Tidl. ambassadør om fransk regionalvalg: Macrons parti tabte, men han har stadig en chance til præsidentvalget

Valg til franske departementer og regioner har sjældent fået folk til at sidde på det yderste af stolene. Denne gang, med bare ti måneder til valget af præsident, kunne der godt have været mere på spil.

Det syntes franske vælgere ikke. Faktisk chokerende få. Af forskellige grunde – det kan have været sommervejr, en lidt kaotisk proces på vejen ud af corona-lockdown, en ”nu-kan-det-være-nok”-stemning eller almindelig ligegyldighed – gik kun omkring 34 procent til urnerne over de to runder af regionalvalg den 20. og 27. juni.

Nedtur til Le Pen

Franske meningsmålinger var på alle måder ved siden af skiven. Marine Le Pens parti National Samling stod ifølge målingerne stærkt i seks af de 13 regioner.

En massiv sejr ville have lagt til Le Pens møjsommelige opbygning af sig selv som troværdig landspolitiker. Hendes parti blev i stedet ramt i nakken af fraværsprocenten, der var mest massiv på yderfløjene. Ingen regionsformænd kommer i denne omgang fra National Samling.

Macrons nye parti LREM har kun haft fire år til at slå igennem lokalt. Så dårligt et resultat var alligevel ikke ventet. For første gang i den femte republiks historie går en siddende præsident til valg uden at have sat sit præg på i hvert fald et af de mellemliggende valg.

Der er rigtig mange, der ikke kan holde ham ud. Men ikke rigtig andre, der ifølge opinionsmålingerne kan gøre ham rangen stridig.

Kirsten Biering
Ass. seniorrådgiver, DIIS

Forunderligt nok ser de, der stemte på Macron i 2017, ud til nok at ville gøre det igen. Lokalt stemmer de til gengæld på dem, de netop kender lokalt. Det vil i dette tilfælde sige de regionsformænd, der var på genvalg fra det klassiske højre og det klassiske venstre.

Overbevisende konservativt Frankrig

Især højrefløjen gik det over al forventning. Skal man tegne et politisk kort ud fra de her valg, er Frankrig overbevisende konservativt. Linjen blandt højrefløjspolitikerne trækkes forståeligt nok direkte til næste års valg til præsidentembedet.

Det lægges nederst i bunken, at det kun var 34 procent af befolkningen, der stemte. At det var et lokalvalg om emner, der ikke interesser den almindelige vælger særlig meget. Og at bøvlet for højre først begynder nu, nemlig at finde en præsidentkandidat, som alle kan enes om.

Der er rigtig mange om buddet, blandt dem flere af de fremtrædende regionsformænd som Xavier Bertrand, Laurent Wauquiez og Valérie Pecresse, der alle fik et overbevisende genvalg.

Venstrefløjen, især det sønderbrudte Parti Socialiste, kunne også glæde sig over i denne omgang at holde hovedet oven vande.

Er det så den kostumeprøve på præsidentvalget, som højrefløjen håber på?

Trætte vælgere i pakket valgperiode

Franske vælgere har måske vist, at de som andre steder i vestlige demokratier er trætte både af corona og af traditionel politik. Der kan – ikke mindst blandt yngre vælgere – være en stigende træthed over for en pakket fransk valgkalender, der i en seksårig periode byder på præsidentvalg, parlamentsvalg, kommunalvalg, departements- og regionalvalg, alle over flere runder.

Deltagelsen ved præsidentvalget er traditionelt høj. Lige nu er det svært at forestille sig, at Frankrig skulle springe fra en valgdeltagelse på godt 34 procent til de 77 procent, som var tilfældet ved valget af Macron i 2017. Det kan få betydning.

Marine Le Pens vælgere er normalt blandt de mest loyale. Det er et ildevarslende tegn, at de denne gang ikke ville forlade sofaen. De systematiske forsøg på at skære de skarpeste ender af National Samling for at appellere bredere er måske ikke kernevælgernes kop the. Det kan også få betydning.

Macron har alligevel en chance

Men forskellen på lokal og national politik i Frankrig sætter hurtigt en grænse for, hvor kæk analysen kan være. I dag skelner franske vælgere ifølge målingerne endnu mere mellem de to niveauer, end de gjorde ved sidste regionalvalg i 2015. Selv på en god dag fylder politikeren ofte mere end partiet, og intetsteds så meget som i forbindelse med den femte republiks præsidentembede.

Det gør derfor ikke nødvendigvis noget, at LREM ikke er blevet noget stærkt brand på lokalt plan. Macrons politiske betydning er samlet om ham selv. Der er rigtig mange, der ikke kan holde ham ud. Men ikke rigtig andre, der ifølge opinionsmålingerne kan gøre ham rangen stridig.

Det traditionelle højre håber så bare på, at målingerne er lige så galt afmarcheret, hvad præsidentvalget angår, som de har været det ved regionalvalget. Så er Macron måske til at slå, og det bliver i hvert fald ikke Le Pen, han møder i slutduellen den 24. april 2022.