Analyse af 
Jakob Nielsen

Jakob Nielsen: Skilsmissen mellem S og R er rykket et skridt nærmere  

Analyse: Slagsmålet om Kaare Dybvads nye bog har gjort kløften mellem Radikale og Socialdemokratiet større. Det bliver stadig sværere at se, hvordan de to partier skal finde sammen igen.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Jakob Nielsen

Det var en af de små episoder, som aldrig nåede frem til tv-nyhederne, aldrig kom i aviserne og aldrig blev en video på Facebook.

Men på Christiansborg blev det bemærket, hvad der skete, da Morten Østergaard og Mette Frederiksen tørnede sammen i afslutningsdebatten i sidste uge.

Det var nemlig et sammenstød, der rakte ud over den efterhånden trivielle uenighed om udlændingepolitikken. Og dermed også et sammenstød, der måske antyder et mere fundamentalt brud mellem de to partier, som i mange årtier har været det vigtigste par i dansk politik.

“Noget af det, der plejer at samle os og har gjort det historisk set, er ambitionen om, at den næste generation altid skal uddannes bedre end deres forældre”, sagde Morten Østergaard i sin replik til Mette Frederiksens ordførertale. 

De radikale har været mere diskrete med deres affærer, men op til afslutningsdebatten lod partiet sig alligevel friste.

Den enighed mellem S og R er nu bragt i tvivl, mente Østergaard og pegede på de faste grønthøsterbesparelser og på det nye uddannelesesloft – han antydede, at der måske er tale om et “ideologisk skift” hos socialdemokraterne.

Bogen er en skilsmisseanmodning

Han tænkte selvfølgelig på bogen ‘De lærdes tyranni’, skrevet af det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad, hvor forfatteren kalder det “kynisk at blive ved med at smide uddannelsesmidler efter den kreative klasse”.

Ingen, der har læst Kaare Dybvads bog eller de interviews, han har givet, kan være i tvivl om adressen på hans kritik. Det er dem med de akademiske uddannelser – især humanisterne –som bor i de store byer, særligt i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Det bliver ikke mere radikalt.

Som Arne Hardis skriver i Weekendavisen: “Den bog er én lang skilsmisseanmodning”.

Mette Frederiksen blev synligt irriteret over spørgsmålet og tog sin unge partifælle i forsvar: “Der er en socialdemokrat, der rejser en fuldstændig rimelig diskussion af, hvordan vi bruger midlerne på uddannelse i Danmark”.

Lidt senere gik hun skridtet videre og sagde sylespidst, at den sørgelige sandhed er, at problemerne med dagpengereformen først var mulige at løse, da der var sket et regeringsskifte – altså da de radikale var sat uden for indflydelse.

Affærer på begge sider

På den måde har Kaare Dybvads bog genåbnet det dybe sår, som regeringssamarbejdet under Thorning-Schmidt efterlod.

Bitterheden er af det stof, som skilsmisser er gjort af.

Og begge parter er da også begyndt se sig om efter potentielle partnere.

Socialdemokratiet i det højprofilerede samarbejde med Dansk Folkeparti, som i løbet af foråret har ført til en lang række store og små ydmygelser af statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans regering.

De radikale har været mere diskrete med deres affærer, men op til afslutningsdebatten lod partiet sig alligevel friste til at forhandle med Venstre og resten af regeringsblokken om en fælles vedtagelse.

Den slags vedtagelser har ikke nogen reel betydning, men så meget desto mere kan de bruges til at sende signaler.

Blokken omkring Mette Frederiksen valgte at skrive nærmest ordret det samme som året forinden – dog tilsat lidt mere grøn lyrik af hensyn til Uffe Elbæk.

I den anden blok satte Dansk Folkeparti foden ned: Jo, de radikale måtte da gerne skrive under, men der kunne ikke blive tale om at fjerne formuleringen om, at “asyltallet også fremover holdes på et meget lavt niveau”.

Dermed måtte de radikale forlade elskovsreden med uforrettet sag, og da det alligevel var for pinligt at komme krybende hjem i ægtesengen, valgte Morten Østergaard at fremsætte sit eget forslag til vedtagelse, som kun læst med lup var forskellig fra den forenede venstrefløjs vedtagelse.

Alt sammen er det små tegn og symboler, som ikke i sig selv ændrer spillereglerne i dansk politik.

Ætsende ond reportage

Fra begge sider udtrykkes der håb om, at det hele dæmper sig lidt igen. Fællesmængden er trods alt større end det, der skiller. Og som en kilde i Socialdemokratiet udglattende peger på, så er der selv inden for den kætterske udlændingepolitik ting, der samler, f.eks. modstanden mod integrationsydelsen og mod beskæringerne af ulandsbistanden.

Dertil kommer den banale, men ofte oversete pointe, at der sandsynligvis er to år til næste valg. Alt kan ske, og trækroner er jo ikke kun opfundet til at kravle op i.

Men det må alligevel have vakt nogen undren hos de radikale at læse denne uges udgave af Weekendavisen.

Her bringer bladets reporter Arne Hardis – der ofte har ganske tæt føling med Henrik Sass Larsens tænkning – en ætsende ond reportage fra Morten Østergaards grundlovstale.

Fuld af sarkasme noterer han, hvordan de radikale er helt alene i verden, “men til gengæld ejer partiet noget, alle andre må savne: sandheden”.

Hardis indrømmer ligefrem, hvordan han håber, at det radikale skilt med teksten “Det Handler om Mennesker” vil vælte i sommervinden, fordi det vil styrke fortællekraften i den historie, han er taget ud for at skrive. Nemlig den om et radikalt parti, der har mistet såvel jordforbindelsen som enhver politisk relevans. 

Åh, en verden uden de radikale

Grundsubstansen i den analyse er, at de radikales magtposition i Thorning-Vestager-æraen byggede på det reformflertal, som R kunne skabe sammen med de borgerlige partier inklusive DF.

Den magtposition er forduftet, fordi Mette Frederiksen sammen med fagforeningen 3F nu har fået Kristian Thulesen Dahl til at sværge, at han aldrig-aldrig-aldrig vil indgå i en reform uden Frederiksen og hendes fagbevægelesesvenner. Dermed findes der ikke noget reformflertal uden om Socialdemokratiet. Og dermed er de radikale helt uden betydning. 

Analysen er i sin substans korrekt. Og den bruges af Henrik Sass Larsen og andre centrale socialdemokrater som forklaring på, at forholdet til de radikale ikke er så vigtigt længere.

Men den minder også temmelig meget om den analyse, som inden 2011 fik Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal til at skrive de radikale ud af deres planlagte magtovertagelse. Det gik som bekendt ikke helt, som de havde regnet med. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00