Socialdemokratiets behandling af Syrien-børnene er et symptom på Danmarks humanistiske krise

Vi er netop gået ud af "den stille uge", som påskeugen kaldes i kirkekredse. Påskens budskab handler i høj grad om ydmyghed og næstekærlighed.

Ydmyghed, fordi Jesus, om end han hyldes med tilråb og viftende palmeblade, da han palmesøndag rider ind i Jerusalem, ikke gør det højt til hest, men på et æsel.

Næstekærlighed, fordi ydmyghed ikke findes uden næstekærlighed. I ydmygheden ligger nemlig erkendelsen af, at man altid kun er noget i kraft af noget større. Når man ydmygt erkender, at man ikke skylder sig selv alt det, man er eller kan, men indser, at meget af dette er noget, man har fået skænket af andre, så træder næstekærligheden frem. 

Sognepræst Pia Søltoft sagde det meget rammende i sin prædiken i Esajas Kirke palmesøndag (som blev sendt på P1): "Næstekærlighedsbuddet bygger ikke på en banal tanke om at vi alle sammen skal være gode ved hinanden. Næstekærlighedsbuddet gør ydmygheden til den vigtigste dyd for et menneske. Ydmygheden i forhold til din næste, uden hvem du intet var, og som du derfor skal elske."

Samtidig med, at Jesu død og genopstandelse er blevet markeret i kirken, fortsætter debatten om de danske børn i de syriske lejre. Dertil kom med påskeugen også nyheden om, at den 19-arige Aya, som er flygtning fra Damaskus og få måneder fra at kunne sætte en studenterhue på hovedet, har fået besked på, at hun skal tilbage til Syrien, fordi Danmark som det eneste land i Europa vurderer, at Damaskus er sikkert. Det sker på trods af UNHCR's klare melding om at Damaskus ikke er sikkert.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) blev forholdt Ayas situation og rimeligheden i, at et ungt menneske, der har gjort alt, hvad hun er blevet bedt om og endda er tæt på at kunne sætte en studenterhue på hovedet, nu skal sendes retur til et regime, som ingen andre europæiske lande vurderer som værende sikkert. Det er jo loven, og den er lige for alle, svarede ministeren tørt og trak på skuldrene.

Vi har en regering, der hylder alt det danske med pomp og pragt. Danske makrelmadder, danske håndbolddrenge, dansk børne-MGP, dansk samfundssind, dansk kulturarv med rødder i den kristne tro. Men når det kommer til lige netop folkekirkens budskab om næstekærlighed, nåde og barmhjertighed, så er det, som om regeringen ikke har forstået, at dette gælder for alle – høj som lav, kristen som muslim.

Det er jo nemt nok med næstekærlighed, nåde og barmhjertighed, når det gælder mennesker, man forstår og sympatiserer med. 

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Der er ikke grænser for statsministerens tårevædede omsorg, når det kommer til at give en undskyldning til de misrøgtede børnehjemsbørn fra Godhavn (med al ret, i øvrigt) eller til minkavlere, der kan bade sig i milliarder i kompensation for nedslagtningen af de i virkeligheden dybt forgældede minkfarme. Her så vi en statsminister, der var ægte (tror jeg) berørt af de menneskers skæbner, som hun stod ansigt til ansigt med. Her så vi næstekærligheden i ren udfoldelse i form af en statsminister, der oprigtigt viste sig ydmyg over for sin næste.

Men når det kommer til de danske børn og mødre i de syriske lejre eller til de syriske flygtninge, som Danmark nu brutalt sender tilbage til et land, der af FN er erklæret usikkert, så rystes der ikke på hænderne.

"De har vendt Danmark ryggen," siger statsministeren om de danske mødre i Syrien. "Regeringens politik fungerer, det kommer jeg ikke til at bakke på," siger udlændinge- og integrationsministeren om den danske regerings vurdering af Damaskus.

Tilbage står flygtninge, der frygter for deres sikkerhed i Damaskus, og danske mødre, der betaler den højest mulige pris for at have truffet en virkelig dårlig beslutning: Et ødelagt liv for dem selv, og hvad værre er: Et ødelagt liv for deres uskyldige børn.

Det er, som om al nåde bliver taget ud af regeringens ligning, når den har med mennesker at gøre, der bekender sig til den muslimske tro.

Men næstekærlighedsbuddet er universelt, og nåden er farveblind. Derfor er det dybt forstemmende, når en minister end ikke viser skyggen af barmhjertighed over for en 19-årig ung studerende, som gør alt, hvad hun har fået besked på, er blevet velintegreret og ønsker at fortsætte sit liv i Danmark.

Derfor er det trist og hjerteløst, når en statsminister taknemmeligt hylder danskerne for samfundssind, når de husker at nyse i ærmet og samtidig ikke formår at vise nåde til kvinder, der i en ung alder er rejst til Syrien for at slutte sig til Islamisk Stat, af hvilke håbløse årsager dette end måtte være.

For nåden gælder jo også disse kvinder, hvor usle deres handlinger end har været. Nåden findes netop, fordi vi som mennesker er uperfekte. Vi kan ikke leve op til et gudsideal om det perfekte menneske, og det skal vi heller ikke, al den stund det jo er et ideal, der er tale om. Vi begår alle sammen fejl – i alle kategorier.

Nåden kommer til sin ret, når vi erkender vores fejl og angrer. Hvis nåden ikke fandtes, så havde religionen ingen betydning, for så var der kun en utopisk og en realistisk version af det at være menneske: At leve op til gudsidealet (utopi) eller at fejle og blive forkastet til de fejlslagnes evige marker (realisme).

Man kan ikke skalte og valte med næstekærlighedsbuddet efter forgodtbefindende. Slet ikke når man er politiker. Faktisk vil jeg sætte det på spidsen: I stedet for at stå over for politiske modstandere eller foran et tv-kamera og forkaste medborgere på baggrund af deres valg eller ikke at ville anerkende, at man godt kan gennemføre lovgivning, der giver plads til individuelle vurderinger, så synes jeg, Mette Frederiksen burde rejse til al-Hol- og al-Roj-lejrene og se de danske statsborgere i øjnene, mens hun fortæller dem, at de er uønskede i Danmark.

Og jeg synes Tesfaye burde mødes med Aya og fortælle hende, at hendes tilstedeværelse i Danmark er uønsket, mens han ser hende i øjnene.

Når man kan mødes med Godhavndrengene og minkavlerne under stor pressebevågenhed, så kan man også mødes med de mennesker, man står og skælder ud fra sit elfenbenstårn.

Det er jo nemt nok med næstekærlighed, nåde og barmhjertighed, når det gælder mennesker, man forstår og sympatiserer med. Det er først, når man står over for dem, man føler sig fremmed overfor, og hvis handlinger, man ikke forstår, at næstekærligheden for alvor kommer til sin ret.

Tilbage står det svære spørgsmål: Hvordan kan en tredjedel af Danmarks befolkning bakke op om en regering, der er så hjerteløst ligeglad med andre menneskers, ikke mindst børns, udsigt til et liv i armod? Mennesker, som regeringen vel og mærke har magten til at hjælpe.

Det er, som om al nåde bliver taget ud af regeringens ligning, når den har med mennesker at gøre, der bekender sig til den muslimske tro.  

Carolina M. Maier
Kommentarskribent

Jakob Sheikh giver i en fremragende artikel i magasinet Zetland et bud, som er både plausibelt og nedslående: Hans pointe er, at danskernes moral har flyttet sig i løbet af de seneste 20 års krig mod terror. Det er blevet almindeligt ifølge dansk moral at mistænkeliggøre muslimske medborgere, alene fordi de er muslimer. Det er ikke kommet af sig selv, men er blandt andet en konsekvens af, at myndighederne allerede i forebyggelsesindsatsen er med til at mistænkeliggøre muslimer som en sikkerhedstrussel. Resultatet er, at vi som borgere dømmer vores muslimske medborgere moralsk, ikke juridisk, alene ud fra en elastisk målestok, som først og fremmest er baseret på, at deres "muslimskhed" udgør en sikkerhedsrisiko i sig selv.

Hvis Jakob Sheikhs analyse er rigtig, og det tror jeg desværre, så står vi over for en meget stor opgave: Hvis det har taget 20 år at skrue på danskernes moralske knapper imod en mistænkeliggørelse af muslimer som en sikkerhedstrussel helt generelt, så tager det vel lige så lang tid at skrue knapperne tilbage dertil, hvor vi dømmer ud fra jura og ikke moral. Hvor vi husker, at næstekærligheden gælder for alle.

Det gøres ikke med friske valgslogans alene, men ved at vi – politikere som borgere – tager ordentligheden, medmenneskeligheden og næstekærligheden i hånden, hvor end i samfundet vi bevæger os.

Der er en nødvendig, men også trist erkendelse. For det peger på, at vi måske ser ind i flere regeringsperioder med et parti - Socialdemokratiet - ved magten, som kun føler sympati med og ansvar for dem, der passer ind i det perfekte socialdemokratiske verdensbillede.

Bevægelsen imod en anstændig, etisk, retfærdig og næstekærlig politisk forvaltning af vores samfund bliver med andre ord nok lang. Men hvis vi giver op på forhånd, bliver det kun værre. Vi må kæmpe for det anstændige og humanistiske land, vi traditionelt var – om ikke for vores egen, så for vores børns skyld.

Socialdemokratiet er ikke kun skyldige i en alt for langsom og uambitiøs indsats over for klimakrisen. De er også både medskabere og bærere af en humanistisk krise, som ikke burde finde sted i Grundtvigs fædreland.