierne på Christiansborg er fuldstændigt koblet af fra befolkningen. Deres EU-politik handler ikke om at lytte til, hvad befolkningen ønsker. Den handler om at overbevise befolkningen om, at vi skal have mere EU. Men det er der simpelthen ikke opbakning til i befolkningen.

Resultatet skal ikke ses som et nej til Europol eller et enkelt eller to af retsakterne. Det handler om grundlæggende principper. Skal Folketinget kunne overdrage mere magt til EU uden at spørge befolkningen? Og ønsker vi overhovedet, at EU skal kunne bestemme over vores retspolitik?

I det hele taget har mistillid været et gennemgående tema. Har vi tillid til Christiansborg, når det kommer til at forvalte forholdet mellem Danmark og EU? Det er et ret tydeligt nej til det spørgsmål.

Man kan ikke tillade sig at stille spørgsmålstegn ved befolkningens kompetence til at træffe beslutninger. Der var over 70 procent, der stemte. Det var en flot valgdeltagelse. Befolkningen har taget stilling. Og det har de gjort på det grundlag, som de syntes, var rigtigt for dem.

Nu håber jeg, at vi kan have en diskussion om, hvor grænsen for, hvad EU bør blande sig i, går. Vi skal også tage en mere principiel diskussion om, hvor vores placering i forhold til EU er. Vi skal diskutere, om vi har det rigtige forhold lige nu, eller om vi allerede er gået for dybt i integrationen.

Noget af det første, vi kommer til at gå ind i, er den dagsorden, som Storbritannien og premierminister David Cameron sætter nu. Selv om vi er uenige med Cameron om, hvad der skal genforhandles, så mener vi, at det er godt, at der bliver startet en diskussion om, om man kan forestille sig et andet forhold mellem et medlemsland og EU. For det betyder, at vi kan tage en grundlæggende diskussion om EU-systemet og det demokratiske underskud. Den diskussion vil vi nu kaste os ind i med fornyet energi.