Anmeldelse af 
Christian Egander Skov

Spændende bog om historiens store personligheder siger ikke så meget, vi ikke vidste i forvejen

Et for langt indledende og afsluttende kapitel fungerer mest som et akademisk alibi for den britiske stjernehistoriker Ian Kershaws ellers spændende bog om det 20. århundredes store personligheder, skriver Christian Egander Skov. 

I en krisevirkelighed træder de&nbsp;store personligheder frem i historiefortællingen, skriver Christian Egander Skov.&nbsp;<br>
I en krisevirkelighed træder de store personligheder frem i historiefortællingen, skriver Christian Egander Skov. 
Foto: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Icon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / RatingIcon / Rating
Personlighed og magt – De mennesker som byggede og ødelagde det moderne Europa
Ian Kershaw
516 sider, oversat af Uffe Gardel, Gads Forlag 2022

 

Hvad er det egentlig, der skaber historien? Sådan lyder et af de klassiske spørgsmål, som har optaget talløse historikere gennem tiden.

Det er også det bagvedliggende spørgsmål i den højt estimerede historiker Ian Kershaws bog Personlighed og magt – De mennesker som byggede og ødelagde det moderne Europa, som for nyligt er udkommet på dansk. Det er den, det skal handle om her, men lad os lige kridte banen op.

Hvem skaber historien?

Engang var svaret på ovenstående spørgsmål enkelt. Lige siden Herodot og Thukydid skrev de første egentlige historiske værker har det selvfølgelige svar været, at det var mennesker, som skabte historien.

Historien afspejlede menneskers valg, typisk i kritiske, udslagsgivende situationer. Derfor var spørgsmålet også mere, hvem der skabte historie – altså hvilken slags mennesker. Og her var det oplagte svar, at det var store mennesker, der skabte historien.

I 1800-tallet blev dette heroiske syn på historien hævdet af den britiske forfatter Thomas Carlyle: "Alt i verden, som vi ser stående fuldført, er i virkeligheden det ydre, materielle resultat, den praktiske virkeliggørelse og legemliggørelse af tanker, som fandtes i der store mænd…"

Personligheder betyder noget, også selvom de langt fra betyder alt 

Christian Egander Skov

Så var der ligesom ikke mere at rafle om.

I det 20. århundrede blev historikerne stadig mere optaget af strukturerne. Mennesket var ikke kun historieskabende, men også historieskabt. Marxismen var afgørende del af den bevægelse, men var slet ikke alene eller først med erkendelsen.

Det store menneske forsvandt ud af historien. Og snart forsvandt mennesket i det hele taget. Eller sådan var det i hvert fald engang. For tidens hjul drejer ubønhørligt.

Mennesket vender tilbage

De sidste mange år har biografien været en af de mest populære historiske genrer. Og på universitetet har historikerne for længst genopdaget både det historieskabende og det historieskabte menneske.

I de senere år forekommer interessen for de store skikkelser, der påvirker historiens gang at være steget betragteligt. Særligt når det gælder vores aktuelle virkelighed. Vi taler om Putin, Xi Jinping, Trump og Boris Johnson. Så meget, at man indimellem kan få det indtryk, at der slet ingen strukturer er, men kun aktører.

Der er også kommet flere bøger, som tematiserer en række store personlige skikkelser i kritiske situationer.

I juni kom Kissingers Leadership, der behandlede seks store skikkelser i det 20. århundrede. Og for ikke så længe siden kom Per Stig Møllers Afgørende øjeblikke, der stiller skarpt på fire.

Og nu altså Kershaw. På dansk. Han har hele 12: Lenin, Mussolini, Hitler, Stalin, Churchill, de Gaulle, Konrad Adenauer, Franco, Tito, Thatcher, Thatcher, Gorbatjov og Helmuth Kohl. Der er et pænt overlap i de tre bøgers udvalg af historiske personligheder.

Hvordan skabes deres historie?

Hvordan skabte disse skikkelser historie? Lenin var nok en kolerisk fanatiker med udstående øjne og opstoppernæse, som en samtidig journalist udtrykte det, men ikke alene Ruslands historie men hele verdens historie var forløbet anderledes uden ham.

Zardømmet ville alligevel være faldet, men at det skulle afløses at et kommunistisk diktatur var slet ikke givet. Hans parti var marginalt. Men gennem sin nylæsning af Marx, nåede han frem til, at det havde en særlig rolle som revolutionær fortrop. Derfra gik sporene videre ikke bare til Sovjetunionen men også Stalin, Mao og kommunismen som revolutionær verdenskraft.

Den franske general Charles de Gaulle nød ikke den store respekt, da han nedsatte sig som leder af de frie franske i London. Det var efter Frankrigs fald til Tyskland. Og selvom det havde symbolsk betydning at have sådan en fransk general rendende, var han længe mest i vejen.

Og det man har lært, vidste vi vel nok i forvejen. Der bliver kort sagt løbet åbne døre ind

Christian Egander Skov

Men gennem en nationalt klingende retorik, der fokuserede på fransk ære og storhed opbyggede han en myte om sig selv og om Frankrig, der fik virkning langt ind i efterkrigstiden. De Gaulle formåede at styre Frankrig gennem konstitutionel uro og afviklingen af landets kolonirige, før tiden endelig løb fra ham.

Ligeledes havde verden også set anderledes ud, hvis ikke Tyskland efter krigen havde haft en skikkelse som kristendemokraten Konrad Adenauer. Han var allerede en ældre herre med en lang politisk karriere bag sig, da Tyskland skulle tage hul på et ny kapitel efter nederlaget i krigen.

I dag kan det være nemt at glemme, hvor udbredt sympatien for nazismen var helt ind i 1950’erne. Gennem sin kristelig konservative anti-kommunisme, sin succesfulde økonomiske politik, og ikke mindst en insisteren på, at Tyskland hørte sammen med Vesten, lagde han sporet for det moderne Tyskland.

Det kunne have endt helt anderledes. Det er i hvert fald Kershaws pointe. Personligheder betyder noget, også selvom de langt fra betyder alt. Og selvom betydning ikke er det samme som storhed. Personlighederne står aldrig alene. De er altid bundet til konkrete situationer og viklet ind i strukturer, der både tildeler dem muligheder og begrænsninger.

Læs også

Rette mand på rette sted

Kershaw vurderer i et længere afsluttende kapitel forholdet mellem kontekst og aktører. Han finder frem til et – ikke særlig kontroversielt – synspunkt, nemlig at det er i kriser, at personlighederne for alvor har en rolle at spille – Altså i det, Per Stig Møller ville kalde afgørende øjeblikke. Kershaw konkluderer også, at der er forskel på diktatorers og demokratiske politikeres handlerum.

Det er alt sammen vældig rigtigt, men man sidder tilbage med en fornemmelse af, at man som læser i virkeligheden ikke har lært særlig meget om forholdet mellem personlighed, strukturer og begivenheder.

Og det man har lært, vidste vi vel nok i forvejen. Der bliver kort sagt løbet åbne døre ind. Ja, i virkeligheden kunne man få tanken, at de (alt for lange) indledende og afsluttende kapiteler mere tjener som akademisk alibi for det, der er – eller burde være – hovedsagen, nemlig de politisk-historiske skildringer af nogle uhyre interessante personligheder.

Det giver værket en lidt uafklaret og løs karakter, hvor helheden er mindre vellykket end delene.

Hvorfor nu?

Interessant er det til gengæld at overveje, hvorfor vi netop nu ser denne tilsyneladende opblomstring i interessen for de store personligheder i historien?

Mon ikke det har at gøre med, at vi netop selv står dér, hvor vi går fra én strukturel ordning af verden til en anden, altså at vi netop nu i disse år – og hvem ved hvor længe endnu – befinder os i vadestedet mellem det, der gjaldt og det, der skal gælde?

Vi står netop i en sådan krisevirkelighed, hvor personlighederne træder frem og hvor deres handlinger kan blive afgørende for, hvordan det hele ender. Derfor må vi blive fokuseret på aktører. Strukturerne er under ombygning. Spillets regler skrives om, medens vi spiller det.

Så må vi håbe på en Adenauer eller en Churchill snarere end en Mussolini, Hitler eller Stalin.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Egander Skov

Redaktør, Årsskriftet Critique, historiker, Conservatism at the Crossroads - NTNU, kommentarskribent, Altinget
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)