Ulandsorganisationer i gang med stort generationsskifte i toppen

Nye vinde blæser i det danske udviklingssamarbejde, og kigger man rundt i de danske ulandsorganisationer, så har de fleste også fået nye styrmænd i de senere år. Det viser en opgørelse, som Altinget har foretaget.

Blandt de 17 organisationer, som Udenrigsministeriet har udvalgt som strategiske partnere, har 9 af dem skiftet ud på den øverste chefpost siden 2016 (se faktaboks).

Det betyder, at erfarne folk som Andreas Kamm, Lars Normann Jørgensen og Niels Tofte har overladt roret til en ny generation af generalsekretærer i form af blandt andre Trine Christensen, Rasmus Stuhr Jakobsen og Christian Friis Bach.

Spørgsmålet er, om de nye styrmænd også har sat en ny kurs? Og om der går vigtig viden tabt, når generalsekretærer med årtiers erfaring forlader scenen?

En ny virkelighed
Selvom Christian Friis Bach anerkender, at der har fundet et generationsskifte sted, så er han ikke meget for at inkludere sig selv i den nye generation.

”Jeg har været i miljøet i så mange år, at jeg ikke kan siges at være en del af en ny generation,” siger han.

Langt de fleste af disse ledere kender kun en nedskæringsoptik, og det betyder, at de skal kæmpe op ad bakke hele tiden. 

Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

Med et CV, der både dækker en fortid som bestyrelsesformand for Mellemfolkeligt Samvirke i 1990’erne og to år som udviklingsminister for De Radikale, så er han en erfaren herre. Men han glæder sig over de nye kollegaer.

”Det er dejligt, at der er så mange nye med en vilje til samarbejde. Man kan godt sige, at der før har været cementerede positioner, der opstår, når ledere sidder i lang tid. Der er en stor vilje til at samarbejde og blive klogere sammen blandt denne nye gruppe ledere, og det vil gerne jeg bidrage til,” siger han til Altinget.

Christian Friis Bach afløste sidste år veteranen Andreas Kamm, der i 19 år var ansigtet udadtil i Dansk Flygtningehjælp. Og ifølge Christian Friis Bach, så er det en ny virkelighed, som han arver fra sin forgænger på posten.

Eksempelvis er de kommercielle vilkår langt mere komplekse og udfordrende end før:

”Der bliver stillet store krav til ledelsen i de store folkelige organisationer, og der bliver stillet helt andre komplekse krav end tidligere. Jeg føler til tider, at jeg har mere og mere til fælles med direktørerne for de store danske virksomheder, for de har jo også bevæget sig hen mod os på værdisættet,” fortæller han og fremhæver verdensmålene som et eksempel på, at arbejdsfordelingen har ændret sig.

”I arbejdet med verdensmålene møder vi jo de private virksomheder på lige fod, men bare med hvert vores udgangspunkt. Hvis du går 20 år tilbage, var der langt fra en folkelig forening til de store danske virksomheder, og i dag er der ikke ret langt, og derfor skal vi også kunne matche de samme ting og krav,” slutter han.

Erfaring er også guld værd
At der er en verden til forskel på udviklingssamarbejdet i dag sammenlignet med tidligere, er Lars Engberg-Pedersen enig i. Som seniorforsker ved DIIS har han fulgt dansk udviklingspolitik tæt over de seneste årtier, og han misunder ikke de nye generalsekretærer deres arbejdsvilkår, der er blevet markant vanskeligere.

”Ikke mange kan huske 1990’erne. Det var en anden tid med en anden opbakning til udviklingssamarbejdet, end der er i dag. Siden 2014 har udviklingssamarbejdet udviklet sig til at være ekstremt meget mere fokuseret på de kortsigtede danske interesser, og det er en anden verden at operere i,” forklarer han.

Han fremhæver flygtningekrisen og Venstres mål om at reducere udviklingsbistanden til 0,7 procent af BNI som to af de største faktorer, der har ændret arbejdsvilkårene for ngo’erne.

”Langt de fleste af disse ledere kender kun en nedskæringsoptik, og det betyder, at de skal kæmpe op ad bakke hele tiden. Det er en udfordring for nye folk på posten ikke alene at skulle styre et stort foretagende, men også operere i en kontekst, der ikke er vanvittigt støttende for deres arbejde. Hvis de havde flere års erfaring på posten, så ville de måske kunne se, at denne situation er markant og speciel,” siger han og efterlyser samtidig klarere røster, der kan sige fra, når Christiansborg skærer i udviklingsbistanden. 

Har kaffen klar
Tilbage på Christiansborg er det omvendt mere dialog, der efterspørges. I hvert fald når man spørger Michael Aastrup Jensen, Venstres udviklingsordfører. Adspurgt om han kan mærke en generationsforskel på de nye generalsekretærer, svarer han "både-og":

”Sammenlignet med for bare to-tre år siden, så er ’banke-på-niveauet’ blevet markant lavere, men i forhold til det politiske, så er ngo’erne stadig de samme udadtil. Så det er mest i forhold til samarbejdet med os på Christiansborg, at jeg kan mærke en forskel,” fortæller han.

Synes du, at de er blevet mindre imødekommende?

”Jeg synes, at de nye er blevet mindre mødekommende, ikke mindre imødekommende,” svarer Michael Aastrup Jensen og forklarer, at følelsen af, at man spiller på samme hold på trods af uenigheder, er blevet mindre.

”Det er ikke en hemmelighed, at vi som regeringsparti og regering som sådan har nogle klare holdninger, og så har du jo også oplevet ngo’er, der har fået generalsekretærer og direktører, der er tidligere politikere eller er støbt af den politiske virkelighed. Jeg føler ikke, at vi er i krig med hinanden, men bare at de mere fører sig frem som politiske organisationer end deciderede ngo’er,” siger han, inden han slutter af med en invitation.

”Det er da også en stående invitation til en kop kaffe. Jeg prøver altid at have en åben dialog med alle, også med dem jeg er uenig med, for det er en del af min opgave. Så ja, jeg har kaffen klar, hvis de ringer på døren.”