Støjbergs alternative virkelighed

ANALYSE: Lige siden 2001 har der været en arbejdsdeling i den borgerlige blok: DF råbte højt om udlændinge, og Venstre styrede uden om brud på konventioner og love. Det ændrede sig, da Inger Støjberg blev minister på området. Nu blev de to roller samlet hos en og samme person. Det er næsten mere, end man kan bede et menneske om at gabe over.

Jakob Nielsen

Nogle gange kan timelange afhøringer i årelange undersøgelser koges ned til én sætning. 

En prisme, alle sagens mange akter kan læses igennem. Som et forstørrelsesglas, der pludselig gør det muligt at forstå et spidsfindigt juridisk notat, et bevidst kringlet svar til Folketinget eller et hul i en redegørelse fra Ombudsmanden.

Og i helt særlige tilfælde kan sætningen også bruges til at belyse et politisk forløb, der har strakt sig over næsten 20 år, skubbet til gamle magtbalancer og forandret vores syn på verden.

En anden virkelighed 

Jeg er ked af, at vi ikke fik beskrevet, at ved siden af pressemeddelelsen, der var en anden virkelighed, der gik i gang.

Uffe Toudal Pedersen
Fhv. departementschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet

Det var torsdag 21. maj sidst på eftermiddagen, da sætningen faldt.

Den tidligere departementschef i Integrationsministeriet Uffe Toudal Pedersen afgav forklaring i Instrukskommissionen, og han havde fået det samme spørgsmål mange gange i dagens løb:

Små 30 år senere kan det se ud, som om embedsværket er ved at lære en ny sandhed, der er lige så vigtig, som den er banal: To virkeligheder er én for meget.  

Hvorfor sagde du ikke højt, at der skulle administreres lovligt?

Sagen var den, at ministeriet i februar 2016 havde udsendt en pressemeddelelse, hvor der stod, at alle gifte asylansøgere, hvor den ene part var under 18 år, skulle skilles ad. Også hvis de havde børn. Alle.

Men ifølge Uffe Toudal og hans minister, Inger Støjberg, var pressemeddelelsen blot et stykke politisk kommunikation.

Hele systemet vidste nemlig, at det ville være ulovligt at skille parrene ad uden at foretage en individuel vurdering. Og hele systemet vidste, at det kunne være i strid med konventionerne at skille ægtepar ad, hvis de for eksempel havde fælles børn, som kunne tage skade af adskillelsen. Sådan lød forklaringen fra både departementschefen og ministeren.

Derfor vendte udspørgeren i Instrukskommissionen igen og igen tilbage til den erfarne, nu afgåede departementschef med det helt enkle spørgsmål: Hvorfor gjorde du det ikke klart, at loven selvsagt skulle overholdes? Hvorfor ringede du ikke og sagde det til de embedsmænd, der skulle administrere ordningen? Hvorfor sørgede du ikke for at skrive det i ministerens svar til Folketinget? Hvorfor forklarede I det ikke til offentligheden?

Da klokken denne torsdag nærmede sig 15, og embedsmanden var blevet udspurgt i næsten seks timer med få indlagte pauser, var der stadig ikke kommet noget brugbart svar. Men så lød det pludselig fra Uffe Toudal Pedersen:
”Jeg er ked af, at vi ikke fik beskrevet, at ved siden af pressemeddelelsen, der var en anden virkelighed, der gik i gang.”

Det lød – uden sammenligning i øvrigt – næsten som et ekko af Donald Trumps presserådgiver, Kellyanne Conway, da hun få dage efter præsidentens indsættelse i 2016 forsvarede den åbenlyst forkerte påstand om, at indsættelsen var blevet overværet af et rekordstort publikum, med henvisning til ”alternative fakta”.

I departementschefens korte svar ligger nøglen til at forstå sagen om Inger Støjberg og barnebrudene – og måske også nøglen til at forstå, hvorfor udlændingepolitikken efter to gode årtier har mistet sin kraft som den magiske tryllestav, der binder den borgerlige fløj sammen og holder venstrefløjen fra magten.

Det hele kan kiges ned til tre ord, der kom ud af departementschefen mund: en anden virkelighed.

Skiftet i 2001
Da Anders Fogh Rasmussen kom til magten i 2001, skete det på ryggen af et nybrud i dansk politik. Udlændingepolitik havde indtil da i store træk været præget af bred enighed – også enighed om ikke at gøre det til en politisk frontlinje. Nu blev udlændingepolitik gjort til et konfliktområde mellem de to blokke.

Et konfliktområde, hvor de borgerlige partier, særligt Venstre og Dansk Folkeparti, havde en uovertruffen styrke og Socialdemokratiet en tilsvarende svaghed. Store dele af vælgerkorpset ville have en markant strammere udlændingepolitik end den, Socialdemokratiet dengang kunne levere. Og afgørende dele af Socialdemokratiets egne vælgere havde det på samme måde.

Resten er historie, som man siger. Ud af udlændingepolitikken smedede Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en ekstremt slagkraftig alliance, der sikrede dem magten i forskellige koalitioner i 15 af de følgende 19 år. Og som gjorde DF til en ny nøgleaktør i dansk politik.

Men det er også en historie, hvor de finere detaljer er afgørende. Både for at forstå de seneste 20 års udlændingepolitik i almindelighed – og i særdeleshed for at forstå, hvad sagen om Inger Støjberg og den ulovlige adskillelse af asylpar handler om.

For udlændingepolitikkens to verdener – den politisk-kommunikative og den juridiske-administrative – blev født fra begyndelsen, da Anders Fogh Rasmussen oprettede Integrationsministeriet og udpegede Bertel Haarder til landets første integrationsminister.

Haarder har selv flere gange fortalt anekdoten om, hvordan han fik Fogh Rasmussen til eksplicit at love ham, at den nye og stramme udlændingepolitik skulle overholde internationale konventioner. Og det løfte blev skrevet ind som noget af det første både i VK-regeringens udspil til udlændingeloven af 2002 og den endelige aftale, som blev indgået med DF før sommerferien det år.

Til gengæld fik DF lov til at tage æren for, at Danmark strammede gevaldigt op i reglerne for asylansøgning og familiesammenføring. Der kom 24-årsregel, tilknytningskrav, ophævelsen af de facto-flygtningebegrebet og lavere starthjælp. Det var ny politik, som enten var direkte udviklet af Venstrepolitikere som Birthe Rønn Hornbech eller blandt Integrationsministeriets embedsfolk – ikke af Dansk Folkeparti.

På mange måder var der tale om en strategisk arbejdsdeling særligt mellem Venstre og Dansk Folkeparti.

Venstre sad på ministerposten i det nyoprettede Integrationsministerium. Dansk Folkeparti førte kompromisløs politisk kampagne på udlændingepolitikken. Det var en Venstreminister, der sørgede for den konkrete politik og den juridiske proces inklusive de internationale konventioner. DF høstede æren i offentligheden for, at der var kommet nye boller på suppen – og kunne samtidig kritisere, at der stadig ikke blev gjort nok, så udlændinge blev ved med at være et varmt emne i den offentlige debat.

Venstre havde magten. DF fik lov at føre ordet. To virkeligheder.

Støjberg fik dobbeltrolle

Det var en næsten magisk formel, der skaffede de borgerlige adgang til magten, de følgende mange år.

Men med tiden blev det et problem for Venstre, at DF sad så entydigt på fortællingen om udlændingepolitikken. Ikke mindst efter folketingsvalget i 2015, hvor DF gjorde et enormt indhug i Venstres mandater; så stort, at DF pludselig var blevet større end statsministerpartiet Venstre.

Det var baggrunden for Inger Støjbergs særlige karriere som udlændinge- og integrationsminister, hvor hun modsat Bertel Haarder, Rikke Hvilshøj og Birthe Rønn Hornbech ikke stillede sig tilfreds med ministermagten. Nu havde Venstre også en minister, der ville føre an i udlændingedebatten med samme hårdhændethed som Dansk Folkeparti.

De to virkeligheder fandtes stadig, men skulle ikke længere var strategisk fordelt på to partier. Nu ville Venstre generobre taktstokken fra Dansk Folkeparti, sådan at Venstre både havde den formelle magt og satte dagsordenen. Det viste sig straks at være vanskeligt.

Som reaktion på flygtningekrisen, der brød ud kort efter valget i 2015, fremlagde den nye regering en stribe forslag til stramninger af udlændingepolitikken. Ventetiden på familiesammenføringer blev hævet til tre år, kravene for at opnå permanent opholdstilladelse blev skærpet – og så blev det besluttet, at flygtninge, der ankom med store værdier, skulle aflevere dem ved grænsen. Det var den såkaldte smykkelov, der førte til en større shitstorm mod Danmark i internationale medier.

I Venstre var der stor frustration over kritikken – for det havde jo aldrig været meningen, at danske betjente skulle stå og konfiskere flygtninges vielsesringe eller halskæder ved grænsen. Reglen var mere af symbolsk karakter: Den skulle sende et signal til flygtninge og migranter om at vælge andre lande end Danmark.

Der var, som Støjbergs departementschef ville udtrykke det fire år senere i et retslokale på Frederiksberg, også ”en anden virkelighed”.

Smykkeloven var ikke det eneste eksempel på, at udlændingepolitikken efter 2015 begyndte at operere med forskellige virkeligheder.

Samme år indrykkede regeringen under stor medieopmærksomhed nogle annoncer i libanesiske aviser for at informere menneskesmuglere og potentielle flygtninge om stramningerne af danske asylregler.

Ombudsmanden gik lidt usædvanligt ind i sagen, selvom der ikke var danske borgere, der havde noget i klemme.

Han rettede kritik mod annoncen, fordi den efter hans mening kunne efterlade ”syriske asylansøgere med en opfattelse af den danske asylordning, som ikke er retvisende”. Det var problematisk, fordi der gælder en sandhedspligt, når offentlige myndigheder spreder information.

Ministeriet havde ellers argumenteret med, at ”hensynet til sandhedspligten ikke kan udelukke, at et ministerium i en annoncetekst orienterer generelt om lovgivningsmæssige stramninger og politiske målsætninger på et område uden samtidig at redegøre for alle detaljer i et omfattende regelsæt”.

Meget fint, svarede Ombudsmanden, selvfølgelig kan man udelade detaljer. Men det ændrer ikke ved, at information fra myndighederne skal være retvisende og ikke må være vildledende.

Den slags næser fra Folketingets Ombudsmand er normalt noget af det værste, embedsmænd og politikere ved. Men Inger Støjberg lod sig ikke mærke med kritikken.

”Jeg er ikke enig med Ombudsmanden. Hverken i hans vurdering eller i den kritik, han giver. Jeg agter også at sætte nye annoncer i med de nye stramninger, som vi nu gennemfører til januar,” sagde hun til Berlingske.

Det var 10. december 2015.

Inger Støjberg indrykkede ikke flere annoncer. Men præcis to måneder senere demonstrerede hun på en anden måde, at hun ikke var særlig mærket af Ombudsmandens henstilling om at overholde sandhedspligten.

Skil dem alle ad

Det var kommet frem, at der på danske asylcentre boede et antal ægtepar, hvor den ene eller begge parter var under 18 år. Aldersforskellen varierede fra 1 til 16 år. Den yngste pige var 14, den ældste mand var 32.

Støjberg hørte først om sagen, da hun sad i en minibus på vej til lufthavnen efter et rådsmøde i Bruxelles, og hendes instinkt var straks, at alle de par skulle adskilles. Så hun skrev et facebookopslag, hvor der blandt andet stod, at ”det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen”.

For en sikkerheds skyld viste hun opslaget til ministeriets øverste jurist, Lykke Sørensen, der også sad i minibussen på vej gennem Bruxelles’ forstæder. Juristen sagde ifølge ministeren god for opslaget, fordi ministeren har vide rammer til at regulere forholdene i asylcentrene.

Men de følgende dage og uger udbrød alligevel en intens diskussion i toppen af Udlændingeministeriet. For efter at have undersøgt sagen grundigt mente juristerne i ministeriet, at det ville være problematisk at skille alle ægtepar ad uden at give adgang til undtagelser. Det ville stride mod konventionerne og dermed være ulovligt.

Det er uklart, om juristerne også gjorde det klart, at det ville være ulovligt at skille parrene ad uden at vurdere hver enkelt sag individuelt. Det er ikke på grund af konventioner – det er bare dansk lov, at sager skal behandles konkret, og at der skal være adgang til at klage over en afgørelse.

For departementschefen blev sagen mere og mere utålelig, har han forklaret i Instrukskommissionen.

På den ene side stod Inger Støjberg, der ville adskille alle de unge par.

”Hun har et stærkt værdimæssigt udgangspunkt. Hendes synspunkt er, at de må indordne sig, når de kommer til Danmark – ligesom elever på efterskoler må overholde nogle regler. Hvis man ikke kan affinde sig med det, skal man ikke komme. Der er jo ingen normale piger, der gifter sig som 15-årige, mente hun. Derfor skulle vi give pigerne et pusterum,” forklarede Uffe Toudal i Instrukskommissionen.

På den anden side stod juristerne, der efter lidt indledende tvivl var kommet frem til, at man ikke kunne lave en ordning uden undtagelser.

”Men ministeren kunne aldrig helt slippe den tvivl. Hun havde måske lidt svært ved – jeg vil ikke sige ved at stole på – men ved at helt at tage til sig,at der var en juridisk forpligtelse,” forklarede Toudal.

Og midt imellem de to yderpunkter stod han selv.

Han mente nok, at sagen var lidt mindre dramatisk, end Støjberg gjorde den til. Men omvendt havde han stor forståelse for hendes politiske ambition og for hendes behov for at vise handlekraft.

”Der var kritik af, at ministeren ikke gjorde noget – og det var en kritik, der ramte hende hårdt. Det ramte hende på et ømt punkt, og derfor ville hun gerne ud med et stærkt og entydigt budskab.”

Efter 20 år, hvor udlændingepolitikken havde været et stærkt og uovervindeligt våben for Venstre, og hvor den politiske og juridiske virkelighed i perioder havde eksisteret i to parallelle virkeligheder, var det hele nu godt på vej til at støde sammen med et uoverskueligt brag.

Og det var Uffe Toudals opgave at forhindre det i at ske.

Kampen mod konventionerne

Da Inger Støjberg i foråret 2019 fremsatte et af sine sidste lovforslag som minister, åbnede hun for at indføre et loft over antallet af familiesammenføringer, og hvis loftet blev aktiveret, skulle alle ansøgninger om familiesammenføring sættes på hold, medmindre ”det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser”.

I lovens bemærkninger stod der ganske vist, at Danmark ønsker at leve op til sine internationale forpligtelser – men tvivl måtte altså ikke komme ansøgeren til gode. Konventionerne skulle udfordres.

Det var kulminationen på mange års frustrationer hos ledende politikere over at blive forhindret i at gennemføre de stramninger, som de anså for nødvendige.

Frustrationen var måske nok oprindelig født hos Dansk Folkeparti, men i årenes løb havde den spredt sig til et bredt flertal af partier – og i 2018 fik den ligefrem socialdemokraten Henrik Sass Larsen til at kalde Menneskerettighedsdomstolen for ”noget af det mest ødelæggende”.

Han gjorde det til en mærkesag for en kommende socialdemokratisk regering at “rode Danmark ud af” konventionerne, så politikerne – og dermed folket – kunne få magten tilbage.

”Det er nogle vilde ting, man lige pludselig skal underlægge sig i en eller anden godhedens navn, som jeg tror, er virkelig ødelæggende for midten og har gjort, at man har fået ubeslutsomme regeringer og parlamenter,” sagde Henrik Sass Larsen.

Frustrationen har ikke kun rettet sig mod ansigtsløse jurister og dommere ved en fjern domstol i Strasbourg. Den har også rettet sig mod embedsmænd og -kvinder i de danske ministerier.

Både borgerlige og socialdemokratiske ministre er bag lukkede døre blevet hørt klage over, at snart sagt ethvert forslag til stramninger bliver mødt med modstand og korslagte arme fra skeptiske embedsmænd. Især når det gælder udlændinge.

Derfor har der gennem nogle år været en tendens til, at skiftende regeringer har fremmet embedsmænd, som forstår det politiske spil på Christiansborg – og som kan lide det. Politikerne vil have embedsmænd, der peger på løsninger frem for problemer.

Skiftet fra Christian Kettel til Barbara Bertelsen på posten som departementschef i Statsministeriet er det mest markante af en lang række eksempler.

Touldals pragmatiske løsning

Skal man placere Uffe Toudal Pedersen på den skala, vil han nok lande som embedsmand af den gamle skole.

Hans første store karrierejob var som medlem af den daværende EU-kommissær Henning Christophersens kabinet i Bruxelles. Senere sad han med EU-området i Statsministeriet, inden han i en lang årrække var en populær og respekteret departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

En udenlandsk diplomat i Bruxelles beskrev ham i Altinget som en mand, der optrådte med ”en blanding af takt, diplomati og en smittende humor”, og den radikale Morten Østergaard takkede ham for ”at være en af de mest engagerede europæere på Slotsholmen”.

Her er ikke tale om en mand, der fnyser af foragt over internationale regler og forpligtelser – tværtimod. Toudals karriere er bygget op af europæiske klodser.

Men i 2016 sad Uffe Toudal med et problem, der ikke lod sig løse med et telefonopkald til Bruxelles. Han havde en minister, der krævede politisk handling mod barnebrude. Og han sad med sine egne jurister, der advarede om, at ministerens løsning ikke ville være lovlig.

Presset fra Støjberg var intenst, har Uffe Toudal beskrevet i Instrukskommissionen.

”Hun var irriteret over at sidde med sådan et vrantent embedsværk, som blokerede for, at hun kunne komme ud med et politisk budskab på et centralt område.”

Derfor valgte Uffe Toudal, der ikke selv er jurist, til sidst en pragmatisk løsning, har han forklaret: Ministeren fik lov at udsende en pressemeddelelse, der fik det til at se ud, som om alle par ville blive adskilt.

”Jeg så det som min opgave at få det til at fungere og komme videre. Vi kunne ikke sidde i hvert vores ringhjørne og skændes med nogle jurister,” forklarede han i vidnestolen.

Ifølge den tidligere departementschef gjorde han det helt klart for Inger Støjberg, at hendes løsning ikke kunne gennemføres i virkeligheden:

”Du skal vide, at vi ikke administrerer ulovligt. Uanset, hvad du skriver, så vil vi administrere med undtagelser,” sagde Toudal efter eget udsagn til Inger Støjberg.

Dermed fandtes der altså to fortællinger. Den, som fremgik af pressemeddelelsen. Og den, som embedsmændene skulle administrere efter. Eller som Toudal selv udtrykker det:

”Det betød i en eller anden forstand, at man fik skilt det politiske budskab fra den administrative praksis.”

Der var skabt to virkeligheder.

Støjbergs to spor

På sin vis havde de to virkeligheder eksisteret helt tilbage fra regeringsskiftet i 2001.

Men i begyndelsen havde det været en arbejdsdeling, hvor Venstre og Dansk Folkeparti havde hver sine roller og replikker.

Nu var det hele samlet i én person: Inger Støjberg.

Hun var den kompromisløse fortaler for verdens strammeste udlændingepolitik – og hun var den ansvarlige for at styre den samme politik igennem et vanskeligt farvand af love, forvaltningsregler og konventioner.

Det er næsten mere, end man kan bede et menneske om at gabe over.

Men da Inger Støjberg skulle forklare det i Instrukskommissionen, forsikrede hun, at det var helt enkelt:

”Jeg ved præcis, hvad meningen var: det var, at pressemeddelelsen var en pressemeddelelse, og at notatet var det, der skulle administreres efter. Det var sådan, det skulle forstås, og det var sådan, vi selv forstod det.”

Vidste embedsmændene det, ville udspørgeren vide?

”Ja, der kørte jo to spor.”

Når forløbet om Instrukskommissionen, Inger Støjberg og barnebrudene en dag skal skrives ind i historiebøgerne, vil det være historien om to virkeligheder.

Også selvom man måske ikke helt kan stole på fortællingen, sådan som Støjberg selv og hendes departementschef fortæller den.

Tænkte Inger Støjberg virkelig fra første færd, at der skulle administreres efter reglerne? Eller var det først, da Ombudsmanden nogle måneder senere gik ind i sagen, at lovligheden begyndte at optage hende? Hendes egne udtalelser til medierne og Folketinget, der er fremlagt i Instrukskommissionen, tyder på det sidste.

På den måde har sagen i princippet potentiale til at blive lige så alvorlig som den største politiske skandale i nyere tid, Tamilsagen, der endte med fire måneders betinget fængsel til den fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen.

Den sag førte også til stor selvransagelse i embedsværket. Den vigtigste læring var, at embedsmænd havde en klar pligt til at sige fra, hvis der foregår noget ulovligt.

Små 30 år senere kan det se ud, som om embedsværket påny er ved at blive mindet om læren fra dengang. Og at de samtidig lærer en anden sandhed, der er lige så vigtig, som den er banal:

To virkeligheder er én for meget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Uffe Toudal Pedersen

Fhv. departementschef, Udlændinge- og Integrationsministeriet, fhv. departementschef, Uddannelses- og Forskningsministeriet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)









0:000:00