Sygeplejersken, som rejste ud i verden og kom hjem som direktør

PORTRÆTINTERVIEW: Jesper Brix er blevet truet på livet i Afghanistan, holdt som gidsel i Albanien, belønnet med en medalje for sit arbejde i Sibirien og har fundet kærligheden mellem Somalia og Sydsudan. Læger uden Grænser har fået en ny direktør med et globalt sindelag og en helt usædvanlig ro i maven.

"Vi har allesammen et ansvar for at gøre verden til et bedre og mere retfærdigt sted at være. Det er meget det, der driver mig," siger Jesper Hildebrandt Brix, Læger uden Grænsers nye direktør.
"Vi har allesammen et ansvar for at gøre verden til et bedre og mere retfærdigt sted at være. Det er meget det, der driver mig," siger Jesper Hildebrandt Brix, Læger uden Grænsers nye direktør.Foto: Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Der er situationer, som man kun kommer igennem, hvis man bevarer roen. En ladt kalashnikov for panden er en af dem.

Årstallet er 1999. Og patienterne myldrer til Læger uden Grænsers klinik. I baldrede personbiler og stuvet sammen på ladet af støvede lastbiler kommer de.

Lægerne har mistanke om et udbrud af mæslinger. Men området, de syge kommer fra, er usikkert og utilgængeligt. Så der må forhandles om adgang med den lokale sikkerhedschef fra Taleban.

Derfor sidder lederen af Læger uden Grænsers 12 klinikker i det nordlige Afghanistan, den danske sygeplejerske Jesper Hildebrandt Brix, sammen med sin tolk her på gulvet i et smalt, aflangt, bart lokale. Han er ubevæbnet. I modsætning til de fem Taleban-krigere, klædt i sort og med sort sminke om de vagtsomme øjne, der konstant hviler på ham.

Når man arbejder med ledelse og arbejder i komplekse situationer, så vil du nødvendigvis tage forkerte beslutninger. Hvis du ikke træffer beslutninger, sker der intet.

Jesper H. Brix
Direktør, Læger uden Grænser

“Vi sidder og snakker. Og så tager Taleban-lederen ladegreb på sin kalashnikov og stikker den op for panden af mig og siger: ‘Jesper, jeg kunne slå dig ihjel lige nu, hvis jeg havde lyst,’” fortæller Jesper Brix.

Indvendigt er han i en tilstand af panik. Men udadtil bevarer han roen.

Jeg kan huske de individer, jeg har mødt undervejs. Det lille klem i hånden, et glimt i øjet eller et lille skævt smil. Det er de små ting, som gør, at jeg bliver ved og ved.

Jesper H. Brix
Direktør, Læger uden Grænser

"Ja," siger han efter et par sekunders stilhed, "men det gør du ikke. For du ved godt, at hvis du skyder mig, så forlader Læger uden Grænser området, og så er her ingen lægehjælp til civilbefolkningen mere."

Et langt øjeblik går, hvorefter sikkerhedschefen siger: "Du har ret." Så lægger han sin riffel og serverer te. Forhandlingerne kan fortsætte.

”Indeni er man ved at løbe skrigende væk. Men det handler om at bevare roen og få løst konflikten. Så kan man rende skrigende rundt om huset bagefter,” siger Jesper Brix. 

"Jesper er provokerende rolig"
Den nytiltrådte direktør for Læger uden Grænser i Danmark har ikke manglet anledninger til at løbe rundt om huset i sine 44 år.

Der var for eksempel dengang i Somalia, hvor en kugle piftede så tæt forbi hans øre, at han kunne mærke lufttrykket fra projektilet. Eller dengang i Albanien, hvor han kortvarigt blev holdt som gidsel af bevæbnede mænd, som krævede en højere pris for den jordlod, hvor FN ville placere en flygtningelejr.

”Jeg ved ikke, hvor jeg har lært det med at bevare roen,” siger Jesper Brix selv.

Men at han har den – og endda i en usædvanlig grad – er de kilder, Altinget har talt med, enige om. Ja, hans kone, Pia, mener sågar, han er irriterende rolig.

”Det er utrolig svært at få et skænderi med Jesper,” siger hun:

”Jeg kan godt blive irriteret over, at jeg sjældent kan få ham op i det røde felt. Nogle gange kan man have behov for at skændes. Og så er det enormt provokerende, at han er så rolig og diplomatisk.”

Ordentlig og korrekt
Jesper Brix ankommer på slaget 7.30 til caféen, hvor vi har aftalt at mødes. Som et billede på punktlighed. Lemfældighed er ikke noget, han gør i.

Flere kilder fremhæver hans ordentlighed og korrekthed, grænsende til det militæriske.

“Det er rigtigt. Du kommer umiddelbart ikke til at se mig gå over for rødt eller gå rundt med en jakkelomme, der står åben. Så falder mine ting ud. Man skal have styr på sine stumper,” siger han:

“Uden at jeg ser det som en hæmmende faktor, så er jeg meget korrekt. Jeg vil gerne gøre tingene rigtigt. Jeg kunne forestille mig, at det er et levn fra min opdragelse.”

Men han tilføjer – i øvrigt bakket op af kilder, Altinget har talt med – at han godt kan finde ud af at slå gækken løs ved fester og især i private sammenhænge:

“Jeg kan sagtens bodysurfe hen over gulvet.”

Jesper Brix og hans søster Christina på trappen foran barndomshjemmet i Bruxelles. 

 

Vi kan gøre verden til et bedre sted – sammen
Jesper Brix’ far var seniorsergent. Moderen var sygeplejerske. Han selv er oversergent og sygeplejerske.

Fra han var et til seks år gammel, boede familien i Bruxelles, hvor faderen arbejdede for NATO og moderen for EU-diplomatiet.

Formentlig var det her, kimen blev lagt til det globale udsyn, der præger ham.

”Jeg mener, vi har et globalt ansvar. Vi har allesammen et ansvar for at gøre verden til et bedre og mere retfærdigt sted at være. Det er meget det, der driver mig. At skabe positiv forandring i verden kræver en global indsats fra os allesammen. Men så kan vi også godt gøre det,” siger han.

På dette tidspunkt, lige før jul, er Jesper Brix endnu ikke startet i sit nye arbejde som direktør for Læger uden Grænser.

Faktisk er han, konen Pia og de tre børn, Victor på 13, Julius på 10 og Dicte på 8, endnu ikke kommet helt på plads i deres rækkehus i et moderne bofællesskab i Trekroner ved Roskilde.

Han og familien er netop vendt hjem efter 13 måneders udstationering i det lille kongerige Lesotho i det sydlige Afrika. Det har været en fantastisk oplevelse, som har bragt familien meget tæt på hinanden, fortæller han. Og så har det samtidig været muligheden for at give det globale udsyn videre til næste generation.

”Jeg er utrolig glad for, at mine børn har fået det udsyn. At de har fået en forståelse for, at der er mennesker i verden, som har det meget meget dårligere, end vi har herhjemme i Danmark. At det vigtigste ikke er, om deres PlayStation virker, eller om der er internetadgang,” siger Jesper Brix.

At være hjemme ude i verden
Hans første opgave i det nye job er en tur til Den Demokratiske Republik Congo. Dermed starter han på sin hjemmebane: ude i verden.

Lige fra gymnasietiden var han overbevist om, at det var ude, han hørte hjemme. Og at det var det humanitære arbejde, der skulle bringe ham derud.

”Jeg læste mange tegneserier dengang, og Læger uden Grænser havde udgivet en tegneserie om krigen i Biafra (den nigerianske borgerkrig fra 1967-1970, red.), som jeg lånte på Frederikssund Bibliotek. Og der læste jeg så om denne her humanitære organisation, der dengang ikke fandtes i Danmark, og det arbejde og de dilemmaer, de stod i. Og det fangede mig.”

Kan du huske, hvad det var for tanker eller følelser, den tegneserie satte igang?

”Det var det med at stå ude i verden i en eller anden ukendt situation og være med til at gøre noget for andre. Gøre en forskel. Det der humanitære; at være ude, hjælpe andre, være med til at gøre en forskel for nogle mennesker ude i verden. Det tændte en gnist i mig.”

”Sådan en morakker”
Mens livet tog form, lå det humanitære og ulmede.

Jesper Brix trak frinummer. Men som søn af en seniorsergent var han aldrig i tvivl om, at han skulle i militæret. Så han meldte sig frivilligt og kom ind ved Gardehusarregimentet i Næstved.   

Det var her, Søren Kær Larsen første gang mødte ham.

”Mit allerførste indtryk af ham var ude i plutten, hvor vi skulle have alt vores habengut på. Jesper var en af de første, der var færdig, og spurgte, om der var nogen, der havde brug for hjælp. Nu er jeg fra Vestjylland, så jeg tænkte: 'Så skal sergenterne lige høre den. Sådan en morakker',” fortæller Søren Kær Larsen og fortsætter:

”Det har jeg jo måttet revidere siden. Det er jo bare udtryk for, at Jesper er helt utrolig hjælpsom og betænksom.”

”Varde” og ”Frederikssund”, som de to kammerater blev kaldt i forsvaret, fortsatte sammen på Hærens Sergentskole i Sønderborg. Herefter fulgte en periode, hvor Jesper Brix arbejdede som bartender i Odense og tog en uddannelse som Spies-guide på Mallorca.

Og så, i februar 1993, slog gnisten ud i lys lue.   

Den lille, stumme pige
På dette tidspunkt rasede krigen i Bosnien for fuld styrke, mens kamphandlingerne i Kroatien var overstået.

Jesper Brix tog med Mellemfolkeligt Samvirke til en flygtningelejr i Varazdin, i det nordøstlige Kroatien, hvor han skulle aktivere flygtningebørn.

”Der var en lille pige på fem-seks år, som ikke havde talt i et år, fordi hun havde set sine forældre blive skudt i Sarajevo af en snigskytte. De overlevede begge to og var i flygtningelejren,” fortæller Jesper Brix. 

Han og en spansk pige var meget sammen med børnene og sad blandt andet og tegnede meget med den lille pige.

”Vi var slet ikke bevidste om hele den der psykologi om, hvad en tegning kan gøre. Men pludselig begyndte pigen at tale. Det var fantastisk, da hun gik over til sine forældre og sagde: 'Far' og 'Mor'. De brød fuldstændig sammen,” fortæller han:

”Jeg får stadig gåsehud på armen, når jeg tænker på det.” 

Den oplevelse gjorde et uudsletteligt indtryk på Jesper Brix.

”Det var jo fantastisk at se effekten af mit arbejde. Jeg var faktisk med til at gøre en markant forskel for et enkelt menneske, for en familie. Og det er det, som har præget mig meget igennem mit arbejde,” siger han:

”Jeg ved godt, at jeg ikke kan redde hele verden, og det har jeg absolut ingen ambitioner om. Men kan jeg hjælpe de mennesker, som jeg møder på min vej, til at få en bedre tilværelse; gøre en forskel til det bedre...”

Han færdiggør ikke sin sætning, men siger efter en kort tænkepause:

”Det er de små ting. Jeg har lignende historier fra alle mine udsendelser. Jeg kan huske de individer, jeg har mødt undervejs. Det lille klem i hånden, et glimt i øjet eller et lille skævt smil. Det er de små ting, som gør, at jeg bliver ved og ved.”

Vi ved, hvorfor folk flygter
De små – og store – historier fra verdens brændpunkter skal have en mere central placering på dagsordenen. Og det er en opgave for Læger uden Grænser, mener organisationens nye direktør.

”Jeg synes, vi skal udtale os mere om de ting, vi ser. Vi kan rapportere udefra om, hvad vi oplever – uden at tage stilling til, hvem der har ret, og hvem der har gjort noget forkert,” siger han og fortsætter:

”I slutningen af 90'erne lavede vi en kampagne, der hed: 'Vi ved, hvorfor folk flygter'. Vi oplever de her ting. Det er noget, vi har set. Noget, vi har oplevet. Det er ikke andenhånds- og tredjehåndsberetninger. Den viden skal vi dele.”

Ser du et behov for en tilsvarende kampagne i dag?

”Den tanke har strejfet mig. Jeg mener, man bliver nødt til at forstå, hvorfor mennesker flygter. Vi må erkende, at vi lever i en verden, hvor folk rykker sig – og kommer til at rykke sig mere og mere. Både fra landområderne til byerne og over landegrænser for enten at flygte fra krig, tortur og undertrykkelse eller for at kunne brødføde deres familier. Og det bliver vi nødt til at forholde os til på en pragmatisk måde. Er det at lukke grænserne?” spørger han og fortsætter:

“Det skal jeg ikke sidde og gøre mig klog på. Jeg er ikke politiker. Jeg er upartisk og neutral, og det er ikke min rolle at finde at finde ud af, hvordan den politik skal udformes.”

At sætte sin egen succes på spil
Er der ikke en risiko for, at dine udmeldinger vil blive opfattet politisk?

”Jo, jeg kan hurtigt blive fanget i en politisk debat,” erkender Jesper Brix:

“Nogen kan opfatte vores udmeldinger som politiske. Men det er de ikke. Jeg vil bare gerne være med til at dele den viden, jeg har, og måske være med til at nuancere billedet herhjemme.”

Den tilgang får han opbakning til fra en af sine forgængere, Phil Clarke, som var direktør i Læger uden Grænser frem til 2007. Han mener, organisationen skal turde at sætte sig selv på spil og være talsrør for nogle af verdens svageste.

“Når en organisation vokser, som Læger uden Grænser har gjort, og bliver stor og anerkendt, er der også en fare for, at den bliver egoistisk. At den ikke tør sætte sin egen succes på spil. Det skal den vove at gøre,” siger han og fortsætter:

“Organisationen skal turde sige ting, der er upopulære. Ellers risikerer man, at den ender med bare at eksistere for sin egen skyld.”

Mobbet for at være fremmed
Som barn bragte Jesper Brix første gang den store verden til Danmark. Det gik ikke så godt.

I Bruxelles gik Jesper Brix i belgisk skole og havde kammerater fra flere forskellige lande. Men det var ikke kvaliteter, der blev værdsat, da familien vendte hjem til Danmark.

Måske spillede det også ind, at han led af astma og brugte inhalator. På Åbjergskolen i Frederikssund blev den lidt stille og tilbagetrukne dreng under alle omstændigheder holdt udenfor og mobbet.

”Jeg kom udefra. Jeg var fremmed og anderledes og var ikke en del af fællesskabet. Jeg fandt to-tre venner, som jeg var sammen med. Og så havde jeg ikke så forfærdelig meget med resten af klassen at gøre,” siger Jesper Brix. 

Det berørte ham meget, fortæller hans tre år ældre storesøster. 

”Jesper er tænksom. Han tog det meget ind,” siger Christina Hildebrandt.

Også hun oplevede mobning.

”Jeg kan huske en vinter, hvor jeg blev smidt igennem isen i åen og måtte gå hjem i kulden i vådt tøj med et kor af børn efter mig, der råbte 'Belgierlort',” fortæller Christina Hildebrandt.

"Jeg var aldrig den, der blev valgt først," siger Jesper Brix. Fodbold var ikke hans stærkeste side som barn. I stedet kastede han sig over atletik, allerede da han var otte. 

 

Jesper Brix husker ikke selv mobningen så tydeligt.

”Mine forældre fortæller mig, at de gerne ville være med til at løse det, men nej, jeg ville selv. Det kan jeg ikke huske. En eller anden dag, fortæller min mor, kom jeg hjem og sagde: 'Nu er problemet løst. Jeg bliver ikke mobbet længere'.”

Hvordan løste du det?

”Jeg ved det ikke. Men det stoppede.” 

Christina Hildebrandt var den beskyttende storesøster – altså lige bortset fra dengang, hvor hun gav sin lillebror en kroketkølle i panden, fordi han snød. Men hverken hun eller forældrene var en del af løsningen, fortæller hun.

”Vi ved ikke hvordan, men han fik taget hånd om det,” siger hun og fortsætter:

”Jeg forestiller mig, at han har konfronteret dem stille og roligt. Jesper er både diplomatisk og tænker grundigt over tingene. Og når han har gjort det, kan han komme op med nogle argumenter, som er meget svære at imødegå.”

Ikke tid til at blive læge
Fra et tidligt tidspunkt pegede pilen i kompasset på en karriere uden for Danmarks grænser. Men vejen dertil var langtfra lagt fast fra starten.

Som barn ville Jesper Brix være egyptolog eller søofficer. Men den første drøm gik i sig selv, mens den anden blev aflivet af de briller, han fik i gymnasietiden.

I stedet kastede han sin kærlighed på lægegerningen – nærmere bestemt ortopædkirurgi. Men utålmodighed blokerede vejen.

”Jeg satte mig og lavede lidt matematik: 'Seks et halvt års medicinstudie; så halvandet års turnus; så noget erfaring; så uddannelse til speciallæge og igen noget erfaring. Det vil sige, at jeg kan tage afsted med Læger uden Grænser, når jeg bliver 35-40 år. Det har jeg ikke tid til'. Så det valgte jeg simpelthen fra,” siger Jesper Brix.

I stedet drejede han sit blik en smule til siden og begyndte at undersøge sygeplejestudiet.

”Jeg gik med min mor på arbejde på et par vagter og fik undersøgt tingene og kom frem til, at jeg ikke behøvede at være på et sengeafsnit resten af mit liv, men at der var mange udviklingsmuligheder. Og så søgte jeg ind.”

En systematisk damptromle
Den metodiske og systematiske tilgang er meget kendetegnende for Jesper Brix.

”Jesper er meget nøjeregnende med, at det, man siger og gør, er undersøgt til bunds,” siger hans forgænger på direktørposten i Læger uden Grænser, Michael Gylling Nielsen.

Sådan har han altid været, fortæller hans søster, Christina Hildebrandt.

”Han er stædig ad helvede til. Når han først har sat sig noget i hovedet, så bliver det gennemført. Han er som en stille og rolig, fredsommelig damptromle,” siger hun og fortsætter:

”Udefra kan det se ud, som om han har lagt en plan, han bare kører frem efter. Men han har også evnen til at være fleksibel. Så hvis han møder et bump på vejen, så finder han den bedst mulige måde at komme over det bump på, og så får han kringlet sig frem til målet.”

Vejen ind i Læger uden Grænser
Præcis sådan forekommer vejen frem til stillingen som direktør for Læger uden Grænser at have været.

Set udefra kan det virke, som om Jesper Brix i gymnasietiden lagde en plan, som han siden har fulgt slavisk. Og nu er målet nået.

Men som det altid er med levede liv, indeholder de et vist element af tilfældighed.

For eksempel kom nærmest Jesper Brix nærmest snublende ind i Læger uden Grænser.

I sit sygeplejestudie var han i praktik på skadestuen i Hvidovre. Efter en hektisk nat sad han og sludrede med den vagthavende læge, som spurgte ind til det usædvanlige valg om at blive sygeplejerske, og hvad Jesper Brix ville med sit liv. Og han fortalte, at han ville ud med Læger uden Grænser.

"Det lyder rigtig godt," sagde lægen: "Og dav, mit navn er Jens Hillingsø. Jeg er medstifter af Læger uden Grænser og formand for bestyrelsen."

"Det var jeg ikke klar over," siger Jesper Brix: "Så godt havde jeg altså ikke gjort min research."

Mandagen efter startede han som frivillig for Læger uden Grænser ved siden af studiet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1990'erne fremstillede Læger uden Grænser et go-card med titlen "Han tjener penge på krig". Ideen var udtænkt af Jesper Brix og to andre frivillige under en brainstorm. 

 

Fangelejren i Sibirien
Tre år senere blev Jesper Brix første gang sendt ud for Læger uden Grænser.

Han havde gjort sit studie færdig, samlet noget erfaring og var klar til at rejse ud i verden. Første stop blev Koloni 33 i Sibirien.

De indsatte i den russiske fangelejr var voldsomt underernærede, og selv om forholdene var i bedring, mistede to-tre mennesker om måneden livet. Her drev Læger uden Grænser et behandlingsprogram for de op imod 2.000 fanger, som led af tuberkulose.

Jesper Brix’ opgave var at uddanne de russiske sygeplejersker på stedet. Men den egentlige udfordring var at gøre dem i stand til at handle på egen hånd i et hierarkisk system, der byggede på en kompromisløs tro på autoriteter.

“Jeg kan huske en situation, fra lige da jeg var kommet. Alle de russiske sygeplejersker var samlet for at høre om projektet, og oversygeplejersken, Svetlana, stod ovre i hjørnet. Da jeg var færdig, sagde jeg – som altid: ‘Nogen spørgsmål?’ Der var ingen! Det var der ellers altid, når jeg holdt oplæg,” fortæller Jesper Brix:

“Da vi så gik ud, sagde min russiske tolk: ‘Du kan aldrig få russiske sygeplejersker til at stille spørgsmål til dig. Du er en autoritet. Derfor stiller de ikke spørgsmål.’ Og der tænkte jeg: Nå, interessant. Hvordan får vi ændret det?”

Temperaturen i Sibirien kom om vinteren ned på 35 minusgrader. I landsbyen, hvor han boede, fik Jesper Brix både varme og selskab af en stor hund, som han tog sig af. 

 

Kvalitet frem for autoritet
Målet var både at uddanne sygeplejerskerne, men også at træne dem til at uddanne andre igennem et såkaldt "training of trainers-program." Det var på ingen måde nogen livret for oversygeplejersken, Svetlana, som følte sig truet på sin autoritet og kompetence.

“Vi fik vendt det til, at det mere var et spørgsmål om kvalitet end autoritet: ‘De stiller ikke spørgsmålstegn ved dig som leder, men ved nogle procedurer, som de gerne vil være med til at forbedre. Du er stadig lederen; det er stadig dig, der bestemmer; og de respekterer stadig hierarkiet og din autoritet, men de kan påvirke den måde, som arbejdet bliver udført på’,” fortæller Jesper Brix og fortsætter:

“Til sidst gik hun faktisk med på vilkårene og skabte det her træningskorps, som vi kunne sende ud til andre fængsler. Det lykkedes at skabe nogle individer, som ikke længere var bange for at sige deres mening. Det var en massiv adfærdsændring på syv måneder.”

En medalje til Mr. Nightingale
Programmet løb i flere år, indtil Læger uden Grænser måtte trække sig ud på grund af uenighed med de russiske myndigheder.

Som 30-årig modtog Jesper Brix den prestigefyldte Florence Nightingale Medalje fra Internationalt Røde Kors, primært for hans indsats i Sibirien.

“Jeg er glad for anerkendelsen, men jeg har stadig lidt svært ved at se, hvorfor det lige er mig, der skal have den. Jeg synes, der er tusindvis af mennesker, som fortjener den mere,” siger Jesper Brix og uddyber:

“Jeg opfatter, at medaljen er til de russiske sygeplejersker og den udvikling, som de har skabt. Jeg har måske været katalysator, men i sidste ende har det jo væres deres vilje og mod til forandring, der har skabt noget. Så jeg ser mere medaljen som deres, selv om det er mit navn, der står bagpå.”

I 2001 modtog Jesper Brix Florence Nightingale Medaljen, som uddeles hvert andet år af Internationalt Røde Kors til max. 50 sygeplejersker, som har udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder. Jesper Brix var den første mandlige, danske sygeplejerske, som fik prisen. 

 

Kærlighed ved første snaps
Noget langt større end den internationale hæder havde også fundet vej ind i Jesper Brix’ liv. Imellem to udsendelser mødte han sit livs kærlighed. Og igen var det tilfældet, der rådede.

I november var Jesper Brix kommet hjem fra Somalia og havde fået lov at sove på sofaen hos en kammerat fra kollegietiden.

Efter noget parlamenteren i deltagerkredsen fik Jesper Brix allernådigst tilladelse til at tage med til julefrokost hos en kvinde i vennekredsen, Pia. Og det var kærlighed ved første snaps.

“Jeg faldt med det samme for hans personlighed; hans evne til at være nærværende,” fortæller Pia:

“Han er så åben og ærlig og nysgerrig – både på sig selv og andre mennesker,” siger hun.

Også for Jesper blev julefrokosten en hjerteskælvende oplevelse.

De to var sammen næsten hver dag, indtil han i januar skulle afsted til Sydsudan. Og efter bare et par uger stod det klart for ham, at noget var forandret.

“Jeg savnede hende. Det havde jeg ikke rigtig prøvet på den måde før. Jeg vågnede op om natten og måtte ud og sidde på en stol og kigge op på den sydsudanesiske stjernehimmel, mens jeg tænkte: ‘Hvad fanden er det her?’ Det føltes så stærkt, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvad det var for noget,” fortæller han.

Jesper Brix kontaktede Læger uden Grænser og informerede dem om, at han måtte afbryde sin udsendelse og tage hjem - men selvfølgelig først når de havde fundet en afløser.

To måneder efter vendte han hjem til Danmark. Han og Pia har været sammen siden.

Som ungdomstræner i atletik oplevede Jesper Brix første gang glæden ved at få andre mennesker til at vokse. Her er det dog ham selv, der skal i højderne ved Frederiksborg Amtsmesterskab, hvor han skal springe højdespring. 

 

At få mennesker til at vokse
Den nye direktør har et grundigt forhåndskendskab til sin organisation – og ikke kun fra felten.

Efter mødet med Pia skruede Jesper Brix ned for rejseaktiviteten. Og efter et års tid, hvor han arbejdede på et af Røde Kors' asylcentre, fik han job som HR-chef i Læger uden Grænser.

Både som ungdomstræner i atletik og som sergent – og ikke mindst i Sibirien – havde han oplevet glæden ved at få andre mennesker til at vokse.

“Jeg synes, det er spændende at få mennesker til at rykke sig videre fra der, hvor de er, til et sted, hvor de gerne vil hen,” siger han.

I seks år sad han i organisationens sekretariat, før han kunne mærke, at han måtte videre.

“Jeg havde meget erfaring med HR og ledelse, men jeg ville gerne have noget mere formel viden og teori,” siger han.

Løsningen blev en stilling som international HR-konsulent i it-virksomheden NNIT, der er vokset ud af Novo Nordisk-koncernen.

Herfra husker hans chef, Brit Kannegaard Johannesen, Jesper Brix som det, hun kalder en ‘change agent’ for virksomheden.

“Vi havde meget fokus på global udvikling i den periode. Og Jesper kom ind med en stor indsigt i forskellige kulturer. Det betød meget, da vi byggede op og rekrutterede i lande som Kina og Philippinerne. Der blev lyttet, når han sagde noget,” fortæller hun.

Nej til olie, våben og tobak
Brit Kannegaard Johannesen peger på, at Jesper Brix har stor respekt for andre mennesker og er bevidst om, hvad der betyder noget for dem. Men han har også sine egne holdninger og meget stærke værdier.

“Det angav han allerede i sin ansøgning. Og det har været et godt match for os,” siger hun.

Jesper Brix siger selv, at hans værdibaserede tilgang udelukkede en lang række potentielle arbejdsgivere.

“Der er en masse virksomheder, hvor jeg af etiske, moralske årsager ikke ville kunne arbejde, selv om stilingen lød interessant,” siger han og uddyber:

“Jeg ville ikke kunne arbejde for et tobakskompagni eller for firmaer, der er med til at transportere våben. Heller ikke for firmaer med en fod dybt inde i de dele af olieindustrien, som er med til at skabe nogle af de problemer, vi ser rundt omkring i verden. Det ville gå imod mine principper i forhold til, hvad, jeg mener, er rigtigt.”

Og det er ikke det eneste sted, hans værdier slår igennem. 

"Jeg har stadig svært ved at forstå, at mennesker kan dø af sult i det overflodssamfund, vi har. Fortæl mig lige, hvordan det kan lade sig gøre? Det er sgu'da ikke rimeligt. I et dansk supermarked finder du den samme vare i syv forskellige afskygninger, og så dør der folk af sult. Hvorfor? Der burde da være ressourcer nok til alle," siger Jesper Brix.

En bro fra erhvervslivet til det humanitære
Selv om Jesper Brix kastede sig ud i det private erhvervsliv, slap han ikke sit humanitære fodfæste.

I 2009 blev han valgt som formand for Læger Uden Grænser, en ulønnet post, han bestred ved siden af sit fuldtidsarbejde i NNIT.

På den måde blev han brobygger mellem det humanitære og erhvervslivet. Og den rolle har han stadig. Nu går trafikken bare den modsatte vej.

“Jeg har fået en forståelse for forretningsverdenen, forretningsstrategier, cost-benefit-analyser – alle de her ting inden for mere professionel, forretningsdrevet virksomhed, hvor der er en bundlinje. Og det synes jeg, er utrolig interessant at sætte sammen med en humanitær organisation,” siger han og uddyber:

“Jeg tror, forståelsen for forretningskulturen kan hjælpe os til bedre resultater. Ikke kun i kroner og øre, men i strategi, organisation og medarbejderudvikling. Læger uden Grænser har et græsrodsfodfæste, som jeg tror, er med til at gøre os levende og dynamiske. Men vi har udviklet os og er blevet mere professionelle over årene, og det kræver nogle andre måder at tænke på. Så det tror jeg, er en styrke, jeg kommer ind med.”

Hvad er så dine svage sider?

“En af mine svage sider, som jeg er meget opmærksom på, og som både er en styrke og en svaghed, er, at jeg har en evne til at se sagen fra alle sider. Når du ser noget fra alle sider og faktisk kan argumentere for noget fra alle sider, så har du også sværere ved at tage en beslutning.” 

Har du så det?

“Det har jeg haft, og jeg har ikke altid forstået hvorfor. Men jeg har heldigvis lært, at selvom jeg kan se sagen fra mange sider og forstå folks synspunkter – selvom jeg er dybt uenig – skal det ikke stoppe mig fra at handle.”

Hvad gør du i situationen?

“Handler. Jeg er bevidst om, at jeg er i en situation, hvor det godt kan tage mig længere tid at tage en beslutning, hvis jeg ikke er opmærksom på det. Nogen gange har man tiden til det, og så er det fint nok. Andre gange er man nødt til at sige, at det har jeg ikke tid til nu.”

Hvordan vælger du så?

“Jeg analyserer den specifikke situation hurtigt og bruger folk omkring mig. Og det kan godt være, jeg ikke kan se det hele, men baseret på, hvor jeg står lige nu, og hvad jeg ved, så er det den vej.”

En fejl er ikke jordens undergang
Hvad gør du, hvis dine beslutninger ikke er de rigtige?

“Når man arbejder med ledelse og arbejder i komplekse situationer, så vil du nødvendigvis tage forkerte beslutninger. Hvis du ikke træffer beslutninger, sker der intet. Og hvis jeg så på et senere tidspunkt kommer frem til, at det var den forkerte beslutning, så er det vigtigt, at jeg tager læringspunkterne ud af det. Jeg kan godt sidde og bande og svovle over det, hvis det er meget alvorligt. Men det var nu engang den beslutning, jeg tog i den pågældende situation med de oplysninger, jeg havde,” siger Jesper Brix og fortsætter:

“Jeg er helt bevidst om, at hvis du skal bevæge dig fremad i livet, så vil du også begå fejl. Og jeg mener også, at folk omkring mig skal have lov til at begå fejl. Det er ikke ensbetydende med, at jeg tager let på det, men det nytter ikke noget at hænge fast i fejlene.” 

Er du god til at sige: Det var sgu en fejl?

“Ja, jeg synes, jeg er god til at anerkende mine egne fejl og tage ansvar for dem. For det mener jeg, er meget vigtigt. Du bliver nødt til at anerkende det og sige: ‘Jeg har begået en fejl, men jeg har lært af det’.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper H. Brix

Koordinator, Center for Civilsamfundsledelse, Globalt Fokus
sergent (Sergentskolen Sønderborg 1990), sygeplejerske (Hvidovre Hospital Nursing School 1997), oversergent-R (Sergentskolen Sønderborg 1998), proceskonsulent (Inpraxis 2011)

0:000:00