Debat

Tidligere IA-formand: Danmark bør droppe den formynderiske tilgang til Arktis

Krigen i Ukraine er en anledning til, at Danmark dropper den formynderiske tilgang til sikkerhedspolitikken og giver mere plads til Grønland. Natos rolle i Arktis bør være så lille som mulig, skriver Sara Olsvig, der er tidligere IA-formand.

Grønland skal være knivskarp på Natos differentierede rolle i Arktis. Hvor det overhovedet er muligt bør rollen være så lille som mulig, skriver Sara Olsvig, der er tidligere formand for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit.
Grønland skal være knivskarp på Natos differentierede rolle i Arktis. Hvor det overhovedet er muligt bør rollen være så lille som mulig, skriver Sara Olsvig, der er tidligere formand for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit.Foto: Foto: Rune Johansen / PR-foto
Sara Olsvig
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Grønland og Danmark står over for en historisk alvorlig og svær debat. Hvad skal Natos rolle i Arktis være?

Det var emnet ved Folketingets forsvarsudvalgs høring onsdag 23. marts. Høringen viste, hvor kompleks og dyb en dialog Grønland og Danmark både internt og hver især er nødsaget til at have, inden der træffes beslutninger.

Temadebat

Hvilke konsekvenser får Ruslands krig mod Ukraine i Arktis?

Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige og USA har i samlet flok valgt at trække sig fra alt arbejde i Arktisk Råd i protest mod Ruslands invasion af Ukraine. Dermed står Rusland, der lige nu er formand for rådet, alene tilbage.

Altinget spørger derfor i en ny temadebat:

  • Hvilke konsekvenser kan Ruslands krig mod Ukraine få for Arktis og herunder arbejdet i Arktisk Råd?
  • Kommer krigen i Ukraine og krisen mellem Vesten og Rusland til at skabe øget konflikt i området? Kommer et isoleret Rusland og det manglende samarbejde til at få konsekvenser for den bæredygtige udvikling i området?
  • Kan det trække Kina og Rusland tættere på hinanden sikkerhedspolitisk? Og hvordan skal Vesten, herunder Danmark, i så fald gribe det an?

Følg med i debatten på Altinget Arktis og send dit indlæg til [email protected], hvis du vil blande dig.

Der er en række faktorer, der bør være en fast bestanddel af Folketingets, Inatsisartuts (Grønlands parlament), Regeringens og Naalakkersuisuts (Grønlands regering) beslutningsgrundlag. Ruslands invasion af Ukraine har selvfølgeligt skabt en helt ny situation, både for Danmark og Grønland hver især, men også for Arktis generelt og for de arktiske folk i særdeleshed.

Grønland har klart og tydeligt bekendt sig til den vestlige alliance. Det viste den amerikanske udenrigsminister Blinkens besøg i Grønland i 2021, hvor udmeldingerne om et grundlæggende demokratisk værdifællesskab mellem Grønland og USA stod soleklare.

Samtidig har Grønlands utvetydige tilslutning til vestens sanktioner mod Rusland vist, hvor Grønland stiller sig, også i et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv. Men man skal skelne mellem et samarbejde med Nato og dét bilaterale samarbejde med USA Grønland har, både direkte og gennem Danmark.

Den koloniale fortid spøger

For at forstå forholdene for de arktiske folk må man se tilbage i tiden. En række historiske forhold viser, at arktiske folk i årtier har været smerteligt klar over, og direkte påvirkede af, de sikkerhedspolitiske spændinger og bevægelser, der har fundet sted i og omkring Arktis.

På grund af koloniseringen har Inuit, Samer og Aleuter levet adskilte af vestens og Ruslands statslige grænser, og særligt under den kolde krig skabte det store udfordringer

Sara Olsvig

Kolonisering har været et kendetegnende grundvilkår for arktiske folk, som også er kendetegnede ved at være få i antal, og som i årtier har kæmpet for øget selvbestemmelse gennem udvikling af egne demokratiske institutioner.

Samtidig er dét, at arktiske folk lever på tværs af statsgrænser et særtræk, man har tilfælles med mange andre oprindelige folk i verden. Netop på grund af koloniseringen har Inuit, Samer og Aleuter levet adskilte af vestens og Ruslands statslige grænser, og særligt under den kolde krig skabte det store udfordringer. Særligt for Inuit i Rusland, hvor overlevelsen af sprog og kultur var, og fortsat er, truet.

Netop derfor er det ikke et naivt ønske, når arktiske folk kræver demilitarisering, eller at Arktis forbliver en fredelig region. Det er derimod et reelt ønske om ikke at blive mål i stormagternes konflikt.

Forskel på dansk og amerikansk tilstedeværelse

Arktiske folks vilkår er et alvorligt og integreret forhold i problematikken omkring præcis hvordan og hvor i Arktis, militær tilstedeværelse skal udvides eller ændre sig.

Det er ekstremt vigtigt, at debatten om amerikansk, dansk og Natos militære rolle i Grønland og Arktis bliver præcis og nuanceret. Danmark skal rumme kompleksiteten i sine overvejelser og bør anerkende, at også den sikkerhedspolitiske udvikling er noget Grønland selv påvirker og har en holdning til.

Det er derfor også højaktuelt at være grundig i sine overvejelser om, hvorvidt den militære tilstedeværelse i Grønland af anden karakter end 'domain awareness' skal udvides. Hvem præcis skal i så fald udvide sig, og skal denne tilstedeværelse tælle med i Natos styrkemål? Også hér må man træde varsomt.

Ønsker man lavspænding, er der stor forskel på, om det er amerikansk tilstedeværelse, dansk tilstedeværelse, eller om det er Nato som får en ny rolle i Arktis.

Dansk forsvars tilstedeværelse har historisk og strategisk været så 'ufarlig' som mulig, med fokus på løsning af civile opgaver og suverænitetshævdelse. Grønland og Danmark har løbende krævet af amerikanerne, at deres tilstedeværelse i Grønland er så fredelig som mulig. Da Grønland forhandlede sig til bordet og i 2004 blev en del af Igaliku-aftalen om Pituffik (Thule Air Base) var det med et politisk rationale om, at Grønland, ved at lægge land til missilskjoldet, bidrog til opretholdelse af verdensfreden.

Grønlands skal have indflydelse

Arktis har en ny rolle i det sikkerhedspolitiske spil i dag, og den oprustning der er foregået langs Ruslands arktiske grænser har pustet til sikkerhedsdilemmaet, og vækket et amerikansk behov for øget tilstedeværelse. Det så man blandt andet ved det amerikanske forsvarsministeriums udmelding i 2018, om villighed til at investere i kritisk grønlandsk infrastruktur med 'dual use' øjemed.

Danmark bør lægge sin paternalistiske tilgang til sikkerhedspolitiske spørgsmål fra sig og anerkende, at inddragelse af Grønland kun gør beslutningsgrundlaget stærkere

Sara Olsvig

Grønland har gennem de seneste mange årtier spillet en aktiv rolle i helt konkrete sikkerhedspolitiske spørgsmål. I spørgsmålet om Natos tilstedeværelse i Arktis bør Grønlands regering og parlament være fuldt integrerede i beslutningsprocesserne. Grønlands utvetydige udmeldinger om et værdifællesskab med den vestlige alliance bør her ses om det grundlæggende vilkår, hvorpå de præcise forhold debatteres.

Situationen skaber yderligere udfordringer både i Danmark og i Grønland, og der skal mentalitetsændringer til begge steder. I Danmark bør man lægge sin paternalistiske tilgang til sikkerhedspolitiske spørgsmål fra sig og anerkende, at inddragelse af Grønland kun gør beslutningsgrundlaget stærkere og mere nuanceret.

Det skaber også en udfordring for Nato, som hidtil kun har ønsket at inddrage staterne og deres parlamenter. Grønland og Danmark går derfor lige nu direkte ind i et nyt spændingsfelt, hvor man bør lære af succeser og fejl fra de seneste års tovtrækkeri om inddragelse, samtidighed i informationsdeling, og spørgsmålet om fællesskab eller ej om en linje.

Natos rolle skal være så lille som muligt

I Grønland må man få gennemtænkt og udviklet sine politikker og anerkende, at Grønlands rolle er vigtig og blivende. Derfor er man nødt til at udvide sin viden og kapacitet på de sikkerheds- og forsvarspolitiske områder. Det kræver hårdt politisk arbejde, og det kræver midler til flere hænder og hjerner.

Det er meldt ud, at Naalakkersuisut (Grønlands regering) dette forår fremlægger Grønlands egen udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Men overvejelserne om Natos fremtidige rolle i Grønland og Arktis er allerede i gang. Grønland bør hurtigt forholde sig præcist til spørgsmålene.

For at mindske konsekvenserne af Ruslands invasion af Ukraine for arktiske folk bør man være knivskarp på Natos differentierede rolle i Arktis. Hvor det overhovedet er muligt bør rollen være så lille som mulig.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sara Olsvig

International formand, Inuit Circumpolar Council, ph.d.-stipendiat, Ilisimatusarfik, medlem, Grønlands Råd for Menneskerettigheder
cand.scient.anth. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00