Tv-serien Klovn viser, hvordan bruddet med maskuliniteten har efterladt manden uden retning

Mændene sakker helt klart bagud også på alle de sociale parametre, som Svend Åge Madsen nævner. Men selv om jeg er enig i, at det er et problem, køber jeg ikke den præmis, formanden opererer med:

“Når ingen forventer noget af dig, er der ingen grund til at kæmpe”, skriver han i samme svar.

Men er det virkelig rigtigt? Er der ikke masser af forventninger til manden og al mulig grund til at kæmpe? Og er det ikke netop dét, kvinderne har gjort, og derfor nu er så massivt repræsenteret på de videregående uddannelser?

Hvad skal manden kæmpe for? Han skal kæmpe med sig selv og for at udfylde den tvetydige manderolle, der tegner sig for tiden og fordrer, at enhver mand kommer ind i kampen og ikke giver op på forhånd.

Den retningsløse mand

Jeg lyttede for nylig til DR-podcasten Damerne Først om tv-serien Klovn, og ligesom værterne finder jeg seriens portræt af manderollen interessant.

Frank og Casper kan ses som metonymier for den senmoderne mand og hans uheldige reaktionsmønster i forhold til de ændrede kønsroller.

I podcasten fremhæver damerne Casper og Franks barnlige træk i Klovn. Identitetsdannelse forbindes normalt med unge, men i det senmoderne samfund betyder de ændrede forhold, at den er vedvarende.

Bag pinlighederne og klovnemusikken gemmer sig et alvorligt billede af den moderne mand, der har mistet sig selv.

Sif Søltoft
Jurastuderende

Casper og Frank illustrerer dette, fordi de har svært ved at blive voksne.

Bruddet med den klassiske maskulinitet har efterladt mænd uden en klar rettesnor, og de tidligere strukturskabte mandeidealer strider imod individualiseringen.

Sociologerne Anthony Giddens og Thomas Ziehe peger på det senmoderne samfunds frisættelse. De gamle normer og roller er væk. Det burde give frihed, men for mange mænd har det skabt forvirring. Uden rettesnor bliver friheden en byrde.

Hos Kierkegaard er angst og frihed tæt forbundne. Jo større grad af frihed, desto tydeligere viser angsten sig.

Kvinderne har taget kampen op og konfronteret angsten, mens mange mænd fryser fast i fortvivlelse.

Klovn portrætterer denne krise rammende. Bag pinlighederne og klovnemusikken gemmer sig et alvorligt billede af den moderne mand, der har mistet sig selv.

Frank og Casper er ikke bare to klovne, men spejlbilleder på den senmoderne mands vildrede. De vil være frie, men savner retning. De er barnlige, ironiske og styret af lyster. De er mænd, der ikke kan blive voksne, fordi de ikke længere ved, hvad det vil sige at være mand.

Frank – den åndløse spidsborger

Frank er den klassiske konfliktsky mand. Kierkegaard ville kalde ham spidsborger. Én, der lader andre vælge for sig og aldrig tager ansvar. Han lever efter en struktur, der er under afvikling, og indser ikke, at han selv kan forme sit liv.

Selvom de traditionelle kønsroller stadig præger samfundet, er de under opløsning, og Frank falder igennem, som mange mænd i dag, der ikke vælger selv. Manden oplever med andre ord et dobbelt pres.

Klovn viser konsekvensen af at klamre sig til gamle maskuline idealer.

Sif Søltoft
Jurastuderende

Han skal stadig forsørge, men det forventes også at han tager del i husholdningen og børneopdragelse.

Men trods de nye regler for barselsorlov, tager de fleste mænd kun den tvungne del af barslen.

I Klovn illustreres splittelsen i scenen, hvor Frank og Mia er på fossiljagt. Mændene hugger i sten som hulemænd, og det er et ironisk billede på, hvordan forældede idealer stadig præger nutidens mand.

Mia fungerer som Franks moralske kompas og moderfigur. Et symbol på mandens søgen efter tryghed frem for selvstændighed.

Da hun i en senere scene tager hans hårdt generobrede paraply og går, står han uden skjul. Han er tvunget til at stå på egne ben, men kan han det?

Casper – æstetikeren, der flygter fra tomheden

Casper repræsenterer en anden type: Den æstetiske livsnyder, som Kierkegaard beskriver. Han er styret af øjeblikkets nydelse og har et behov for frihed. Han jager bekræftelse i kvinder, køb og projekter og ender i tomhed. Han virker charmerende, men bag facaden lurer depression og afhængighed af anerkendelse.

Ligesom æstetikeren ironiserer over livet, tager Casper intet alvorligt. Serien bruger klovnemusikken til at understrege den eksistentielle tomhed. Humoren og barnligheden bliver et skjold mod fortabelsen, som mange mænd kan spejle sig i.

Klovn viser konsekvensen af at klamre sig til gamle maskuline idealer. Manden skal i dag både være empatisk og stærk, men balancen forvirrer.

Selvom der er sket et brud med de traditionelle kønsnormer, har manden svært ved at bryde med den stenalder-stereotyp, der siger, at han alene skal sidde på magten. Det er ikke mærkeligt, at mange mister orienteringen.

Men løsningen er ikke at give op, som Svend Åge Madsen synes at mene. Løsningen ligger i kampen.

Hensynet er en bjørnetjeneste

I stedet for at opruste vores militær burde vi derfor opruste vores mænd og drenge og lære dem om vanskeligheden ved den nye manderolle.

Drop kampvogne, vi har brug for mænd, der kan stå på egne ben. For samfundet har ikke brug for flere klovne. Det har brug for mænd, der tør blive voksne.

Samfundet har ikke brug for flere klovne. Det har brug for mænd, der tør blive voksne.

Sif Søltoft
Jurastuderende

Jeg er enig med Svend Åge Madsen, når han skriver, at vi står over for et alvorligt samfundsproblem. Men løsningen er ikke at fastholde drenge i evig barndom, hvor ansvaret for deres handlinger placeres hos alle andre. Tværtimod.

At tage særlige hensyn til "kønsbestemte behov" og motivere drenge på deres præmisser, gør dem kun en bjørnetjeneste i et samfund, hvor strukturen er under konstant omvæltning.

Vi har netop brug for "en tydelige sammenhæng mellem læring og praksis," hvor dem, der klarer sig bedst, er dem der gør sig mest umage. Uden en indre drivkraft til at skabe forandring, kan man ikke forvente, at nogen andre gør det for én.

Hvis kvinder har kunnet gøre op med de forventninger, der har ligget tonstungt på deres skuldre gennem århundreder, hvad forhindrer så en velvoksen mand i at gøre det samme?