Staten scorer kassen på fonds-indgreb

OVERFINANSIERING: Regeringen vil hente 200 millioner kroner årligt på at afskaffe to særregler for fonde. Men beløbet er alt for lavt sat og dækker ikke engang, hvad Novo Nordisk Fonden alene skal betale ekstra i skat som følge af indgrebet.

Der vil komme langt flere penge i kassen ved at sløjfe to skatteregler for fonde, end beregningerne her fra Skatteministeriet viser. 
Der vil komme langt flere penge i kassen ved at sløjfe to skatteregler for fonde, end beregningerne her fra Skatteministeriet viser. Foto: Torben Åndahl/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Med afskaffelsen af to særregler for fonde vil regeringen få langt flere penge i kassen, end Skatteministeriet selv regner med.

”Der er ingen tvivl, om at beløbet er langt højere, end Skatteministeriet siger,” siger ekspert i erhvervsdrivende fonde professor Steen Thomsen fra CBS.

Ifølge Skatteministeriets beregninger vil det give 200 millioner kroner ekstra i skatteindtægter at sløjfe de to regler. Men Steen Thomsen vurderer, at alene fjernelsen af fondenes såkaldte konsolideringsfradrag vil give øgede skatteindtægter på op mod en milliard kroner om året.

”Det er meget svært at anslå et præcist beløb. Men da uddelingerne udgør 4-5 milliarder kroner om året, og fradraget er på 25 procent, er en milliard i udgangspunktet et mere rimeligt tal – også selvom mange mindre fonde ikke udnytter deres fradrag,” siger Steen Thomsen.

Fakta
Kort om fonds-indgrebet 

I forbindelse med finansloven har regeringen sammen med Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance besluttet at sløjfe to særlige skatteregler, der kun gælder for fonde. Det drejer sig om det såkaldte konsolideringsfradrag og transparensreglen. 

Konsolideringsfradraget er et fradrag på 125 procent, som fonde får, når de giver penge til almennyttige formål. Det er indført for at sikre, at de ikke æder deres pengetank op, når de uddeler, og for at motivere dem til at give penge til samfundsgavnlige formål. 

Transparensreglen
 er indført for at sikre, at der ikke er skattemæssig forskel på erhvervsdrivende fonde, som har deres erhvervsaktiviteter placeret i et datterselskab, og fonde, som selv står for erhvervsaktiviteterne. 
Ved at afskaffe de to regler vil regeringen og støttepartierne hente 200 millioner kroner, som skal bruges til at gøre det billigere at lade virksomheder gå i arv til næste generation i familien.  

Regningen bliver større end angivet
I to af de store fonde ender regnemaskinerne også på et helt andet sted end i Skatteministeriet. Alene Novo Nordisk Fonden kan se frem til en skattestigning, der overstiger de 200 millioner kroner, ministeriet har regnet sig frem til, viser fondens egne beregninger.

”Vores første beregninger viser, at Novo Nordisk Fonden som direkte følge af de ændrede regler vil skulle betale en ekstra skat, der langt overstiger de 200 millioner kroner, der er lagt op til i ekstra indtægter til statskassen fra alle de danske fonde tilsammen,” skriver direktøren for Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte, i en mail til Altinget.

Også formanden for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, forventer, at nogle af de største danske fonde hver skal af med beløb, der er langt højere end ministeriets 200 millioner.

”Det er meget vanskeligt at forklare, hvordan Skatteministeriet er kommet frem til dette tal,” siger han.

Indgrebet hastes igennem
De to fonde undrer sig højlydt over, at regeringen vil haste indgrebet igennem.

”Det er ikke rimeligt, at regeringen fremsætter et så vidtgående lovforslag med syv dages høringsfrist uden i forvejen at have været i dialog med fondene,” siger Flemming Besenbacher.

Også Birgitte Nauntofte fra Novo Nordisk Fonden er uforstående:

”Vi har svært ved at forstå, hvorfor regeringen vil haste et lovforslag igennem på under en uge uden at sikre, at der er tilstrækkelig tid til at drøfte fordele og ulemper ved lovforslaget med de erhvervsdrivende fonde,” skriver hun i mailen til Altinget.

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), men han har ikke haft tid til at medvirke i artiklen.

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00