Skov-Jakobsen: Lad os få modet fra 1989 tilbage

Mon ikke historikerne engang vil diskutere, hvornår det 21. århundrede begyndte? Formentlig vil i hvert fald to datoer komme i spil.

Den ene vil være 11. september 2001, angrebet på Twin Towers. Her begyndte en række krige, som vil strække sig langt ind i århundredet. Det er krige, der har delt verden op. Krige, der betegner de nye konfliktzoner, der stadig er præget af de tidligere fra Den Kolde Krigs tid.

Den anden dato vil formentlig være 9. november 1989, Murens fald i Berlin. I 2019 kan vi fejre 30-året for, at dette markante og symbolske tegn på de kommunistiske diktaturer faldt. Diktaturer, som havde den frækhed at kalde sig folkedemokratier. De kommunistiske regimer kunne ikke håndtere kritikken og de folkelige masser. De havde kun én måde at reagere på, og den var altid brutal og meget ofte voldelig.

I DDR oplevede jeg dengang, hvordan kirkerne lagde rum til kritikken af partiet og regeringen. Der var miljøorganisationer, der afslørede, at værnepligtige soldater blev sat til at hælde gift ud på jorden, og man foretog vandprøver og foreholdt de kommunale myndigheder tilstanden i naturen.

Der blev læst op af vestudgaverne af deres egne forfatteres bøger, som nok blev udgivet i DDR, men i censureret form. Ved offentlige møder var der altid dem fra Stasi i læderjakker til stede. Vi skulle se dem, for de var ment som advarsler!

Selvom jeg havde oplevet alt det, troede jeg ikke mine øjne 9. november, da alting faldt fra hinanden. Tyranniet faldt ned over sig selv. Det var et kollaps af politisk ”kultur”. Et efter et faldt de, syngende revolutioner, fløjlsrevolutioner – vi kaldte fænomenet alt muligt.

Det, vi aldrig troede, vi skulle se igen, blomstrer op: antisemitisme, holocaustfornægtelse, fremmedhad, islamofobi, nationalistiske højrebevægelser.

Peter Skov-Jakobsen

Folkene vågnede, tog ansvar, blev politiske på mere end én måde. Nu behøvede man ikke gemme sig for hemmeligt politi eller hykle meninger for at få et ordentligt liv.

Ikke noget at sige til, at nogle troede, at historien havde fundet et endegyldigt sted, hvorfra fremtiden ville tegne sig. Det så virkelig ud, som om det liberale demokrati, de sociale markedsmekanismer og åndens frie løb havde vundet.

De politiske trusler og den magtesløshed, som diktaturer slår sine borgere med, så ud til at være blevet gjort tavse for en tid.

Det har vist sig, at vi bestemt ikke var ved historiens afslutning. I halvfemserne brød krigene på Balkan og i det tidligere Sovjetunionen også ud. Pludselig opdagede vi, at den undertrykte nationalitet blev til nationalisme. Vreden og hadet bølgede.

Vi fik fundamentalistisk islam ind over os. Terror kom til at høre til verdens orden. Krigene blussede op, og samtidig har vi opdaget, at der er noget, vi er fælles om. Nogle meget store problemer skiller os og knytter os samtidig sammen. Det er verdensøkonomiske kriser, flygtningekrisen, demokratikrisen og ikke mindst klimakrisen.

Der er noget, som knytter os sammen i verden. Vi er fælles om disse kriser; men foreløbigt handler vi som bange mennesker.

Når man er bange, handler man instinktivt. Sådan er det at være menneske. Man råber op. Man slår fra sig. Man isolerer sig.

Det, vi aldrig troede, vi skulle se igen, blomstrer op: antisemitisme, holocaustfornægtelse, fremmedhad, islamofobi, nationalistiske højrebevægelser. Demokratiet er ikke så selvfølgeligt, som det var, og den minimale retsorden, som menneskerettighederne og konventionerne udgør, stilles der også spørgsmålstegn ved.