Sociolog: Der er en årsag til, at politikerne ikke handler på klima- og biodiversitetskrisen

Folketinget er fortsat på sommerferie og møder først for alvor ind igen til oktober. Det er for et samfund lang tid at vente på sine politikere, særligt når det kommer til klima- og biodiversitetskriserne.

Det er naturligvis ikke, fordi der hverken laves politik eller lovforberedende arbejde hen over sommeren, men den alt for lange ferie afspejler meget godt de gamle ideologiers tidshorisonter. Socialismen og liberalismen er nemlig begge uden tidsperspektiv og kan uden problemer gå på en lang ferie.

Rød og blå blok regner tilsyneladende fortsat med, at deres idegrundlag forbliver intakt uagtet det presserende behov for at handle på kriserne. Det ses ikke kun tydeligt i Folketingets hullede kalenderår, men også i den politik, som bliver ført.

Indtil videre er der vedtaget en klimalov, som, hvis vi skal være ærlige, per definition ikke kan karakteriseres som en lov, da der ikke er nogen sanktioner, hvis den ikke overholdes. Der er også indgået klimapartnerskaber med alle brancher, men de er også frivillige – og derfor de facto udskudt og uden reel tidshorisont.

De store, tungt belastede sektorer som landbrug, trafik og byggeri er indtil videre gået helt fri set i forhold til de enorme CO2-udledninger, som de er ansvarlige for. Den kommende CO2-afgift blev heller ikke på niveau med anbefalinger fra Klimarådet.

Demokratier er på godt og ondt langsomme

Rasmus Willig
Sociolog og medforfatter til blandt andet 'Den Bæredygtige stat'

Svarer sig ikke med hockeystavspolitik
Det mærkværdige er, at der formuleres en lang række politikker, men de kan nærmest kun karakteriseres som hensigtserklæringer eller planer for nye planer.

Det har den konsekvens, at vi ikke kommer i mål, for der kan ikke lovgives mere, når der er for få reproducerbare, truede dyrearter tilbage, eller når temperaturen er steget, for så er det for sent. Det kan heller ikke svare sig økonomisk at lave hockeystavspolitik, for jo tidligere der investeres, desto bedre kommer vi ud på den anden side.

Det er ikke, fordi vi ikke har set, at vores politikere ikke kan handle hurtigt, for finans-, corona- og Ukrainekrisen har vist, at det kan lade sig gøre, men de falder også indenfor de traditionelle ideologiers, socialismens og liberalismens, erfaringsgrundlag.

Økonomi, sygdomsbekæmpelse og krig er en del af den politiske erfaring, og her kan man godt lægge politiske uoverensstemmelser til side, fordi alle har en fornemmelse af, at både økonomisk recession, pandemier og krige vil blive afsluttet på et tidspunkt, hvorefter vi kan vende tilbage til livet, som det var før.

Det er imidlertid ikke tilfældet, når det drejer sig om klima- og biodiversitetskriserne. Vi kommer til at opleve temperaturstigninger og udryddelser af dyre- og planteliv i adskillige år, før vi har en chance for at bremse klimaforandringerne og nedgangen af biodiversitet.

Kognitivt blackout
Vores politikere, ministerier, regioner og kommuner lider under et tidsmæssigt kognitivt blackout, hvor de nok arbejder med at formulere klimapolitikker, der kan virke hurtige for de klassiske ideologier, men som er langsomme for vores globale situation.

Demokratier er på godt og ondt langsomme, og vi kan tilsyneladende kun sætte hastigheden op ved at presse på udviklingen. Det kan gøres på velkendte måder, som heller ikke er fremmede for os, der er børn af de gamle ideologier og statsformer – som socialisme og liberalisme – materialiseret i henholdsvis velfærds- og konkurrencestaten.

Når det drejer sig om vores transportvaner, skulle man tro, at det ville være nemt for politikerne at indføre skattefri, arbejdsgiverbetalte cykler eller elcykler. Det skulle heller ikke være så svært at lave et grønt befordringsfradrag, der belønner dem, som tager cyklen, samkører eller tager offentlig transport i stedet for bilen. 

Det er simpel løsninger med store CO2 besparelser, som kan vedtages på en formiddag i folketingssalen. Men det sker ikke. I stedet for vedtages der himmelråbende motorvejsbudgetter uden gyldige CO2 beregninger til de gamle ideer og få cykelstier til de faktabaserede CO2 reduktioner.

Venstrebønder mod venstrefløjen
Det samme for landbruget. Hvorfor ikke belønne både bønder og forbrugere økonomisk for at producere og spise mere grønt?

Vi kan melde os ud af de politiske partier og ind i de grønne bevægelser, der hviler på de videnskabelige fakta, og vi kan handle konkret

Rasmus Willig
Sociolog og medforfatter til blandt andet 'Den Bæredygtige stat'

Hvorfor ikke udtage større og mindre arealer konventionel landbrugsjord til skovrejsning og etablering af nye naturarealer? Hvorfor ikke bare starte med at udtage noget af den animalske produktion? Hvorfor ikke forbyde roundup og øvrige pesticider? Hvorfor ikke bare forbyde industriel gødning, der er produceret i Rusland på gas?

Når det kommer til landbruget, som afhængig af beregningsmetode udleder op mod halvdelen af de samlede danske skadelige klimagasser, må man korse sig, da det er en af de få win win-situationer, der er at finde i klima- og biodiversitetskrisen – for jorden kan gå fra at udlede til at binde CO2, hvis der rejses skov. Men det bliver en klassisk konflikt mellem de gamle ideologier. Venstrebønder mod venstrefløjen.

Og når det kommer til byggeriet, er der endnu ikke rigtig nogen, der har formuleret en politik for renovering af den eksisterende boligmasse, for ser vi på udledningerne, kan vi ikke tillade os at bygge meget mere nyt.

Skal forlade de gamle ideologier
Der er intet til hindre for at lukke Aalborg Portland. Vi har tidligere bygget i træ, og den såkaldte subsitioneffekt kan blive markant for CO2 bindes i træbyggeriet.

Man skulle tro, at det ville være overskueligt, men de gamle ideologier bevæger sig i sneglesporet, mens klima- og biodiversitetskriserne har taget alt for voldsom fart i overhalingsbanen. 

Mens vi venter på, at vores politikere opdager den nye realitet, der kræver hastighed, er der imidlertid noget, vi alle sammen kan gøre. Vi kan melde os ud af de politiske partier og ind i de grønne bevægelser, der hviler på de videnskabelige fakta, og vi kan handle konkret.

Vi kan gøre det i dag, ikke i morgen, og begynde at tænke i, hvordan vi hele tiden kan accelerere den grønne omstilling i vores eget liv, på vores arbejdspladser og i de organisationer, som vi er medlemmer af.

Kun på den måde forlader vi de gamle ideologier og træder ind i den bæredygtige stat.