Tidligere departementschef: Det værste er hvis vi ikke gør noget

INTERVIEW: At lade politisk udpegede embedsmænd overtage en del af departementschefernes opgaver er ikke nødvendigvis en mirakelkur, men det er det bedste bud på en løsning. For hvis ikke departementschefernes rolle korrigeres, kan det skabe berettiget mistillid til hele embedsværket, siger bogaktuelle Peter Loft.

Hvis ikke departementschefernes rolle nyordnes, kan det skabe mistillid til embedsværket.

Stillingen som departementschef i et ministerium har nemlig udviklet sig på en måde, der gør det overordentligt svært for ministeriernes førstemænd at håndtere alle de bolde, man skal have i luften, på en god måde.

Det siger Peter Loft, der i næsten to årtier var departementschef i Skatteministeriet,

“Opgaven med at hjælpe ministeren med at få hans politik igennem er vokset så meget, at driften og det faglige i dag kommer i anden række,” siger Peter Loft til Altinget.

“Det kan betyde, at Folketinget kan begynde at spørge, om man kan stole på de oplysninger, der kommer fra ministeriet. Og hvis Folketinget begynder at have mistillid til ministerierne, så er det et ret stort problem,” fortsætter Loft, der stoppede som departementschef som følge af den såkaldte skattesag.

Sammen med Jørgen Rosted, der i otte år var departementschef i Erhvervsministeriet, er han aktuel med bogen "Hvem har ansvaret? – Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem", hvor de sætter embedsværket under lup og stiller en noget bekymrende diagnose.

De tre ben
En cheftaburet i et departement har grundlæggende tre ben, forklarer Peter Loft.

Populært sagt skal han for det første være administrerende direktør for ministeriet. Det indebærer, at han skal sørge for, at departement og styrelser er godt og effektivt drevet og udvikler sig på en god måde. De skal være godt styret, overholde de forvaltningsretlige grundsætninger og ikke bruge for mange penge. Denne funktion tager kun en mindre del af en departementschefs tid, og er således det spinkleste af departementchefstaburettens tre ben.

En departementschef skal for det andet være ministerens fortrolige og dennes politiske rådgiver. Han skal spille en central rolle i politikudviklingen og tage sig af de møgsager, der lander på ministerens bord. Går man langt nok tilbage, var denne funktion slet ikke en del af topembedsmændenes jobbeskrivelse, men med tiden er den begyndt at fylde voldsomt meget.

Det tredje og sidste ben kan betegnes som det faglige. Som departementschef skal du repræsentere den øverste faglige kompetence på dit område. Din minister har ganske vist det øverste politiske ansvar for, at lovgivning og bekendtgørelser er fejlfrie, at holde styrelserne i ørene, at svar til Folketinget er korrekte, sandfærdige og fyldestgørende, og for at der generelt er styr på det faglige. Men da en minister ikke kan forventes at have den tilstrækkelige faglige indsigt, er det reelt departementschefen, der må sørge for, at der er styr på sagerne.

Problemet er, at i takt med at det andet ben – den politiske rådgivning – er blevet fyldigere, er de to øvrige ben – det faglige og det driftsmæssige – blevet spinklere og spinklere. Og den ubalance er efterhånden blevet så udtalt, at aflastes taburetten ikke, så ramler den.

“Hvis departementschefen bruger stadig mere af sin tid på at hjælpe ministeren med at få hans politik gennemført, presser det hans opgave med at tilse, at alt, der går ud af huset, er korrekt,” siger Peter Loft, der også mener, at det kan gå ud over departementschefernes evne til at holde hånd i hanke med deres ministeriums underliggende styrelser.

“Noget tyder på, at nogle styrelser har fået lov at sejle deres egen sø, og derfor ser man nogle beslutninger, der kan være svære at forklare i en politisk sammenhæng. Så kan de ende som sådan en slags stat i staten eller en drabant, der svæver lidt frit i luften, løsrevet fra departementet, ministeren og resten af systemet.”

Det menneskelige aspekt
En udfordring er simpelthen, at disponeringen af ethvert menneskes tid er et nulsumsspil. Hver gang en departementschef bruger en time mere på at håndtere en møgsag for sin minister, er der en time mindre til at gå paragrafudkast, ministersvar og styrelseschefer efter i sømmene.

Men det, at departementscheferne bruger mere og mere tid på at agere rådgivere for ministrene, kan også på anden vis påvirke deres måde at agere på.

“Der er også et menneskeligt aspekt. Hvis du har siddet dag og nat og rådgivet din minister i nærmest enhver forbindelse, så bliver du til en vis grad ét med forslaget, og så begynder du måske ikke at se fejlene ved det,” siger Peter Loft.

“Der kan være tilfælde, hvor en departementschef får nogle faglige indvendinger fra sine medarbejdere. Samtidig har han en minister, der virkelig gerne vil i mål med sin politik. Der er en vis tendens til, at de departementschefer, vi har i dag, får sværere og sværere ved at afveje de to forhold.”

Giver mistillid
At jobbeskrivelsen for Slotsholmens fyrster forandrer sig, betyder også, at den type kandidater, der hyres til stillingerne, er under forandring, vurderer Peter Loft.

Han havde haft hele sin hidtidige karriere i Skatteministeriet, da han i 1993 blev udnævnt som chef for departementet, og er således et eksempel på en departementschef med en baggrund, der rent fagligt var skræddersyet til sit ressort.

“Nogle vil måske nok sige, at jeg ikke kunne andet end skat. Og det er måske også rigtigt. Men så kunne jeg også skatten bedre end nogen udefra,” siger han.

Peter Loft oplever, at departementschefer i dag i højere grad rekrutteres for deres evne til at hjælpe en minister med at få dennes politik igennem end for deres ressort-faglige kompetencer.

“I en ansættelsesprocedure betyder det måske knap så meget, om en kandidat er godt ‘inde i det’. Det, der betyder noget, er, om du kan bistå ministeren i den daglige politik. Og den rekrutteringspraksis har selvfølgelig nogle konsekvenser,” siger Peter Loft.

“Hvis departementschefen bruger stadig mere af sin tid på at hjælpe ministeren med at få hans politik gennemført. Og hvis han måske også i højere grad er rekrutteret for sin evne til at hjælpe ministeren med at få hans politik gennemført og måske knap så meget på, om han er fagligt kompetent på det område, han nu er chef for, så er det jo ikke så mærkeligt, at der sker en forskydning hen i den retning.”

Og når det faglige ender i anden række, så svækker det tilliden til systemet, siger Peter Loft.

“Uoverensstemmelserne mellem det politiske og det faglige fører til flere skæverter. Det betyder, at man generelt får mindre tillid til embedsmandssystemet.”

Et nyt lag
I deres bog foreslår Peter Loft og Jørgen Rosted, at departementscheferne bliver aflastet af et nyt lag af politisk udpegede embedsmænd – man kan kalde dem en form for politiske rådgivere – der kommer og går med ministeren. Disse skal overtage en del af departementschefernes opgaver med politikudvikling, rådgivning og sparring, ligesom de skal spille en rolle, der er mere offensiv end de nuværende departementschefers. Det gælder både i både udviklingen af ny politik og i den realpolitiske håndtering af svære sager, foreslår forfatterne, der forestiller sig, at politisk kostbare forløb som salget af Dong, den mislykkede indførsel af en betalingsring om København og forkortelsen af dagpengeperioden kunne have forløbet helt anderledes, hvis ministrene kunne have fået assistance af politisk udpegede rådgivere.

Forslaget vil kræve lovændringer, så det formelle ansvar for, at ministeriet altid giver korrekte oplysninger og følger love og internationale aftaler delvist forskubbes fra ministeren til departementschefen, vurderer Peter Loft. Det skal styrke departementschefens mulighed for at trække i håndbremsen i sager, hvor politiske hensyn kolliderer med faglige.

Uanset hvad er det dog langt fra nogen garanti for, at forslaget om en ny type topembedsmænd som supplement til departementscherferne vil løse problemerne omkring balancepunkterne i departementschefernes taburetter, siger Peter Loft.

“Jeg kan ikke svare på, om det her virker. Vi har stillet diagnosen. Om vores medicin er den rette, ved jeg ikke. Men der er opstået nogle ting ved det nuværende system, som vi er bekymrede for, og det er svært at se, hvad man ellers skulle gøre,” siger han, og tilføjer:

"Den største risiko er, at man ingenting gør."

Forrige artikel Connie Hedegaard ny formand for Aarhus Universitet Connie Hedegaard ny formand for Aarhus Universitet Næste artikel Ældre Sagen i oprør over lønsmæk til seniorjobbere Ældre Sagen i oprør over lønsmæk til seniorjobbere
Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

Kåre Mølbak er Mette Frederiksens corona-spåmand

PORTRÆT: Imens Søren Brostrøm er blevet en folkehelt, har Statens Serum Instituts faglige direktør Kåre Mølbak stort set undgået rampelyset. Det på trods af, at han er en af regeringens centrale rådgivere, og ham, der i sidste ende er ansvarlig for de data, Mette Frederiksen handler på.