Terroranslag styrker Mette Frederiksens fortælling

"Vi er nødt til at tage nogle ting i brug, som vi ikke tidligere har haft hverken behov for eller lyst til."

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i oktober, da hun argumenterede for nødvendigheden af øget overvågning. Udsagnet vakte enorm opstandelse på de sociale medier og førte en sand shitstorm med sig. Det er den måde, man argumenterer i totalitære systemer, den direkte vej til et orwellsk mareridt, et "Big Mette is watching you"-samfund, lød kritikken.

Slagsmålet fik en ekstra spand kul i denne uge under en forespørgselsdebat om overvågning i Folketinget. Her strammede justitsminister Nick Hækkerup (S) den yderligere med sin betragtning om, at overvågning kan give øget frihed. For overvågning øger trygheden, og uden tryghed ingen frihed, lød det spidsvinklede svar fra Hækkerup.

Dyb frustration
Kontroversen understreger den enorme retspolitiske kløft til i hvert fald tre af de fire partier, regeringen lige har lavet finanslov med. SF kan gå med S-regeringen et stykke, men langtfra hele vejen, og fra Alternativets Sikandar Siddique og Enhedslistens Rosa Lund har der lydt skarp kritik.

Flere har undret sig over, at regeringen tog den retspolitiske diskussion så offensivt, selvom det generede støttepartierne voldsomt. Forklaringen kom måske i går.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

I Radikale Venstre er man ikke alene dybt uenig med regeringens retspolitik. Der er også dyb frustration over, at Radikale ikke har antydning af indflydelse på et område, der alle dage har været principiel vigtig for partiet. Men lige netop dette politikområde sørgede socialdemokraterne med stor omhu for at holde uden for forståelsespapiret.

På den blå side af gærdet har efteråret vist, at der her er mindst lige så stor uenighed om retspolitikken. Striden om, hvor stor en indskrænkning af den personlige frihed man må acceptere for at beskytte sig mod kriminelle og islamister, splittede Liberal Alliance i to og vil splitte Venstre lang tid frem.

Forskellig analyse
Konflikterne er udtryk for forskellige politiske grundopfattelser, der hamrer mod hinanden – men de er også udtryk for meget divergerende analyser af, hvor galt det egentlig står til i Danmark.

Da Mette Frederiksen holdt sin åbningstale til Folketinget, hæftede mange sig ved, at talen var holdt i dystre vendinger. Det var et Danmark, der skulle passes på mod trusler fra såvel griske kapitalfonde, bandekriminelle og terrorister. Nogle så talen som alt for dystopisk, efterlyste optimisme og fremtidshåb – og anså trusselsbilledet for helt overdrevet.

Hvor meget regeringen på det tidspunkt har vidst om den igangværende optrevling af den islamistiske terrorgruppe, er uvist, men hvis terroranslaget har det omfang, det nu ser ud til, er der dømt hårde tider for retspolitiske duer. For nu står der pludselig en efterretningschef, der efter fangsten ord til andet gentager statsministerens slogan om at "passe på Danmark".

Fremmedkrigerne
Den islamistiske terror har været aftagende i Europa, siden den toppede i 2015-16, og det er snart fem år siden, Danmark blev udsat for terrorangrebene ved Krudttønden og den jødiske synagoge. Dermed er terrortruslen også gledet ned ad den politiske dagsorden.

Men torsdagens politiaktion viser, at truslen på ingen måde er forsvundet, tværtimod vil den forstærkes, når nogle af fremmedkrigerne vender tilbage til Europa, og IS kan genopbygge sig selv i ly af den tyrkiske invasion i de kurdiske områder.  

Sikker trumf
Terrorkomplottet kommer ikke til at flytte de principielle politiske holdninger i skismaet mellem sikkerhed og retssikkerhed. Men det gør en forskel, når det gælder analysen af truslernes alvor.

Det var ikke noget tilfælde, at Mette Frederiksen allerede efter få timer udtalte sig om sagen, og Nick Hækkerup i Jyllands-Posten satte en tyk streg under pointen med denne udtalelse:

"Det vidner desværre også om, at der er mørke kræfter – i det her tilfælde ekstremistiske islamistiske kræfter – der vil os det ondt og ikke skyr nogen midler.«

Flere har undret sig over, at regeringen har taget den retspolitiske diskussion så offensivt, selvom det generede støttepartierne voldsomt. Forklaringen kom måske i går. Hvis regeringen længe har kendt til efterforskningen mod den islamistiske gruppe, har man hele tiden siddet med et es, der kunne trumfe modstanderne.