Tidligere diplomat: Mette Frederiksen står alene med sin stærke krigsretorik. Overdriver hun bevidst?

Skræmmebilleder og krigsretorik

Politiske ledere i vore nabolande har i deres nytårstaler også talt om alvorstider. Ingen af dem har dog fremhævet krigstrussel og behov for oprustning som den danske statsminister.

Den norske statsminister fandt det derimod fortvivlende, at atommagterne ikke finder vej til nedrustning. Ej heller andre europæiske ledere fokuserede på trusler fra Rusland, Nordkorea og Iran som den danske. FN's generalsekretær talte om, at håb er drivkraften i forandring og advarede om klimaforandringerne. En udfordring, der af den danske statsminister kun blev strejfet.

Det må selvsagt kraftigt fordømmes, at Rusland har angrebet Ukraine. Men det er ønsketænkning at tro, at Rusland rømmer alle erobrede områder.

Frode Neergaard
Fhv. klima- og udviklingsdiplomat

Hvorfor fremmaner den danske statsminister mere end andre europæiske ledere et billede af en russisk trussel mod vores land og vores levevis? Og går i spidsen med skræmmebilleder og krigsretorik?

Tror statsministeren fuldt og fast på trusselsbilledet? Eller bruger statsministeren krigsfrygten som et redskab til – som statsministeren var inde på – at vi rykker sammen? Det kunne man forledes til at tro.

Dialog frem for våbenkapløb

Selv hvis der underskrives en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine, stopper Putin ifølge statsministeren ikke der. Putin vil ikke være tilfreds. Der kommer flere trusler mod vores land og levevis. Europa er mere udfordret, end vi var under Anden Verdenskrig. Putin ønsker et Europa på russiske præmisser.

Det er stærke udsagn.

På hvilke analyser baseres et sådant scenarie? Hvis det billede af den europæiske sikkerhedssituation er velunderbygget, hvorfor er andre vesteuropæiske ledere ikke ude med lignende advarsler?

Er det realistisk, at Rusland med sine knap 145 millioner indbyggere kan forme det øvrige Europa med 600 millioner indbyggere på sine præmisser?

Vildledning og overdrivelse var under Den Kolde Krig med til at få våbenkapløbet til at eskalere. Er det den vej, vi ønsker at gå? Statsministeren taler om behovet for oprustning. Og siger, at vi skal møde truslerne på den danske måde.

Er oprustning den danske måde? Hvad med dialog? Hvad med den danske evne til at skabe kompromis og bygge bro? Det har jeg som klimadiplomat oplevet, at vi er gode til. Vi kan også satse mere på internationale institutioner som OSCE og FN.

En fastfrysning af det nuværende scenarie i Ukraine er at foretrække frem for den blodige tragedie.

Frode Neergaard
Fhv. klima- og udviklingsdiplomat

En løsning vil før eller siden blive fundet gennem forhandling. Det synes at være, hvad Trump presser på for. For at få krigens grusomheder til at stoppe snarest muligt. Er det ikke på tide, at Danmark anlægger samme linje?

Jeg så gerne, at vi sætter vore diplomatiske kræfter ind herpå. Særligt i et år, hvor Danmark er blevet medlem af FN's Sikkerhedsråd, overtager EU-formandskabet senere på året og rigsfællesskabets formandskab for Arktisk Råd. Et styrket forsvar af rigsfællesskabets arktiske område skulle prioriteres frem for engagement i Ukrainekrigen.

Krigen er udsigtsløs

Hidtil har billedet af en russisk trussel været udbredt blandt danske politikere og medier. Danskernes opbakning til militær støtte til Ukraine er høj. Forslag om dialog og fredsforhandlinger bliver ofte fremstillet som naive.

Spørgsmålet er, hvor længe det fortsætter? Især fordi det står stadig mere klart, at krigen er udsigtsløs. Det må selvsagt kraftigt fordømmes, at Rusland har angrebet Ukraine. Men det er ønsketænkning at tro, at Rusland rømmer alle erobrede områder.

Nato er allerede meget stærkere end Rusland. Hvor meget skal der oprustes, før det er nok? Hvor meget mere skal Danmark inddrages i krigen? Kunne et trusselsbillede bliver en selvopfyldende profeti, hvis Danmark fortsat går i front med våbenstøtte – også våben der kan angribe ind i Rusland?

Ikke at Rusland vil gå i direkte militær konfrontation med Danmark – men optrappe den hybridkrig, som allerede er i gang? Er det det, vi ønsker? For mig er fred med en fastfrysning af det nuværende scenarie i Ukraine at foretrække frem for den blodige tragedie, som snart går ind i sit fjerde år.

Fredelig sameksistens i Europa

I et større perspektiv handler det om, hvorvidt alle parter vil arbejde for en sikkerhedsarkitektur, som sikrer fredelig sameksistens i Europa. Siden Anden Verdenskrig har der været fred på størstedelen af kontinentet. Det har EU bidraget til.

Fred forudsætter, at vi bygger på, hvad der forener, frem for hvad der splitter.

Frode Neergaard
Fhv. klima- og udviklingsdiplomat

Fred forudsætter, at vi bygger på, hvad der forener, frem for hvad der splitter. For eksempel historiske bånd, samhandel, kultur og fælles udfordringer som klimaforandringer og forurening. At europæiske lande fra øst til vest og nord til syd, trods forskellige politiske systemer, hverken angriber eller truer hinanden eller blander sig i hinandens indre anliggender.

Det er netop udfordringen. Det kræver politisk mod, vilje og tillid. Også i Vesteuropas demokratier.

Til tider forfalder vi til at opfatte vores samfundsmodel som den bedste. Og kritiserer nationer med anderledes styreform. Men giver det os ret til at blande os? Eller vil vi, som udenrigsministeren siger, forholde os til verden, som den faktisk er, og ikke som vi ville ønske, den var?

Ved at følge en sådan linje – også selv om den kan byde os imod – er der mulighed for at vende spiralen fra at eskalere mod mistillid, oprustning og krig til at fremme samarbejde, tryghed og fred.

Det vil samtidig skabe betingelser for, at Europa og resten af verden kan styrke den fælles indsats over for klimaforandringer, fattigdom, forurening, epidemier og andre globale udfordringer.