Tidligere plejebarn kritiserer minister: Boller og kakao er ikke nok, Karen!

Når Ea vågner, ved hun aldrig, om hendes mor er der. De dage mor er hjemme, finder Ea hende i stuen, stinkende af sprut og sovende i en fremmed mands arme. Så kan Ea gå i skole.

Hvis mor ikke ligger fuld i sofaen, bliver Ea bekymret. Så vandrer den seksårige pige fra værtshus til værtshus, indtil hun finder sin mor. De dage kommer Ea ikke i skole. Sådanne dage er der mange af.

Kernen indeni en går i stykker. Sådan forklarer Ea Krassel, hvordan det føles at vokse op med det kaos, der fyldte hendes tidlige barndom. En barndom med en stærkt alkoholiseret mor, manglende omsorg og konstant utryghed.

Heldigvis kom Ea Krassel godt ud på den anden side. I dag er hun 34 år gammel, har godt job, en dejlig mand og to sønner. 

Mine problemer kunne ikke vente til hver torsdag kl. 16.00, når psykologen havde tid. Når ens angstanfald bryder ud, så skal man have plejeforældre, der kan håndtere det.

Ea Krassel
Tidligere plejebarn

Men sådan gik det kun takket være en plejefamilie, som udover kærlighed og omsorg også havde evnerne til at bygge Eas kerne op igen. Den kerne, der i årevis var blevet nedbrudt af svigt, sorg og traumer.

"Hvis ikke jeg havde haft plejeforældre, der professionelt kunne hjælpe mig med mine problemer, så havde mine barndomstraumer ødelagt mit liv," fastslår Ea Krassel.

Derfor er hun rygende uenig med socialminister Karen Ellemann (V), som advarer mod at 'overprofessionalisere' plejefamilier og gøre dem til 'mini-institutioner'. Ifølge Ea Krassel er det helt nødvendigt, at plejefamilier får mere uddannelse, hvis de skal kunne hjælpe udsatte børn ordentligt.

"Karen Ellemann forstår ikke plejeområdet. De fleste af os har en masse traumer med os, når vi bliver anbragt. Derfor bliver familierne nødt til at være godt nok uddannet til at tage sig af os. Det nytter altså ikke bare at være en sød familie med boller og varm kakao fra Midtjylland," siger hun.

6.000 børn anbragt i plejefamilie
Ea Krassel blev første gang anbragt i en plejefamilie, da hun var seks år – og nåede i alt tre plejefamilier og et børnehjem, før hun fyldte 18 år.

Hun deler skæbne med de omkring 11.000 danske børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, fordi deres forældre ikke er i stand til at tage sig af dem.

6.000 af dem ender i familiepleje – og andelen af børn, der anbringes i plejefamilie i stedet for på institution er steget de seneste år.

Det har blandt andet fået professor i socialt arbejde Inge Bryderup fra Aalborg Universitet til at kritisere området. Hun er i gang med en omfattende undersøgelse af plejefamilier, hvor majoriteten af plejefamilierne fortæller, at de mangler faglig viden og vejledning til at tage sig af de udsatte børn.

Men den kritik preller af på socialminister Karen Ellemann, der ikke mener, at plejefamilier mangler uddannelse. Plejefamilier skal først og fremmest give barnet en kærlig og tryg opvækst, mener ministeren.

"Hvad er vigtigt for et barn på 10 år? Jeg mener, at det først og fremmest er en rigtig familie, som kan give barnet en stabil og kærlig opvækst med en hverdag, der ligner den, andre børn har," skriver ministeren i et indlæg til Altinget.

Nomadefamilien
Otteårige Ea er startet i anden klasse og er hjemme hos sin klassekammerat.

Hun har ikke tal på, hvor mange steder, hun har boet. Men det er hendes tredje skole og første gang, hun har venner, der ikke bor i en familie som hendes egen. Hjemme hos den nye veninde er der mad i køleskabet. Man skal ikke stjæle nede i Brugsen, når man er sulten. Og der er en mor og en far, der er hjemme. De spiller spil sammen, og ingen er fulde. Det er første gang, det går op for Ea, at hendes familie ikke er normal.

De første fem år af hendes barndom bor Ea aldrig samme sted længere end 2-3 måneder ad gangen. Tit sover hun i et hjørne i en stue, og familiens ejendele er altid pakket ned i et par vaskeposer. I dag ved hun godt, at moderen rykkede dem rundt for at flyve under myndighedernes radar. Men dengang synes Ea ikke, det var mærkeligt.

"Jeg troede bare, at vi var på besøg hos folk. Det er sikkert det, min mor har fortalt mig," fortæller hun.

De mange mænd
Livet ændrer sig til det værre, da familien flytter til Strib på Fyn. Før havde moderen drukket ude, men nu begynder hun at drikke derhjemme og tage fulde mænd med hjem. De mange ukendte mænd, der kommer i lejligheden, er ofte ubehagelige og grænseoverskridende over for otteårige Ea.

På den en side er det dejligt at vide, hvor moderen er. Men de mange fremmede mænd får Ea til at føle sig utryg i sit eget hjem. Hun siger ingenting til sin mor, men indvendigt begynder alt at krakelere.

Som niårig sidder hun en dag i med sin mor i stuen. De ser en dokumentar, der handler om en familie, der ikke har det så godt.

"Det er vel nok dejligt, at vi ikke har det sådan," udbryder Eas mor, der har drukket tæt det meste af dagen.

Ea kigger forundret op på sin mor og siger:

"Jamen det har vi jo."

Efterladt på børnehjem
Næste dag ringer Eas mor til kommunen. Hun erkender grædende, at hun ikke kan tage sig af sine børn.

Dagen efter bliver Ea og hendes to søskende anbragt på et børnehjem. Moderen lover at hente dem efter weekenden.

Ea og hendes søskende kommer til at vente fire måneder. Da moderen endelig viser sig igen, er hun iført vagabondjakke og en ny mand. Nu skal hun giftes og mener, at hendes tre børn sagtens kan bo på børnehjemmet lidt endnu.

I de næste to år bor Ea på børnehjemmet. Her bliver hun seksuelt misbrugt. Først af en af de ældre drenge på børnehjemmet og siden af en af de mandlige pædagoger, der var ansat til at passe på hende.

Ea savner sin mor forfærdeligt meget.

Et nyt hjem
Efter to år finder kommunen en plejefamilie, hvor både Ea og hendes søskende kan bo.

Ea husker fornemmelsen af at køre op til det nye hjem i Jylland. Hun husker at stige ud af bilen foran plejefamiliens hus og tænke, at hun skulle bo på et slot. ’Slottet’ var en nedlagt gård, som plejeforældrene havde boet sammen med deres tre biologiske børn, der alle var fløjet fra reden.

"Jeg husker for første gang at få mit eget værelse. Det havde jeg aldrig haft før. Det var en fantastisk følelse," fortæller hun.

Ea havde allerede været i plejefamilie to gange før, men kun for en kort periode. Det her skulle vise sig at være permanent.

Professionelle forældre
Udover at rammerne var ordentlige, så havde plejeforældrene også evnerne til at tage sig af Ea og håndtere hendes barske fortid.

Faren var ungdomsskoleleder, og moderen var skoleinspektør, og de brugte meget tid på at tale med Ea om hendes opvækst. De var der, når hun vågnede grædende op fra et mareridt, og de var der, når hun blev mut og stille, og ikke ville snakke med nogen om de dæmoner, der hjemsøgte hende.

Efter halvandet år hos plejefamilien dør Eas mor. Leveren var stået af. Chokket sendte Ea ned i et sort hul.

"Hvis ikke mine plejeforældre havde haft den viden og professionalisme, de havde, så havde jeg ikke åbnet op over for dem. Og så var jeg knækket under alt det mørke, jeg bar rundt på," siger hun.

Psykologtid over aftensmaden
For Ea var det ikke nok at gå til psykolog en gang om ugen. Plejeforældrene var også nødt til at agere psykologer, når minderne blev for meget.

Socialminister Karen Ellemann understreger ellers over for Altinget, at psykologhjælp ikke skal foregå over frokostbordet derhjemme. Men ifølge Ea Krassel er det lige præcis det, det skal, når man har at gøre med traumatiserede børn. 

"Mine problemer kunne ikke vente til hver torsdag kl. 16.00, når psykologen havde tid. Når ens angstanfald bryder ud, så skal man have plejeforældre, der kan håndtere det, og ikke bare siger, at så må man lige vente til på torsdag med at bearbejde sine traumer," siger hun.

Derfor bekymrer det hende, når Karen Ellemann siger, at plejefamilier ikke skal ’professionaliseres’.

"Der er en grund til, at personalet på døgninstitutionerne er uddannet. Det er fordi, det er virkelig svært at hjælpe udsatte børn, og det kræver uddannelse at håndtere dem," siger hun.

Bedre uddannelse til plejefamilier
Som systemet er skruet sammen i dag, er det for let at blive plejefamilie, mener Ea Krassel.

For at komme i betragtning som plejefamilie skal man først udfylde et ansøgningsskema. Godkendes man af kommunen, skal man efterfølgende gennemføre et grundkursus, der løber over fire dage og afholdes af socialtilsynet. Derefter har man ret og pligt til at deltage i to dages efteruddannelse om året.

Det er alt for lidt, mener det tidligere plejebarn.

"Ministeren tænker ikke over, at de børn, der bliver anbragt, også kommer med større og større traumer. Hvis de børn, der tidligere blev anbragt på institution, nu bliver anbragt i plejefamilier, skal plejefamilierne jo have uddannelse, så de kan tage sig af dem," siger hun.

Ea Krassel håber, at Karen Ellemann vil lytte til hende og andre tidligere plejebørns historier om, hvor vigtigt det er med kompetente og veluddannede plejeforældre.

"Ministeren skal ud og tale med tidligere anbragte. Hun skal snakke med plejefamilier, der kan fortælle, hvordan det er at håndtere situationer, man ikke er uddannet til. Hun skal ud i virkeligheden og se, at kærlighed ikke er nok, når det handler om udsatte børn," siger hun.

En plejefamilie kan sagtens være fyldt med kærlighed – og samtidig være uddannet til at håndtere børns komplekse traumer, understreger hun:

"Selvfølgelig kan plejeforældre både være kærlige og professionelle. Det er absurd at sige, at det ene udelukker det andet."

Ea Krassel er tidligere formand for De Anbragtes Vilkår. Historien om Eas opvækst er hendes egen og oplysningerne er ikke blevet efterprøvet af Altinget.