Tidens højrepopulister har slået konservatismen ihjel

Jeg har længe ledt efter et modsvar til denne grænseløshedens evige disharmoni. Ikke i form af kommunismens utopiske pladder, der har ført til så uendeligt meget død. Ikke som et endemål, men som en forandring i væren. For det er unægtelig sandt, at vi alle hives ind i denne bevægelse mod konstant forandring forklædt som forbedring.

I den søgen er det tætteste, jeg er kommet, konservatismen. Ikke i den forstand, som de fleste forstår den, men i forståelsen hos den afdøde britiske filosof Michael Oakeshott. Hos hvem konservatisme ikke forstås som en total ideologi, men som en menneskelig disposition og et temperament, der foretrækker "the limited to the unbounded, the near to the distant, the sufficient to the superabundant, the convenient to the perfect, present laughter to utopian bliss."

Den konservative disposition bygger med andre ord på en kærlighed til det velkendte, det nære og på en grunderkendelse af, at de søjler, vi har formet, også har formet os. Hvorfor vi må være varsomme med at lade os forføre af tidens tilbøjelighed til at forkaste det eksisterende til fordel for det næste. For i den bevægelse risikerer vi ikke blot at miste det, vi elsker, men også selve livets nærvær i jagten på drømmen om, hvad det næste øjeblik kunne bringe.

Det er ej hellere en blind forherligelse af fortiden eller en specifik angiveligt overlegen tradition. For Oakeshott er fortiden stor, fordi den har givet os nutiden. I modsætning til højrepopulismens utallige udgaver af "Make this country great again", der vil legitimere at trække os tilbage til tabte tider ved at fremstille det nuværende samfund som fortabt og udsmidningsværdigt.

På mange måder er en konservatisme, der blot ekkoer Oakeshotts, en, som ikke længere eksisterer politisk.

De etablerede konservative partier gisper efter vejret, fra franske Les Républicains til de britiske Tories. Og på trods af, at alle partier fra Socialdemokratiet til Liberal Alliance kan forekomme at være bemærkelsesværdigt "konservative" udgaver af sig selv i disse dage, formår heller ikke Det Konservative Folkeparti at profitere på utrygheden ved tidens forandringsfart.

Måske er det på tide, at de vender deres fortidsfaders ord på hovedet og bliver så konservative, det gør noget: en organisk, stabiliserende kraft i en tid, hvor selv forståelsen af konservatisme er blevet rekonstrueret og er ved at gå i opløsning.

En udvikling, jeg i høj grad kobler til tidens populistiske, såkaldt nationalkonservative bølge, som mest af alt minder om de konstante reklameafbrydelser, der forsøger at vække følelsesudbrud, når du hører et smukt stykke musik på en streamingtjeneste.

Vi hives alle ind i bevægelsen mod konstant forandring forklædt som forbedring.

Peter Bitsch Hjortshøj

Jeg ønsker ikke at skyde de såkaldt nationalkonservative alle tidens tragedier i skoene, men jeg mener, de unægtelig bærer en stor del af skylden for, at konservatismen som nærværende væren og stabiliserende kraft er død.

Først og fremmest er denne populistiske nationalkonservatisme det længst mulige, man kan komme fra en selvberoende, konservativ kraft. Den er i sin kerne reaktiv og er derfor afhængig af konstant forandring.

Oakeshott beskrev den konservative disposition som en, der ikke bryder sig om forandring. Hvis forandring endelig skal ske, som den jo skal, er det at foretrække, at den på respektfuld vis forbinder det forhenværende naturligt med det næste.

Højrepopulismen er derimod drevet af et ukontrolleret skred væk fra det velkendte og en destruktion af det nuværende, heriblandt med sit ønske om at gøre op med konventionerne, som egentlige konservative kræfter engang var fanebærere for.

Derfor er det sigende, at en af de nationalkonservatives største helte, Elon Musk, er så determineret på at tage menneskeheden til Mars.

For intet billede kan være mere symbolsk for et menneske, der er så løsrevet fra nærværet og taknemmeligheden for det værende, end en der drømmer om et liv på en anden planet. Og det er i virkeligheden præcis det, tidens nationalkonservative gør. Kun den, som intet holder af, kan upåvirket acceptere blind forandring, og det er netop højrepopulismens kerne.

Den eksisterer i opposition og definerer sig gennem fjender. Dens kærlighed er ikke til det, der er, men til magten, den kan opnå. Og den er i hvert fald ikke konservativ, uanset hvor meget de modstrømssvømmende mini-Charlie Kirks ynder at kalde den det.

Højrepopulismen er drevet af et ukontrolleret skred væk fra det velkendte og en destruktion af det nuværende.

Peter Bitsch Hjortshøj

Nutidens "nationalkonservative" unge mand kan ikke sidde stille i to minutter. Han kan ikke tage et sekund til at reflektere, før han reagerer. Han lever ikke, hvor han er; han lever i det næste reel og har i den forstand langt mere tilfælles med den ydre venstrefløjs klientel end med en konservativ.

Verden har muligvis ikke bevæget sig i så ustabil en retning siden Anden Verdenskrig, som siden den nationalkonservative bølge for alvor brød frem i 2015. Det er ikke alene dens skyld, men den nærer og næres utvivlsomt af virakken, støjen og uforudsigeligheden.

Hvis der findes en konservatisme, som vores tid hungrer efter, er det ikke denne destruktive wannabe-version.

Det er tværtimod en, der kan kalde os tilbage til jorden mentalt og fysisk. En, der aldrig ville se stort på klimaforandringer, som tidens "nationalkonservative" gør, ud fra den simple erkendelse: Vi skal passe på det, vi har. En organisk, ikke formalistisk konservatisme, som ikke ånder gennem forandringen, men gennem forankringen i det nærværende og værner om det, der er, i visheden om altings forgængelighed.

Det er den konservatisme, vi har brug for. Den egentlige konservatisme til tiden.