Tandlæge: Magtkamp om tandplejen går ud over danskernes tænder

Af Jens Krogsgaard
Tandlæge og næstformand i Praktiserende Tandlægers Organisation

Der foregår i øjeblikket en magtkamp om borgernes behov for tandpleje. Kampen står mellem regeringen med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i spidsen og landets praktiserende tandlæger.

Som gidsler uden for ringen sidder landets borgere.

Regeringen og sundhedsministeren vil give befolkningen den tandpleje, der kan rummes inden for en økonomisk ramme på cirka 1,4 milliarder kroner.

Tandlægerne vil give befolkningen den tandpleje, de har behov for efter en faglig vurdering af deres sundhedstilstand. 

I 2017 har disse to forhold ikke kunnet forenes og har medført overskridelser på rammen på 1,4 milliarder kroner med næsten 300 millioner kroner.

Borgerne har de huller og det behov for tandbehandling, de altid har haft, og det ændrer nogle djøf-designede retningslinjer ikke på. 

Jens Krogsgaard
Næstformand, Praktiserende Tandlægers Organisation

Selvom det offentliges tilskud til tandpleje er et tilskud til patienten og ikke tandlægen, så kræver sundhedsministeren, at det er tandlægerne, der skal betale beløbet tilbage. 

Tandlægerne kommer altså til at betale for borgernes behov for tandpleje.

Det svarer til, at en læge på skadestuen skal betale for at lægge en patients brækkede ben i gips. Vel at mærke uden at lægen har haft nogen skyld i bruddet.

Tandlægebesparelser skyldes hul i finanslov
Sagen har sit udspring ved tilblivelsen af finansloven i 2012-13. Her manglede der 300 millioner kroner til fængsler for rockere og andre kriminelle.

Hvor kan vi finde de penge, tænkte kreative folk i Finansministeriet? Jo da. Vi tager dem fra den ramme, der allerede var afsat til tandbehandling. Det er der nok ingen, der opdager.

Men det gjorde tandlægerne med det samme. 

Vi kan ikke give landets borgere behovsorienteret tandpleje efter nugældende regler for de penge, sagde tandlægerne. 

Hvad gør man så?

Jo, finansdrengene sætter Sundhedsstyrelsen til at fabrikere nogle retningslinjer, der blandt andet udsætter indkaldeintervallerne.

Styrelsen og regeringen forsøger altså at få befolkningens behov for tandpleje til at passe med de midler, regeringen sætter af til formålet. 

Tandlæger betaler befolkningens behandling
Det siger sig selv, at man ikke med et trylleslag kan manipulere med borgernes tandsundhed og behov for behandling. Borgerne har de huller og det behov for tandbehandling, de altid har haft, og det ændrer nogle djøf-designede retningslinjer ikke på.

Eneste måde at få pengene til at passe er, at tandlægerne ikke giver befolkningen den tandbehandling, der efter en faglig diagnose er behov for. Hvis tandlæger springer på den galej, udfører de imidlertid ikke lege artis-arbejde. Altså tandbehandling efter normal faglig forsvarlig standard.

For at bruge eksemplet med det brækkede ben svarer det vel til, at lægen sparer gipsen væk. Det heler nok alligevel.

Udfordringen for læger og tandlæger er bare, at de i så fald risikerer tilsyn, kontrol og sanktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi de ikke udfører deres arbejde fagligt forsvarligt og korrekt.

Så tandlæger står i dag i en situation, hvor de må vælge mellem at overholde den økonomiske ramme for tandbehandling og gøre regering og sundhedsminister tilfredse, men med risiko for kritik fra patienter og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Eller udføre behovsorienteret tandpleje og gøre patienter og styrelsen tilfredse, men få regering og sundhedsminister på nakken. Hvem sagde catch 22?

Tandlægerne valgte til fordel for landets borgere. 

Og regionerne, med hvem tandlægerne har en overenskomst om tandpleje, har ikke kunnet få flere midler til tandbehandling fra regeringen. Derfor har regionerne efter venligt råd fra sundhedsministeren 28. februar i år opsagt overenskomsten.

Særlov stiller Danmark dårligere end Polen i tandsundhed
I stedet overtager Ellen Trane Nørby nu taktstokken. Hun skal nok bestemme, hvilket behov for tandbehandling befolkningen har. Man er vel minister og djøf’er. Vi ved bedst.

Herefter er der fremsat en særlov, der skal regulere borgernes tandbehandling, så den ikke overstiger det behov, minister og ministerium mener, at borgerne har. Og hvis tandlægerne vover at give behovsorienteret tandpleje, kommer de selv til at betale. Så kan de lære det, kan de.

Blandt nyskabelserne i loven er, at borgere, der søger tandbehandling i Danmark, stilles ringere, end hvis man tager til Polen eller Tyrkiet. 

Ved tandbehandling i udlandet kan en patient nemlig få tilskud, selvom den udenlandske tandlæge ikke har tilsluttet sig de regler, der gælder i særloven via aktiv tilmelding. Det kan man ikke i Danmark.

Et eksempel: 
En patient, der søger tandbehandling hos en dansk tandlæge i for eksempel Aabenraa, kan ikke få tilskud, medmindre den danske tandlæge har tilsluttet sig særloven.

Vælger samme patient derimod at krydse landegrænsen få kilometer sydpå og lade sig behandle af en tandlæge i Flensborg, som heller ikke har tilsluttet sig særloven, da har patienten alligevel ret til tilskud fra regionen for den modtagne behandling.

Et velfungerende klagesystem skrotter man også med den nye særlov. Et system, der er udpræget patientvenligt med mulighed for tilbagebetaling af erlagt honorar, hvis der har været mangler ved behandlingen.

I stedet skal tandlægepatienter nu igennem det i andre henseender kraftigt kritiserede offentlige patientklagesystem uden mulighed for tilbagebetaling og med lange ekspeditionstider. 

Usikre regler om ejerskab åbnes der også op for, når beslutningen om tildeling af mindre end to  ydernumre placeres i hver af de fem regioner uden deltagelse af tandlæger.

Det åbner op for situationer, hvor en region mener, at ti ydernumre eller flere til samme tandlæge godt kan forenes med hensynet til patientsikkerheden, mens andre regioner mener, at tre er det maksimale og i øvrigt i overensstemmelse med gældende praksis i LSU.

Særloven er bestilt arbejde, der skal få pengene til at passe. Regeringen vil ikke betale for varen. De vil have en luksustandpleje, men kun betale discountpriser.

Konsekvensen bliver, at mange huller og andre behov for tandpleje ikke bliver udført fremover. Al erfaring viser, at det kun gør situationen værre og behandlingsbehovet større.

Måske mistes en eller flere tænder? Udgiften til behandling bliver i hvert fald større.

Værsgo at skylle, fru sundhedsminister. Men er det virkelig det, regeringen og sundhedsministeren vil?