”Trump og Brexit er en åbning af det politiske mulighedsrum. Det har revitaliseret demokratiet.”

INTERVIEW: Chefredaktør på Information Rune Lykkeberg, der er aktuel med bogen Vesten mod Vesten, advarer mod at lade en god krise gå til spilde. Altinget har mødt ham.

Rune Lykkeberg er begyndt at tvivle.

Han har ellers været sikker hele sit liv, den 45-årige chefredaktør på Information. På at Vestens demokratiske institutioner, humanismen og de universelle menneskerettigheder ville bringe os et bedre sted hen.

Selvfølgelig oplever vi undervejs modreaktioner og reaktionære bevægelser, der vil fremskridtet til livs. Men historiens bue er lang og bøjer sig – når alt kommer til alt – i retning af et bedre og mere retfærdigt samfund, som Martin Luther King berømt noterede.

Det er al fald den selvfortælling, som vi i Vesten kan lide at prædike. Og det er en fortælling så stærk, at Rune Lykkeberg tog den for givet.

Men pludselig bragede Brexit, Trump, Matteo Salvini og De Gule Veste ind i spejlbilledet og satte spørgsmålstegn ved de liberale institutioner og den verdensorden, Vesten har haft så meget gavn af at opretholde siden afslutningen på Anden Verdenskrig.

Spejlet splintrede, og brudstykkerne måtte Rune Lykkeberg samle op og sammensætte på ny.

”Den nat, hvor Donald Trump blev valgt, tænkte jeg, at det her var afslutningen på ’Historiens afslutning’ (Francis Fukuyamas bog fra 1992, red.). Det var return of Lord Voldemort.”

”Trump er et barn af alt det, som Vesten har frembragt af kapitalisme, demokrati, frigørelse, underholdning og nydelseskultur. Nu tager barnet og æder det hele, og så er det slut. Alt, hvad jeg selv havde troet og forudsagt om politik de seneste mange år, ville vise sig at være forkert,” siger Rune Lykkeberg, da Altinget interviewer ham over en kop kaffe på redaktørkontoret i Store Kongensgade, hvor Information hører til.

Tvivlen fik ham til tasterne. Kunne det virkelig passe, at Vesten, der har frembragt hidtil usete mængder af økonomisk velstand, politisk frihed og teknologiske fremskridt, var ved at tabe – og så endda til sig selv?

Det er et ambitiøst spørgsmål at ville besvare, og resultatet af Lykkebergs tanker er nedfældet i hans nye bog, Vesten mod Vesten, som netop er udkommet på Informations Forlag.

Vesten leverer ikke
Lykkeberg tager læseren med på en kulturhistorisk rejse. Han vil forstå Vesten for at forstå, om den kan besejre sig selv.

Med et imponerende indblik i filosofiske og sociologiske hovedværker og (ny)læsninger af popkultur, film og litteratur dissekerer han Vestens historie siden 1945.

Referencerne er mange og flyder let. Harry Potter og Hunger Games bliver et billede på en kollapset verdensorden og ungdommens mistillid til de politiske institutioner, American Psycho et pragteksempel på yuppiernes moralske forfald.

Gennemgående for de mange populærkulturelle analyser i bogen er, at Vesten ikke evner at leve op til de værdier og idealer, der blev skabt i årtierne umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

Det mener Rune Lykkeberg er en vigtig erkendelse. Hvis vi skal forstå de rystelser, som rammer vestlige demokratier i disse år, skal vi forstå den periode, der kom forinden.

Guldalderen, kalder han perioden. Den begynder efter 1945 og slutter, da Vesten i 1970’erne vågner op til oliekrise, økonomisk smalhals og et neoliberalt opgør med socialstaten og de høje marginalskatter i Storbritannien og USA.

”De vestlige demokratiers forestillinger om fremskridt er i høj grad dannet fra 1945 til 1975. Her skabes ideen om, at folk både kunne blive frie og gøre, hvad de havde lyst til, og at samfundet kollektivt set ville blive mere rationelt. For Platon er det jo helt utænkeligt, at samfundet skulle være mere vildt, løssluppent og lystdrevet, men samtidig mere fornuftigt og kritisk. Men det lykkedes, og vi oplevede at få en rigere og mere socialt retfærdig verden – på samme tid,” forklarer Rune Lykkeberg.

Men paradoksalt nok har vores sejre også gødet jorden for vores nuværende kriser, lyder analysen.

Guldalderen har skabt en tiltro i befolkningerne til de politiske institutioner og blevet en målestok for velstand, frihed og lighed, som ingen parlamenter og regeringer sidenhen har kunnet levere i samme doser.

”Vi håbede, at det ville blive en normaltilstand, men det viste sig at være en undtagelsestilstand. Vesten har ikke sidenhen kunnet indfri de løfter, som borgerne er blevet givet.”

En genkomst til det politiske
Derfor har den nuværende krise i virkeligheden været undervejs siden 1980’erne.

Det neoliberale marked kunne ikke løse socialstatens problemer, men øgede uligheden og eroderede den sociale tryghed – og blev i sidste ende skyld i den seneste finanskrise.

Globaliseringen har indsnævret det demokratiske spillerum og gjort politik til en teknokratisk disciplin. Irak-krigen førte ikke til demokratiske opblomstringer i Mellemøsten, men efterlod regionen i bål og brand.

Det er her, Lykkebergs tvivl for alvor sætter ind. For nok er han bekymret for Brexit, Donald Trump og De Gule Veste. Men hvis Vestens krise over årtier er blevet mere eller mindre permanent, er rystelserne måske ikke kun noget, vi skal frygte? Måske er det sundt, at der bliver rusket i den liberaldemokratiske dyne, som har lagt sig over os?

”I begyndelsen var jeg ligesom alle andre i chok og tænkte, at Trump kun var begyndelsen til noget rigtig slemt. Men i dag, to år senere, ser jeg det på en anden måde: Hillary Clinton var de vedtagne sandheder, og Trump var opgøret med de vedtagne sandheder,” siger Rune Lykkeberg og uddyber:

”Man havde vænnet sig til, at det politiske systems handlemuligheder var relativt få. Efter Trump er det ikke længere tilfældet, og vi må indse, at det ikke kun er skidt. Det er ikke sikkert, at det, der kommer efter de liberale institutioner, er bedre end det, der var før. Men det i sig selv at genforhandle ting og sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi må sige til hinanden, hvordan vi må behandle hinanden, det kan jeg ikke se som andet end en politisk frisættelse.”

Samme analyse går igen, når Rune Lykkeberg kigger på Brexit.

Ikke fordi den venstreorienterede chefredaktør er vendt på en tallerken og hylder Storbritanniens farvel til EU som sådan. Men fordi han undervejs i skriveprocessen også er begyndt at forstå de frustrationer, der ligger bag – og mulighederne i, at de bliver luftet.

”Brexit er et mislykket eksperiment, men grundkernen er legitim. Briterne ville have kontrol over deres penge, deres lovgivning, deres grænser, deres egne regler og territorium. Det er en måde at sige ’Vi vil være med til at bestemme’. En kritik af årti efter årti, hvor mere og mere politik er blevet kodificeret i afgørelser ved domstole, menneskerettigheder og jurister, der afgør, hvad man må og ikke må. Og en pengepolitik, som er blevet afdemokratiseret, fordi centralbankerne ikke er en del af vores demokrati. Det, der var almindelig socialdemokratisk finanspolitik for 70 år siden, ville ikke kunne lade sig gøre i dag.”

”På den måde er Trump og Brexit en åbning af det politiske mulighedsrum. Det har revitaliseret demokratiet og giver venstrefløjen mulighed for at spørge sig selv, hvad man vil gøre med techgiganterne, og hvordan man vil demokratisere virksomhederne. Se, hvordan Bernie Sanders og Elisabeth Warren nu siger: ‘Okay, vi har fået politik tilbage. Så lad os være demokratiske socialister og se på, hvordan man rent faktisk kan gøre det’,” lyder det fra Rune Lykkeberg.

Det må godt blive farligt
Tanken er besnærende.

I årtier har vi bukket os for nødvendighedens politik, og uanset om vi har stemt til venstre eller højre, har resultatet været mere af det samme. Margaret Thatcher, britisk premierminister fra 1979-1990, blev i begyndelsen af det nye årtusinde spurgt ind til sin største bedrift. Jerndamens svar? Tony Blair og New Labour.

Nu kommer opgøret, måske ikke på den måde, man havde forestillet sig eller håbet på, men det kommer trods alt.

Men tanken er også farlig.

Det liberale demokrati er, som Jan-Werner Müller påpeger det i bogen Kampen om demokratiet, et begrænset demokrati.

I det liberale ligger indsnævringen: en tredeling af magten og en insisteren på de borgerlige rettigheder. I demokratiet ligger udfoldelsen: valg til repræsentative parlamenter med fire til fem års mellemrum og idealet om, at al legitim magt udspringer af folkets vilje.

Historien har lært os, hvad ubegrænset folkesuverænitet kan gøre. Der må vi aldrig bevæge os hen igen, derfor blandingen af det liberale og det demokratiske. Samtidig er vi takket være vores styreform sundere, mere frie og mere velstående end nogensinde før, uligheden til trods.

Rigtigt nok er den nationale politiske magtudøvelse blevet begrænset i globaliseringens tidsalder. Men det skyldes jo også, at problemer overskrider grænser som aldrig før. Klimaudfordringerne er det bedste eksempel.

Rune Lykkeberg forstår indvendingerne. Men advarer om at smide antidemokrat-kortet for tidligt.

”Hvad er det egentlig, Viktor Orbán (Ungarns premierminister, red.) gør? Hvad er det egentlig, Polen gør? De kom ind i EU under afpolitiseringens peak. De fik at vide, at hvis I vil være en del af det indre marked, så skal I gøre fuldstændig, som vi vil have det. I skal knæle og krybe over grænsen, og så skal I rejse jer op og indrette et samfund, der er ligesom vores. Nu har de været med i 15 år og fortæller, at de også gerne vil være med til at bestemme, hvordan EU skal indrettes. I stedet for at bare at kalde dem populister og antidemokrater bør vi tænke: Okay, der er nogle, som faktisk eksperimenterer med en anden måde at blande det liberale og demokratiske på,” siger han.

Samtidig indrømmer han, at der er grund til at være ængstelig. Vi åbner for et trade-off mellem frihed og tryghed, når vi sætter spørgsmålstegn ved det liberale demokrati.

”Jeg er med på, at den stærke mands genkomst i historien er et destruktivt fænomen med meget store risici. Jeg er med på, at der er autoritære tendenser i De Gule Veste, fordi de efterspørger en handlekraft, som kun en general kan rumme.”

Rune Lykkeberg stopper op i talestrømmen et kort øjeblik. Og buldrer så derudad igen.

”Men hallo, det er ikke meningen med demokratiet, at det ikke skal være farligt. Hvis politik er, at mennesker skal eksperimentere med frihed i fællesskab, så kan du ikke sige, at det ikke må være farligt. Jeg synes, at flygtningekonventionen og menneskerettighederne er gode grænser. Vi har erkendt, at vi har eksperimenteret med frihed i trediverne, og der skal vi ikke hen. Men ud over det er der ikke noget, som ikke er farligt. Målet er jo, at folk skal være frie fra undertrykkelse og en del af et fælles, handlende vi.”

En mumie, der skal genoplives
Det er her, analysen på sin vis kommer til kort.

Menneskerettighederne og FN’s Flygtningekonvention er på mange måder rammen om det liberale demokrati, som vi kender det. Kan man virkelig slå rammen itu og bygge hegnspæle om den på en og samme tid?

Rune Lykkeberg mener, at der er et udfoldelsesrum.

Ungdommens klimaprotester får i disse måneder opmærksomhed i adskillige europæiske parlamenter, og Greta Thunberg har katapulteret sig selv ind i en global offentlig klimadebat med en ny form for aktivisme. De Gule Veste har tvunget Emmanuel Macron til at afholde borgerhøringer – Le Grand Débat – i et omfang, som aldrig før er set i Frankrig.

”Det er åbenlyst, at borgerne har meget store demokratiske forventninger til sig selv og gerne vil deltage. De vil være med til at bestemme, men kræver nogle andre former for deltagelse og magtudøvelse. Vi skal ikke forsvare det liberale demokrati som en hellig statue. For den statue er blevet en fucking mumie – hvordan gør vi den levende igen?”

Svaret vil han ikke udpensle, men nøjes med at angive, hvor inspirationen kan findes.

Eksempelvis i Irland, hvor en tilfældigt udtrukken borgerforsamling på 99 mennesker sidste år var med til at rådgive om en folkeafstemning, der afskaffede forbuddet mod abort.

”Det svækker ikke det liberale demokrati, at der kommer nye beslutningsfora ved siden af. Vi må eksperimentere med forskellige demokratiske former og magtudøvelse, som ikke svækker demokratiet, men gør det stærkere.”

Det lyder tillokkende, et sådant eksperiment med det liberale demokrati.

Men grunden til, at Rune Lykkeberg hylder det, er, fordi det endte godt. Irerne forkastede forbuddet mod abort og udvidede kvindernes borgerrettigheder. Det var ikke givet, at det skulle ende sådan. Retten til at udøve demokrati indebærer også retten til at begrænse andres frihed – især hvis ikke den liberale ramme bevares.

Det er her, at tvivlen har bragt ham hen. Til en erkendelse af, at demokratiet i disse år er udsat for en sund kritik, som samtidig er farlig, fordi den for det meste artikuleres af Donald Trump og Viktor Orbán.

Things fall apart, the centre cannot hold,” citerer Rune Lykkeberg den irske digter W.B. Yeats for.

Alligevel hælder han til, at det nok skal gå.

”Det er ikke enhver undergang, som viser sig at være en overgang. Men det er altid nemmere at se det, man mister, end det, der kommer. De, der beklager sig og bliver hørt mest, kommer fra en magtposition, og derfor vil du altid have en undergangsstemning. De sidste 100 år har vi haft den ene undergang efter den anden, og alligevel har vi i dag nogle relationer mellem mennesker, som er de bedste i den vestlige kulturs historie.”

Vesten mod Vesten udkom 28. marts på Informations Forlag. Læs Altingets anmeldelse af bogen her.

Forrige artikel Rød blok opnår bedste måling siden valget Rød blok opnår bedste måling siden valget Næste artikel Brexit-aftale skudt ned igen. Hvad så nu, Storbritannien? Brexit-aftale skudt ned igen. Hvad så nu, Storbritannien?
Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

Brostrøm: Vi har en dybt bekymrende alkoholkultur blandt skolebørn

INTERVIEW: Nye tal viser, at danske skolebørn fortsat er europamestre i druk. Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ønsker et opgør med en usund alkoholkultur. Højere afgifter og aldersgrænser virker, men det er op til politikerne, hvilke værktøjer der skal i brug, siger han.