Sommernatten da Danmark rykkede til venstre

Han skrider op ad trappen i Christiansborgs ikoniske vandrehal. Fotograferne knipser løs, og journalisterne viftes væk med en irritabel grimasse. 

Forinden har en helikopter fulgt hans bil hele vejen fra Marienborg. DR1 har sat en pil på bilen, så seerne ikke skal komme i tvivl: Her kører statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Nu går han op ad trappen, og han går som en vinder. Omgivet af sit crew, med Sólrun i hånden, tyggegummi i munden og et drevent smil. 

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. At et stort flertal af vælgerne denne onsdag har fravalgt den politik, Løkke har stået i spidsen for de sidste fire år. Statsministeren har netop lidt et kæmpe nederlag, men han spiller videre i magtens scenografi. 

De dansende træer
Sejren til rød blok blev overvældende.

Efter flere valg med meget tæt løb imellem blokkene har der siden de første meningsmålinger i 2019 tegnet sig et klart flertal til de røde partier.

Hvis Løkke havde håbet at vende den tendens i den lange valgkamp, blev han skuffet. For valgkampen kom til at handle om klima og klassisk velfærd – som minimumsnormeringer i daginstitutioner – og vælgerne belønnede de partier, der talte mest direkte ind i de rød-grønne dagsordener. De Radikale, der på valgaftenen cyklede gennem København til Christiansborg, og SF, hvor Pia Olsen Dyhr holdt sin partiledertale mellem to dansende træer.

Varme jakkesæt og gamle trylleformularer
Også klimatosserne hos Enhedslisten og Alternativet festede. Enhedslisten, fordi Pernille Skipper lykkedes med at løfte arven efter stemmeslugeren Johanne Schmidt-Nielsen. Alternativet, fordi man aldrig forsømmer lejligheden. 

Tilbage stod en anden tids mænd med sved på panden i de varme jakkesæt og forsøgte sig med gamle trylleformularer om udlændingepolitik og skattelettelser. Kristian Thulesen Dahl (DF) holdt tale, mens Pia Kjærsgaard (DF) kiggede ned i sin telefon. Rundtomkring sad resignerede partifæller ved rødternede duge og regnede på nedturen.

Lidt derfra forsøgte Anders Samuelsen (LA) at holde den liberale fane højt, mens det stod klart, at han selv er på vej ud af Folketinget, og at hans parti ligger i ruiner.

Aldrig sælge ud
Hos Socialdemokratiet jublede man over det historisk røde flertal.

Sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har Socialdemokratiet 91 mandater. Mette Frederiksen får dermed ikke brug for Alternativet. 

Til gengæld har hun brug for Radikale, som – ligesom SF – fordoblede sit mandattal og med hele 16 mandater er tilbage i en afgørende rolle på Christiansborg. 

At det passer dem godt, fornemmede man, da en triumferende Morten Østergaard (R) i sin partiledertale lagde vægt på principfasthed som en dyd. Aldrig sælge ud, sagde han selvbevidst. 

(Artiklen fortsætter efter figuren)

Elefanten i rummet
Anderledes ydmyg var Mette Frederiksen, da hun gik på scenen. Hun takkede de øvrige partier i rød blok og roste Lars Løkke.

"Valgets tale er ret klar. Danskerne ønsker en ny retning," sagde hun og talte om børn og grøn omstilling, men mindede samtidig De Radikale om, at Socialdemokratiet har lovet at stå fast på en stram udlændingepolitik. 

At tovtrækkeriet mellem S og R kan blive langvarigt, står derfor lige så klart som den røde sejr. I partilederrunden valgte Frederiksen da også i spøg at sætte navn på elefanten i rummet: det socialdemokratiske traume fra 2011, hvor Margrethe Vestager (R) fik ydmyget både S og SF under forhandlinger om et regeringsgrundlag i det sorte tårn på Amager.

Jordskreddet udeblev
Valget blev et skred til venstre, men ikke noget jordskredsvalg til nye populister og systemkritikere. Stram Kurs fik ingen mandater, og Nye Borgerlige kom lige akkurat i Folketinget.

Samtidig blev Folketingets mest idelogisk sindede liberale og mest udlændingekritiske partier mere end halveret. 

Det er bemærkelsesværdigt i et Europa, hvor protestpartier og -bevægelser vinder frem. Og det tyder på, at Socialdemokratiet med beslutningen om ikke igen at tabe et valg på udlændingepolitikken faktisk er lykkedes med at holde højrenationalistiske partier uden for indflydelse. 

Regering over midten
I Landstingssalen, hvor Venstre residerer på valgaftenen, holder Lars Løkke sejrstale. For Venstre gik frem i valgkampens slutfase og endte på en hæderlig fremgang, der retfærdiggør, at han bliver siddende som formand.

Statsministeren holder fast i sin nyfundne ambition om en SV-regering. Han vil sende Kristian Jensen til dronningen og foreslå en dronningerunde med ham som forhandlingsleder. 

"Man kan ikke lede Danmark fra midten, hvis man binder sig til fløjene," siger han. 

I partilederrunden anerkender han det "såkaldt røde flertal". Men udtrykker sin bekymring – både for politikken og for de svære forhandlinger, der venter Mette Frederiksen.

"Jeg kan ikke gøre andet end at sætte mig ned og iagttage," siger han. Men han lyder ikke opgivende. Snarere håbefuld.