Skov-Jakobsen: Lad os få modet fra 1989 tilbage

KOMMENTAR: På vej ind i 30-året for Murens fald vil jeg ønske, at vi får modet fra 1989 tilbage. Modet til at sige, hvad vi mener. Modet til den gode samtale og glæden ved den politiske samtale, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

Mon ikke historikerne engang vil diskutere, hvornår det 21. århundrede begyndte? Formentlig vil i hvert fald to datoer komme i spil.

Den ene vil være 11. september 2001, angrebet på Twin Towers. Her begyndte en række krige, som vil strække sig langt ind i århundredet. Det er krige, der har delt verden op. Krige, der betegner de nye konfliktzoner, der stadig er præget af de tidligere fra Den Kolde Krigs tid.

Den anden dato vil formentlig være 9. november 1989, Murens fald i Berlin. I 2019 kan vi fejre 30-året for, at dette markante og symbolske tegn på de kommunistiske diktaturer faldt. Diktaturer, som havde den frækhed at kalde sig folkedemokratier. De kommunistiske regimer kunne ikke håndtere kritikken og de folkelige masser. De havde kun én måde at reagere på, og den var altid brutal og meget ofte voldelig.

I DDR oplevede jeg dengang, hvordan kirkerne lagde rum til kritikken af partiet og regeringen. Der var miljøorganisationer, der afslørede, at værnepligtige soldater blev sat til at hælde gift ud på jorden, og man foretog vandprøver og foreholdt de kommunale myndigheder tilstanden i naturen.

Der blev læst op af vestudgaverne af deres egne forfatteres bøger, som nok blev udgivet i DDR, men i censureret form. Ved offentlige møder var der altid dem fra Stasi i læderjakker til stede. Vi skulle se dem, for de var ment som advarsler!

Selvom jeg havde oplevet alt det, troede jeg ikke mine øjne 9. november, da alting faldt fra hinanden. Tyranniet faldt ned over sig selv. Det var et kollaps af politisk ”kultur”. Et efter et faldt de, syngende revolutioner, fløjlsrevolutioner – vi kaldte fænomenet alt muligt.

Folkene vågnede, tog ansvar, blev politiske på mere end én måde. Nu behøvede man ikke gemme sig for hemmeligt politi eller hykle meninger for at få et ordentligt liv.

Ikke noget at sige til, at nogle troede, at historien havde fundet et endegyldigt sted, hvorfra fremtiden ville tegne sig. Det så virkelig ud, som om det liberale demokrati, de sociale markedsmekanismer og åndens frie løb havde vundet.

De politiske trusler og den magtesløshed, som diktaturer slår sine borgere med, så ud til at være blevet gjort tavse for en tid.

Det har vist sig, at vi bestemt ikke var ved historiens afslutning. I halvfemserne brød krigene på Balkan og i det tidligere Sovjetunionen også ud. Pludselig opdagede vi, at den undertrykte nationalitet blev til nationalisme. Vreden og hadet bølgede.

Vi fik fundamentalistisk islam ind over os. Terror kom til at høre til verdens orden. Krigene blussede op, og samtidig har vi opdaget, at der er noget, vi er fælles om. Nogle meget store problemer skiller os og knytter os samtidig sammen. Det er verdensøkonomiske kriser, flygtningekrisen, demokratikrisen og ikke mindst klimakrisen.

Der er noget, som knytter os sammen i verden. Vi er fælles om disse kriser; men foreløbigt handler vi som bange mennesker.

Når man er bange, handler man instinktivt. Sådan er det at være menneske. Man råber op. Man slår fra sig. Man isolerer sig.

Det, vi aldrig troede, vi skulle se igen, blomstrer op: antisemitisme, holocaustfornægtelse, fremmedhad, islamofobi, nationalistiske højrebevægelser. Demokratiet er ikke så selvfølgeligt, som det var, og den minimale retsorden, som menneskerettighederne og konventionerne udgør, stilles der også spørgsmålstegn ved.

Jeg vil ønske for det nye år og de år, som følger, at vi lærer os den patriotiske glæde ved eget land. I modsætning til nationalisten forstår patrioten godt, at mennesket af anden national herkomst kan være glad i sin nationalitet. Nationalisten vil have sit eget til verdens ende.

Jeg vil ønske for alle religioner i denne verden, at kærligheden til Gud altid forbindes med kærlighed til mennesker og til skabelsen. Jeg er dybt overbevist om kristendommens sandhed; men jeg beder om aldrig at måtte se på en anderledes troende eller en ikke-troende med afsky eller med had!

Fundamentalister og ekstremister skal have det at vide med tydelighed, at deres vold og menneskehad aldrig kan gøre dem til martyrer. De er simple mordere, og de skal vide, at det, de gør, aldrig kan blive i Guds navn.

Jeg vil ønske for vores demokrati, at det ikke bliver et skyggespil for strateger, hvor vi hele tiden bare taler om indpakning og bånd og aldrig om pakkens indhold.

I et demokrati stemmer man ikke bare sine holdninger igennem og hoverer over modstanderen. I et demokrati taler man med hinanden, åbner sig for den andens holdninger og lader sig bevæge om nødvendigt – og man gør plads for ret og rimelighed.

Selv kan jeg godt have meget stærke holdninger om burka, niqab og omskæring. De holdninger vil jeg gerne have lov til at lufte, men derefter vil jeg også gerne have lov til at mene, at vel skal staten da ikke bestemme noget om det, og jeg skal da heller ikke bestemme, min jødiske eller muslimske nabo ikke må følge deres tradition – så længe det ikke strider imod den offentlige orden og sædelighed.

Jeg vil ønske, at vi får modet tilbage fra 1989. Modet til at sige, hvad vi mener. Modet til den gode samtale og glæden ved den politiske samtale. I et demokrati strides man med ord, og inden for nogle spilleregler og grundlæggende for vores kultur skulle det gerne være, at hos os agter vi medmennesket. Vi fordømmer ikke hele tiden den anden, men bærer et stædigt håb med os, at alting kan blive anderledes, og vi skal ikke i al evighed være fordømte på grund af eventuelle fejltagelser.

Hos os skulle man gerne kunne sige om os, at det menneske, der enten er fattigt eller kom galt afsted, blev mødt af medmenneskelighed. I stedet for at råbe en stakkel ind i hovedet, at han valgte forkert, vil vi samle den anden op og insistere på liv. Jeg tror på det liberale demokrati, på de sociale markedsmekanismer, jeg elsker mit land og synes ikke, at det er vanskeligt også i et vist omfang at se sig selv som verdensborger.

Tag ikke fejl. Jeg bliver ikke så sjældent bange og mærker instinktet til at råbe op, slå igen og mærke vreden – og hver gang tænker jeg så også, at det ikke er en løsning, men at insistere på hjælpens og medmenneskelighedens kultur hjælper – både mig og især de andre. Jeg håber på ånden fra 1989 og håber også, at alle de mure, der adskiller os, står for fald.

Godt nytår!

----------

Peter Skov-Jakobsen er biskop i Københavns Stift og uddannet cand.theol. Han har været sogne- og orlogspræst i Holmens Kirke og sømandspræst i Hull i England. Er biskop for Sømandskirkerne og Europakirkerne, formand for Rådet for Folkekirkens Nødhjælp og sidder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Lisbeth Knudsen om 2019: Kompasnålen skal stå på tillid – i politik og erhvervsliv Lisbeth Knudsen om 2019: Kompasnålen skal stå på tillid – i politik og erhvervsliv Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: Fremtiden begynder i morgen Jens Chr. Grøndahl: Fremtiden begynder i morgen