Studerende: Alternativets gode intentioner drukner i dans og symbolpolitik

Af Anton Lykketoft
Studerende, Rysensteen Gymnasium

Lad os få noget på det rene.

Alternativet er det eneste parti i Danmark, der formår at have hjertet på det rette sted og samtidigt have øjnene fokuseret på de rigtige problemstillinger. Derfor hælder jeg til at stemme på dem igen.

Men når det så er sagt, er det absolut nødvendigt at pointere, hvor utrolig ringe de er til at få deres budskab ud til mennesker, der ikke stemmer på dem i forvejen.

Man skal kunne se forskel på Å og Ø
Det er, som om Alternativet ikke er interesseret i at være andet end Enhedslisten skrevet med et Å og ikke et Ø.

To år efter valget i 2015 havde Alternativet stemt identisk med Enhedslisten i hele 83 procent af alle Folketingets afstemninger. I et forsøg på at gå lige ud, i stedet for til højre eller til venstre, er det alligevel lykkedes Alternativet at fare vild og omfavne Enhedslisten i øst.

Det er mit håb som selverklæret progressiv, at Alternativet i fremtiden vil stå af kassecyklen og tælle til ti, før de bunder deres caffe latté og bryder ud i dans.

Anton Lykketoft
Studerende, Rysensteen Gymnasium

Hvis Alternativet gerne vil hæve sig over rød og blå blok, og lægge sig i midten af dansk politik, skal deres største samarbejdspartner ikke være den yderste venstrefløj.

Hvor Enhedslisten er et parti, der sidder fast i en opfattelse af private virksomheder som værende en ilde i samfundet, er Alternativet et parti skabt af iværksættere.

Alternativet har sågar foreslået, at vi i perioden 2017-2020 skal investere over to milliarder kroner i en iværksætterpakke, hvis formål er at gøre det lettere at starte nye virksomheder.

Alternativet skal fokusere på sine grundværdier og sit partiprogram i stedet for at gøre det lette og stemme som Enhedslisten.

Ja, det er, som om Alternativet ikke er interesseret i at få mere end de cirka fem procent af stemmerne, som de ligger til i meningsmålingerne.

Danmark skal tage internationalt lederskab
Det batter sikkert rigtigt godt på landsmødet og blandt størstedelen af Irmas kunder, når Alternativet i juletiden foreslår CO2-afgifter på flæskesteg og risalamande. Men blandt helt almindelige mennesker virker det elitært, da afgifter som disse rammer skævt.

Netop det var grunden til, at en rød regering i sin tid fjernede sukkerafgiften. Derudover er det et argument i sig selv, at Christian Poll og Rasmus Nordqvist ikke kunne nævne andre fødevarer end hummer og rejecocktails i deres forsvar af afgiften.

I min optik er det en skam. Det kan godt være, at Alternativet er grønne i mere end en forstand, og at de danser deres meninger frem, men det, de danser frem, er nu engang fremtidens politik.

Alternativet har indset, at de problemstillinger, som globaliseringen har medført, eksempelvis øget ulighed, kun kan løses globalt i internationale samarbejder som eksempelvis EU og FN.

Piketty og Macron foreslår begge, at vi indfører internationale selskabsskatter. Macron i EU og Piketty i FN.

Danmark skal ikke søge indad, for det fører til, at vi i sidste ende kun har indflydelse på farven på vores grænsebom. Vi skal i stedet tage internationalt lederskab og søge indflydelse på globalt plan.

Alternativet forstår udfordringerne - på papiret
Hvad der sker i udlandet dikterer, hvad der sker i Danmark. Det forstår Alternativet. I hvert fald på papiret.

Alternativet har indset automatiseringens indflydelse. 800.000 arbejdspladser står til at blive overflødiggjort i de næste 20 år.

Vi skal ikke forsøge at redde de her arbejdspladser, men skabe nye. Det gør man ikke ved at skære i uddannelse, men det modsatte. Det forstår Alternativet. I hvert fald på papiret.

Alternativet har indset, at vores velfærdsstat har brug for fornyelse. Vækst og konkurrence skaber ikke nødvendigvis et bedre land at leve i.

Omprioriteringskrav og effektivitetsmål skaber ikke nødvendigvis en bedre offentlig sektor. Restriktioner og modkrav låser folk i bestemte rammer. Fremtiden kræver, at vi bryder disse rammer.

Derfor bliver vi nødt til at overveje ting som borgerløn. Det forstår Alternativet. I hvert fald på papiret.

Glem ikke realismen
For mig er Alternativet ikke nødvendigvis et nicheparti. Men når der bliver brugt mere tid på insektspisning og kødfrie dage end på borgerløn og skat på finansielle transaktioner, er det svært at kalde dem andet end netop det.

Det er mit håb som selverklæret progressiv, at Alternativet i fremtiden vil stå af kassecyklen og tælle til ti, før de bunder deres caffe latté og bryder ud i dans.

Selvom det lyder godt i humanismens navn at hæve ulandsbistanden til fem procent af BNI (over 100 milliarder kroner om året), har Danmark aldrig givet mere end 1,06 procent (under Nyrup).

Et sådant forslag er intet andet end symbolpolitik og et åndssvagt forsøg på opmærksomhed. Og hvis der er noget, Alternativets nye politiske kultur burde gøre op med, så er det symbolpolitik.

De rigtige politiske idéer og tanker skal følges op med realistiske politiske forslag.

Det lysegrønne håb for fremtiden
Det er mit håb, at Alternativet i fremtiden søger hen over midten for at sætte sit præg på brede forlig.

Vedvarende ændringer i det danske samfund sker ikke på baggrund af skrøbelige mandater, men når flest muligt går på kompromis og arbejder sammen. Hvis Alternativet for alvor tør tage ansvaret og forsøge at gennemføre deres ambitiøse partiprogram, skal de være de sidste, der forlader forhandlingsbordet.

De skal presse den sidste bæredygtige dråbe ud af deres muligheder, hvor små de end må være. Alternativets grønne og progressive omstilling af samfundet skal kæmpes for, som det den er: nødvendighed.

Ikke som et hyggeprojekt, der kan fikses over en afgiftsbelagt rejecocktail.