I foråret besluttede de fem gamle partier, at man fremover skal tillade større underskud på de offentlige finanser. Frem mod 2030 skal det ligefrem være et mål, at det offentlige skal have et underskud som stiger til 0,5 procent af BNP.

Det svarer i dagens mønt til cirka 12,5 milliarder kroner. De penge kan nu også ”nærmest gratis” bruges til at finansiere de mange politiske ideer.

For eksempel er mere end halvdelen af De Konservatives skatteplan finansieret af penge fra råderummet, det vil sige blandt andet af, at staten Danmark skal køre med underskud.

Underskud kan bruges til det gode

På dette sted i fortællingen, ville de fleste nok forvente, at den gruppe jeg selv tilhører, økonomerne, gjorde oprør og forsøgte at vriste ringen ud af hænderne på politikerne.

Det er fornuftigt, at politikerne har manøvrerum til at holde hånden under samfundsøkonomien.

Anton Thorell Steinø
Økonomistuderende, Københavns Universitet

Sådan er det dog ikke, for herskerringen kan bruges til det gode.

Sidste år var det ligefrem de økonomiske vismænd, der foreslog, at man skulle tage de offentlige underskud til sig.

Det er fornuftigt, at politikerne har manøvrerum til at holde hånden under samfundsøkonomien, hvis en finanskrise eller en coronapandemi trækker tæppet væk under folks arbejde og livsgrundlag.

Offentlige underskud kan bruges til at kompensere cafeejere, der midlertidigt står uden kunder eller betale for nye jernbaner eller renovering af skoler for at holde håndværkere i arbejde, der ellers havde mistet deres indtægt.

Det har de fået bedre muligheder for nu. Desuden har staten Danmark en forholdsvis lav gæld, så danskerne risikerer ikke at måtte erklære statsbankerot eller betale høje renter, selv hvis underskud i nogle år gør gælden større.

Vores ressourceforbrug er en politisk prioritering

Der er dog naturligvis en bagside af medaljen. De danske prisstigninger er de højeste i 40 år; inflationen har nået ti procent. Hvis de offentlige underskud ikke bruges med omtanke, risikerer de at puste til inflationen.

Ingen ved naturligvis, om inflation vil være et problem i 2030, og det danske Finansministerium regner ikke med, at underskuddene kommer til at fyre voldsomt op under samfundsøkonomiens kedler. Det er bare ikke lige meget, hvordan pengene bliver brugt.

Problemet er bare, at hvis man lader, som om det er ”nærmest gratis” at lægge beslag på de ressourcer, der skal til for at gennemføre de store visioner, så risikerer man at blive ramt af høj inflation.

Anton Thorell Steinø
Økonomistuderende, Københavns Universitet

Hvis de offentlige underskud lægger beslag på ressourcer, der ellers er vigtige for resten af den danske økonomi, så vil det skabe knaphed.

Det kan være, man vil ansætte flere til at varetage plejeopgaver i det offentlige, og så kan de mennesker ikke samtidig arbejde et andet sted.

Det kan være, man skal bruge værktøj og materialer til at sikre den grønne omstilling. Så kan det værktøj og de materialer ikke samtidig bruges til renovering af private hjem.

Der vil opstå knaphed, og hvis man ikke gør noget for at undgå det, vil priserne stige. Men når pengene kommer fra råderummet, er det fristende at lade som om, de er ”nærmest gratis”.

Omvendt vil det ikke puste til priserne, hvis pengene bliver brugt på for eksempel iPads, som bliver produceret langt fra Danmark, eller på ulandsbistand i udlandet.

I så fald lægger staten Danmark ikke beslag på ressourcer, der kommer til at mangle andre steder i den hjemlige økonomi.

Dette er herskerringens dilemma; for det er en god ide at give bedre rammer for sundhedsvæsnet, og det er bydende nødvendigt at prioritere den grønne omstilling.

Problemet er bare, at hvis man lader, som om det er ”nærmest gratis” at lægge beslag på de ressourcer, der skal til for at gennemføre de store visioner, så risikerer man at blive ramt af høj inflation. En inflation, der rammer de fattigste hårdest.

Det er nødvendigt med politisk prioritering af, hvor samfundets menneskelige og materielle ressourcer skal bruges. Det er ikke længere i så høj grad et spørgsmål om, hvorvidt der er penge nok, men om hvor ressourcerne skal bruges. Kan politikerne håndtere den magt?