Kim Kielsen
Vivian MotzfeldtTidligere landsstyreformand forlader Siumut efter 41 år i partiet

Uenigheden i toppen af det grønlandske parti Siumut får nu endnu en topfigur til at melde sig ud. Parlamentsformand, tidligere landstyreformand og mangeårigt medlem Kim Kielsen er nu fortid i partiet.
Det skriver KNR.
Fredag trak Siumuts formand, Aleqa Hammond, partiet ud af den grønlandske regering. Den beslutning fik tirsdag den nu tidligere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt til at forlade partiet i protest. Hun får nu følgeskab af formanden for Grønlands parlament, Inatsisartut, Kim Kielsen.
"Jeg er fuldstændig enig med Vivian Motzfeldt i, at beslutningen om, at Siumut i fredags trådte ud af naalakkersuisut-samarbejdet, var forkert og baseret på et uforståeligt og utilstrækkeligt grundlag," lyder det fra Kim Kielsen ifølge KNR.
Uenigheden i partiet tog fart, da formand Aleqa Hammond kritiserede, at to ministre fra regeringspartierne IA og Demokraatit stiller op til folketingsvalget. Det kulminerede, da hun trak Siumut ud af regeringskoalitionen. Vivian Motzfeldt mistede dermed sin ministerpost.
Med Vivian Motzfeldt og Kim Kielsens exit har partiet mistet to af sine helt store profiler. Kim Kielsen har i mange år været en central figur i Siumut, som han har været medlem af i 41 år.
Han var formand for Siumut 2014 til 2020 og landsstyreformand fra 2014 til 2021.
Ved valget i Grønland i 2025 gik Siumut tilbage og blev mere end halveret i forhold til det forrige valg i 2021. Partiet gik fra ti til fire mandater i parlamentet, Inatsisartut.
Kort efter valget i foråret 2025 trak Siumuts daværende formand Erik Jensen sig. Vivian Motzfeldt blev indsat som fungerende formand, men tabte et kampvalg mod partiets tidligere formand Aleqa Hammond, der vendte tilbage på posten.
Siden hjemmestyret blev indført i 1979, har Socialdemokratiets grønlandske søsterparti, Siumut, med undtagelse af to perioder siddet på magten. Partiet blev stiftet i 1977 af "de tre isbjørne", Jonathan Motzfeldt, Lars-Emil Johansen og Moses Olsen, der var med til at indføre hjemmestyret.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

Kim Kielsen
Formand for og medlem af Inatsisartut (løsgænger, tidl. Siumut), formand, Vestnordisk Råd, fhv. formand og fhv. naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Naalakkersuisut

Vivian Motzfeldt
Fhv. naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Naalakkersuisut - Grønlands selvstyre, medlem af Inatsisartut (løsgænger, tidl. Siumut)
- Vermund væmmes ved det yderste højre: "En syg tanke, at vi defineres af gener"
- DF's nye folk i København er klar til at gøre livet surt for Sisse Marie Welling
- Fra dag ét var målet, at hun skulle tilbage. Men pludselig nagede et spørgsmål Mai Mercado
- Tidligere kommunaldirektør: Vi har ladet andelen af elever med skolevægring vokse. Børnene mister især to ting
- Mennesker er ikke kun rationelle, men styres af følelser og normer. Det skal afspejles i lovgivningen, mener forsker



































