Søren Pind: Bog om tidligere overborgmester indrammer fremragende historien om det nye København

Det er som om, at alle har glemt, hvordan det var. Og dem, der prøver at fortælle historien, fremstår som dinosaurer. Det er det vigtige ved Niels Frid-Nielsens bog om København, Kramer og kranerne. Den fremstår frisk. Uden for megen fikumdik. Oplysende, præcis, let.

Det er grundlæggende bogen om den unge DSU'er, Jens Kramer Mikkelsen, der kulturelt er socialdemokrat, men åndeligt forbundet til sin by – og derfor bliver i den.

Hans politik er København. Den er ikke ideologisk. Kramers projekt – og opgave – bliver København. Det er lige så meget en bydende opgave som et personligt projekt. Jeg kan huske, og Niels Frid-Nielsen dokumenterer, hvordan projektet bygges op undervejs. Der var ikke en færdig plan til at redde byen.

En langsigtet vision
Og hvad var København? København var en fattig, slidt by, hvis borgerskab og øvre funktionærer og velstående arbejdere havde forladt den – og så var resten tilbage. En sammenligning med en gammel østtysk havneby pressede sig på.

Kramers fortjeneste var at se stort på partiskel og – næsten – hele tiden have for øje, hvad der tjente den langsigtede vision for byen. Det hele bliver næsten for flinkt, da både han og Bondam begejstrede fortæller om deres møde.

Kramer kunne godt have åbnet for den – synes jeg legitime – kynisme, der stod bag: Han havde brug for Bondam, fordi den radikale leder, der sad på rådhuset, da Bondam ankommer, Inger Marie Bruun-Vierø, var borgerligt orienteret.

Det er helt vildt at tænke sig, at de partier, som københavnerne angiveligt for nærværende helst ser ved magten, havde efterladt København i et hængedynd

Søren Pind
Bestyrelsesformand og forhenværende minister for Venstre

Den gode Bondam ved slet ikke alle de gode ord, han skal sige om Kramer. Det havde tjent historien til ære, hvis det også havde fremgået, hvorfra den enorme venlighed dog udsprang.

For Kramer kunne også sagtens være brutal. Men ikke først. Og i hvert fald endte den radikale historie jo med, at de radikale kom tilbage i Socialdemokratiets favn, Bondam blev spidskandidat og Inger Marie Bruun-Vierø afsat. Det har indtil videre konsolideret Socialdemokratiets over 100 år lange magtperiode på rådhuset.

Opgør med venstrefløjens dogmer
Kramers fortjeneste var også at gøre op med venstrefløjens ortodoksi. Han fik gennemtrumfet Ørestad, Metro, Holmen og Operaen – blandt mange andre ting – mod venstrefløjens stemmer.

Det er helt vildt at tænke sig, at de partier, som københavnerne angiveligt for nærværende helst ser ved magten, havde efterladt København i et hængedynd, en gammel slidt industriby, der nok kunne få tårerne frem, hvis man er til Peter Bellis "bliv væk fra vort kvarter" – men næppe havde medført omtale i Monocle, "The most liveable city in the world", priser for byindretning verden over og så videre og så videre.

Af interesse for de historiebevidste er også beskrivelsen af hans forhold til Weidekamp. Forskellen på de to bliver tegnet op – men uden at Kramer på noget tidspunkt fremstår illoyal overfor sin forgænger eller fordømmende.

Det kan være længe siden for nogen, men der er en vigtig del af historien. Også om den virkelige vold, der fandtes blandt en særlig ung ungdomsgruppering, hvor politiets evner endnu ikke slog til.

Der har været andre bøger – blandt andet har den tidligere stadsarkitet Jan Christiansen skildret det arkitektoniske og planmæssige arbejde, der blev gjort dengang. Den er et godt supplement. Men det politiske og kulturelle bag er ikke skildret så klart og levende hidtil, som det lykkes Frid-Nielsen.

Niels Frid-Nielsens bog er simpelthen en god bog, hvis man vil forstå historien bag det nye København. Den er grundig og fint beskrivende og indfanger de væsentligste aktører i persongalleriet fra dengang.