Systemets mand røg ud over kanten

"Hvad kommer der til at ske, når Bødskov kommer herover?" lød spørgsmålet fra embedsmanden umiddelbart efter udnævnelsen af den nu forhenværende justitsminister.

"Ingenting, absolut ingenting," lød det beroligende svar fra Bødskovs partifælle.

Ordvekslingen skulle vise sig at blive en præcis beskrivelse af Morten Bødskovs (S) tid som justitsminister. Ikke fordi Bødskov har taget let på opgaven, han er tværtimod en arbejdsom mand. Men han vil ikke blive husket som en justitsminister, der har flyttet hegnspæle.

Det var - som ordvekslingen antyder - heller ikke meningen. Den socialdemokratiske strategi var, at Bødskov i hovedtrækkene skulle fortsætte den borgerlige regerings retspolitik. Han skulle "holde fortet", så man ikke yderligere tabte stemmer til Venstre og Dansk Folkeparti på grund af værdipolitikken.

Den relativ stramme retspolitik flugtede fint med Bødskovs personlige holdning. Han var sammen med Henrik Sass Larsen (S) stærkt utilfreds med den bløde retspolitiske linje, Frank Jensen (S) førte som justitsminister i Nyrup-regeringen.

Embedsmændenes skygge
Som justitsminister anlagde Morten Bødskov en politisk linje, der flugtede bedre med flertallet af vælgerne, og i starten lå han ganske pænt i ministrenes popularitetsmålinger.

Men der begyndte efterhånden at komme sager, der førte til kritik fra snart den ene, snart den anden fløj. Sager, der alle illustrerer, at justitsministeren - som så mange af hans forgængere - var blevet ét med juristerne, hvad enten de er embedsmænd i Justitsministeriet, dommere eller ledende politimænd.

Først lempede Bødskov reglerne om udvisning af kriminelle. En ændring, han påstod var en teknikalitet, som ikke ville føre til, at en eneste kriminel undgik udvisning. Som efterfølgende domme viste, var der på ingen måde grundlag for Bødskovs forsikring.

Dernæst kom sagen om Københavns Politis skandaløse ignorering af narkohandlen på Vesterbro i sommeren 2012. Trods det åbenlyse svigt blev dokumenteret af TV 2 og åbent kritiseret af menige betjente, udtalte Bødskov flere gange "fuld tillid" til politiet. Rigspolitichefen skred dog til sidst ind, hvorefter ledelsen i Københavns Politi rettede ind.

Siden kom striden om offentlighedsloven, hvor Bødskov mødte stærk kritik fra flere sider på grund af indskrænkningerne i offentlighedens adgang til at kigge ministrene i kortene. Loven blev set som et skoleeksempel på, at Bødskov konsekvent fulgte den linje, hans embedsmænd havde lagt.

Derefter kom sagen om den velintegrerede thailandske pige Im, der fik inddraget sin opholdstilladelse og sammen med sin mor blev udvist til Thailand, fordi Ims danske stedfar døde. Her afviste Bødskov i lang tid at gribe ind, selvom han blev kritiseret af såvel venstrefløjen, de borgerlige og hans egne partifæller. Først efter massivt pres blev lovgivningen ændret.

At Bødskov til sidst faldt, fordi han har løjet for Retsudvalget i sagen om udvalgets besøg på Christiania, er derfor ikke helt ulogisk. For også i denne sag var Bødskov blevet ét med systemet, i dette tilfælde PET.

Thornings væbner
Morten Bødskov var sammen med Henrik Sass Larsen de vigtigste strateger på Helle Thorning-Schmidts hold i formandsopgøret mod Frank Jensen i 2005. En af konsekvenserne af Thornings sejr var netop en skærpelse af Socialdemokraternes værdipolitik.

Fra starten figurerede Bødskov som justitsminister i Thornings skyggekabinet, og Bødskov regnes stadig som en af statsministerens fortrolige. Derimod blev forholdet til Sass stærkt belastet af, at Bødskov som justitsminister afviste at udlevere et afgørende PET-notat i sagen om Sass Larsens rockerrelationer.

Morten Bødskov er 43 år, og på linje med Henrik Sass Larsen i 2011 må Bødskov nu starte helt forfra igen.